Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Om Cabi
  3. Cabis projekter
  4. Allan arbejder frivilligt: ”Det er en måde at give noget videre til andre.”

Allan arbejder frivilligt: ”Det er en måde at give noget videre til andre.”

Allan Hansen har nok at gøre med at drive Folkets Hus Catering. Men han finder også tid til at være mentor for en ung mand, der skal finde sin vej til arbejdsmarkedet. Som frivillig kan han tale mere frit, og har en an​den adgang end jobcentrets konsulenter.

Gennem et halvt års tid har Allan Hansen, som driver Folkets Hus Catering i Maribo, haft et fast punkt blandt sine gøremål. Han er mentor for en ung mand. Lad os kalde ham Mads. Mads er ledig, og derudover har han ADHD og angst, som gør hans vej til arbejdsmarkedet vanskelig.

”Mads er en intelligent fyr, men han har brug for at blive mødt med tillid og tålmodighed for at kunne rykke sig i den rigtige retning. Han har også nogle gode hænder, men han har lukket sig om sig selv, så det kommer til at tage tid. Så det taler vi om, når vi mødes. Nogle gange et par timer ad gangen,” fortæller Allan Hansen.

Han har sagt ja til at være mentor for at give noget tilbage til det samfund, han er en del af. Der er mange skæve eksistenser derude, og alle har noget at bidrage med. Men nogle har bare noget ekstra med i rygsækken, som gør det lidt svært. Det handler bare om at finde de rigtige taster at trykke på,” siger Allan Hansen.

Mentor kan noget andet end jobcentret

Som mentor har Allan Hansen mulighed for at finde de taster, der skal trykkes på. Det er lidt nemmere for en mentor at få en mand som Mads til at åbne sig op, fortæller Allan Hansen. Og det er Gitte Jensen, arbejdsmarkedskonsulent hos Jobcenter Lolland enig med ham i.

”Borgerne ved godt, at jeg er myndighedsperson, og jeg er ”farlig”, fordi jeg kan sanktionere dem. Relationen til Allan er en helt anden, end den er med mig, og det betyder, at de kan tale mere frit. Det vigtigt, når der er tale om borgere som Mads, der har et godt stykke vej til at komme i job,” siger Gitte Jensen.

Allan Hansen: Mads skal i form og møde andre mennesker

Men selvom Mads ikke kommer i job fra den ene dag til den anden, har Allan Hansen en klar ide om, hvad der skal til for at rykke ham i den rigtige retning. Han havde en ide om, at Mads gemte sig lidt bag sine diagnoser, så nu skal han fysisk i form, og han skal ud og møde mennesker.

”Vi har trænet sammen før, men det lukkede ned under coronaen, og nu trænger Mads virkelig til at komme i gang og bruge sin krop igen. Så jeg har aftalt med ham, at vi skal spille golf sammen. Det passer godt, at vi kan gå og tale sammen. Og samtidig får vi rørt kroppen, som frigiver vigtige endorfiner,” siger han.

Fra Jobcenter Lollands side er der ved at blive oprettet en praktikplads til Mads, men han beholder kontakten til Allan Hansen.

Han er glad for at være mentor, for her kan han gøre en forskel for andre. Samtidig har han et godt rå til andre, som måtte oveveje selv at blive mentorer: Det gælder om at have en stor portion tålmodighed.

”Man skal være afklaret med, at det tager tid, for en mand som Mads rykker sig ikke fra den ene dag til den anden. Det tager lang tid, og det skal man være forberedt på. Samtidig er det også hårdt arbejde, for du kommer ind på livet af mennesker, som har det rigtig svært,” siger Allan Hansen.

Fra Jobcenter Lollands side er Gitte Jensen glad for, at folk som Allan Hansen påtager sig rolle som mentor:

”Allan er meget lyttende og anerkendende samtidig med, at han ønsker at gøre en social forskel. Det er egenskaber, som er rigtig gode i forhold til at fungere som mentor,” siger hun.

PROJEKT

Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster

Udviklingsinitiativ, der gennem kompetenceudvikling og virksomhedssamarbejde, skulle få flere udsatte borgere i job og samtidig afbøde virksomhedernes mangel på arbejdskraft. (Projektperiode 2018-2021) Om Rekruttering fra kanten