Personlig assistance til handicappede i erhverv

Efter lov om kompensation til handicappede i erhverv kan der "ydes personlig assistance til ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig personlig bistand", jf. lovens § 4.

Formålet med ordningen er således at kompensere den pågældende for de begrænsninger, der er konsekvensen af personens fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

En personlig assistent assisterer ved de arbejdsfunktioner, som personen med handicappet/funktionsnedsættelsen ikke selv kan klare. Det kan fx være en socialrådgiver som er blind, og derfor har brug for sekretær til at løse praktiske problemer i arbejdsfunktionen. Personlig assistance er en ordning, der er tænkt at skulle vare så længe pågældende er i jobbet.

Mentorordningen, er modsat personlig assistent, tænkt til at skulle indgå i en udviklingsproces og løse en overgangsituation. Mentorstøtte bevilges med henblik på, at en person opnår eller fastholder beskæftigelse m.m. Dertil er målgruppen for mentorstøtte langt bredere, idet alle personer der er omfattet af beskæftigelsesindsatsloven samt personer i beskæftigels og uddannelse, er omfattet af ordningen.

Målgruppen for personlig assistance er samtidig langt snævrere, idet der udelukkende er tale om personer med varig og betydelig funktionsnedsættelse. Den personlige assistents opgaver må også ses i et langt smallere perspektiv, da der alene er tale om, at personen skal kompenseres med særlig hjælp til de praktiske arbejdsrelaterede opgaver, som personen på grund af sit handicap ikke selv kan klare.

De to ordninger kan overlappe hinanden, fordi formålet med de to ordninger er helt forskellige. 

Servicelovens personlige hjælpeordninger

Der findes en række forskellige personlige hjælpeordninger i lov om social service (SEL). Det vigtigste set i relation til mentorordningen er:

• § 96, Borgerstyret personlig assistance - også kaldet BPA
• § 82b, individuel, tidsbegrænset støtte, hjælp eller omsorg
• § 85, socialpædagogisk bistand
• § 102, særlig behandlingsmæssig bistand

En grundlæggende forskel til mentorordningen er, at servicelovens hjælpeordninger alle har et bredt alment livsforbedrende sigte, mens mentorordningen altid skal have et beskæftigelsesfremmende formål.

Samtidig er personkredsen langt snævrere i serviceloven, idet der i næsten alle tilfælde skal være tale om personer med betydeligt (og i nogle tilfælde også varigt) nedsat funktionsevne. Hvis kommunen har valgt at give tilskud til eller iværksætte tilbud om tidsbegrænset støtte efter § 82b, er personkredsen noget bredere. Ordningen kan således også anvendes til at forebygge funktionsnedsættelser eller sociale problemer.

Hvis en person både har et behov for generel personlig hjælp og et behov for mentorstøtte til et beskæftigelsesfremmende formål, kan man godt forestille sig, at en mentor kombineres med en hjælpeforanstaltning.

Når det gælder servicelovens personlige hjælpeordninger, skal man imidlertid altid holde sig for øje:

• Er borgeren omfattet af målgruppen for bestemmelsen i serviceloven (en betydelig (og varig) nedsat funktionsevne med et omfattende behov for hjælp)?
• Er formålet med indsatsen, altså den aktivitet der skal foregå, omfattet af bestemmelsen i serviceloven (fx personlig hjælp og pleje)?

Snitfladen til personlig rådgiver/kontaktperson til unge

Efter serviceloven har kommunen mulighed for at tilbyde personlig rådgiver eller fast kontaktperson til unge under 18 år. Begge dele kan opretholdes eller tildeles igen (hvis foranstaltningen har været ophørt i en periode) efter den unge er fyldt 18, men kun med den unges samtykke..

Foranstaltningen skal ophøre, når målet er nået – dog senest når den unge fylder 23.
Målgruppen er børn eller unge, hvor en undersøgelse efter servicelovens § 50 tilsiger, at barnet/den unge har særligt brug for støtte. Det er en betingelse at man med rimelighed kan forvente, at foranstaltningen afhjælper de – eller nogen af de - problemer, den socialfaglige undersøgelse efter § 50 har vist.

Foranstaltningen kan også være et vilkår i et tiltalefrafald eller ved en betinget dom (unge over 15).

Det konkrete mål skal være beskrevet i en handleplan. Som oftest handler det om at yde en form for pædagogisk og eller social og eller følelsesmæssig støtte til et barn eller en ung, der af forskellige årsager er ensom, ikke rigtigt er med i en alderssvarende børne/ungegruppe og eller er i risiko for at finde sammen med andre unge, der er i et kriminalitetstruet miljø.

Det er ofte børn eller unge med manglende tillid i forhold til voksne – forældre, lærere eller andre autoriteter, men det kan også være børn/unge med lettere handicaps (fx visse specialskoleelever).

Det er en helhedsorienteret indsats, men der er også sektoransvar. Det betyder at man ikke kan foranstalte en personlig rådgiver eller kontaktperson, der fx går med den unge i skole eller med barnet i børnehaven. Derimod kan man godt købe tid af en voksen, fx fra skolens SFO, der er sammen med barnet/den unge i den øvrige fritid, uden for skole/SFO.

Afgrænsning

Opmærksomhedspunkter til afgrænsning:

• Har den unge behov for særlig støtte (er der lavet en § 50 og hvad viser den)?
• Er der brug for samarbejde med forældrene?
• Er der brug for en stor indsats i ”fritidslivet”?
• Handler det om en socialiseringsindsats?
• Hvad er behandlingsbehovet? Hvad er tidsperspektivet?
• Er den unge ”sent udviklet”, og er der behov for at indsatsen går ud over 23 år?

Til top^