Case: Veteran: ”Det er godt at have noget at stå op til”

For nogle veteraner er vejen til det civile arbejdsmarked lang og hård. Det var den også for Flemming Vilhelmsen, hvor en udsendelse til Kosovo har sat sine spor. Men hos Huset Venture Nordjylland har han fundet et job, hvor han trives, og hvor der er plads til ham.

Flemming Vilhelmsen blev i 1999 udsendt som en del af NATO’s fredsbevarende styrker KFOR i Kosovo. Han var en del af Hold 1, som vendte hjem et halvt år senere. Det var med en hel del oplevelser fra et af verdens brændpunkter, som ikke lige var til at ryste af sig.

I dag er Flemming 39 år, og han er diagnosticeret med PTSD. Det betyder bl.a., at han har svært ved at overskue komplekse problemstillinger, har hukommelsesbesvær og manglende tidsfornemmelse. Det er udfordringer, som er svære at kombinere med et almindeligt arbejdsliv, selvom Flemming har prøvet mange gange.

”Jeg har haft en del job, som jeg ikke kunne blive i. Og når jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger i jobbet, så gjorde jeg det, at jeg arbejdede endnu hårdere. Det kunne jeg ikke holde til, og det endte flere gange med depressioner og indlæggelse på psykiatrisk afdeling,” siger Flemming Vilhelmsen.

Stor udvikling i jobbet

Aalborg Kommune havde også svært ved at finde et tilbud, som passede til det, Flemming havde brug for – og de begrænsninger, som han bar med sig. Men for halvandet år siden fik kommunen skabt kontakt mellem Flemming og Huset Venture Nordjylland. Her var han først i virksomhedspraktik, og siden blev han ansat som pedel i fleksjob ni timer om ugen. Han slår bl.a. græs, passer udearealer, pudser vinduer og andet forefaldende arbejde.

”Der er sket en stor udvikling med Flemming. Da han begyndte her, skulle han komme to dage om ugen i to timer, og vi var glade, hvis han bare mødte op én gang. Men det gik forbløffende hurtigt med at møde stabilt, og vi kunne skrue arbejdstiden op,” siger leder af udviklingsafdelingen hos Huset Venture Nordjylland, Charlotte Fischer.

Huset Venture Nordjylland er en socialøkonomisk virksomhed, som har stor erfaring med at ansætte mennesker på særlige vilkår. Derfor kunne det også lade sig gøre at tilpasse jobbet som pedel til de behov, Flemming har.

Der er gode og dårlige dage

”Jeg kan godt lide at have en liste over mine opgaver, men jeg vil også gerne have den frihed til selv at bestemme, hvordan jeg klarer dem. Hvis der er alt for mange krav til, hvordan opgaven skal klares, bliver jeg stresset. Her er der plads til, at jeg kan gå til og fra opgaven, og der er også plads til, at man har en dårlig dag,” siger Flemming.

Charlotte nikker og tilføjer:

”Du er heldigvis meget nem at læse. Hvis du har en dårlig dag, kan man se det med det samme. Så plejer vi at tage en kop kaffe og lige snakke lidt om løst og fast, og nogle gange bliver det ikke til mere end en kop kaffe den dag. Andre gange hjælper det Flemming til at komme i gang med dagens opgaver,” siger Charlotte Fischer.

Med de fremskridt, som Flemming har gjort indtil videre, forventer Charlotte, at Flemming kan komme til at arbejde mere, end han gør i dag. Det er dog ikke noget, som skal forceres, og det er ikke et mål i sig selv at komme op i tid. Det vigtigste er, at Flemming får en kontinuerlig hverdag og struktur og rammer i dagligdagen.

”Du kommer nok aldrig op at arbejde på fuld tid igen, men der er stadig masser af potentiale. Det tager vi skridt for skridt,” siger Charlotte.

- Der er sket en stor udvikling med Flemming. Da han begyndte her, skulle han komme to dage om ugen i to timer, og vi var glade, hvis han bare mødte op én gang. Men det gik forbløffende hurtigt med at møde stabilt, og vi kunne skrue arbejdstiden op.

Charlotte Fischer, leder af udviklingsafdelingen hos Huset Venture Nordjylland

Fra soldaterhjem til eget hus

At Flemming har fået det langt bedre, kan også ses i hans privatliv. Da han begyndte hos Huset Venture Nordjylland, boede han alene på soldaterhjem i Nørresundby, og i dag bor han i hus i Frederikshavn med sin kæreste. Han har fået mere overskud og er i stand til at håndtere flere ting i sin hverdag.

”Der er sikkert nogle, som bare gerne vil have en førtidspension, så de slipper for kommunen. Men hvad så bagefter? Der skal være noget at fylde i hverdagen, ellers sidder man bare derhjemme uden noget at lave. Så jeg er rigtig glad for mit job,” siger Flemming.

Charlotte fortæller også, at Huset Venture Nordjylland har planer om at tage imod flere veteraner:

”Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager os af de mennesker, som har været udsendt for vores land, og som er kommet skadet hjem. Nogle kan måske godt være lidt skræmte ved at tage imod en veteran, men det skal man ikke være. Det er mennesker med stor pligtopfyldelse og meget høj arbejdsmoral. Det er nok noget, som hænger ved fra tiden i forsvaret,” siger hun.

Brug for flere virksomheder

Og der er brug for virksomheder, som er i stand til at tage imod veteraner. Flemming kender selv andre veteraner, der, lige som han selv, lider af PTSD. Hans råd er at finde de virksomheder, der er gode til at give lidt ekstra plads.

”Man må bare prøve sig frem. Jeg tror, at de små virksomheder, hvor der ikke er alt for mange mennesker, og hvor mester måske selv har en fortid i forsvaret, er rigtig gode,” siger han, og Charlotte er helt enig:

”De, der selv har været i forsvaret, kender den kultur og opdragelse, man får i forsvaret. Det er helt specielt, men det betyder også, at man kan tale godt sammen, fordi man forstår hinanden,” siger hun.

”Men i det hele taget mærker vi aktuelt en bevægelse på arbejdsmarkedet. Vi oplever en stigende interesse fra virksomhederne i at tage et socialt ansvar og ansætte mennesker på særlige vilkår, og det vil vi rigtig gerne være med til at styrke, så endnu flere mennesker, veteraner eller ej, får en ny chance,” slutter Charlotte.


Vil du vide mere om veteraner i job?

Læs mere om projektet "Veteraner i Job: Fra brændpunkt til beskæftigelse":

Projekt

Om projektet (2017-2020)

Her kan du læse om baggrunden for projektet 'Veteraner i Job: Fra brændpunkt til beskæftigelse'.

Læs om projektet her