Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Cases
  3. Oversigt
  4. Byens Rens

Byens Rens

Lykkes med at kombinere socialt ansvar med god forretning. 

CASE

Virksomhed: Byens Rens ApS 
Branche: Hotel, restauration og service
Størrelse: 72 medarbejdere
Geografi: Fredericia

Besøg Byens Rens' hjemmeside

Byens Rens logo

Mens mange små og mellemstore virksomheder oplever, at manglen på arbejdskraft bremser vækst og drift, har den landsdækkende renserikæde Byens Rens med hovedsæde i Fredericia valgt en anderledes rekrutteringsstrategi.

Virksomheden har gjort social ansvarlighed til en fast del af forretningen og vist, at en arbejdsplads i denne branche sagtens kan udvide rekrutteringsgrundlaget uden at gå på kompromis med hverken effektivitet eller kvalitet. 

Fra ledighed til stabil bemanding

Byens Rens rekrutterer ofte nye medarbejdere blandt grupper af ledige, som mange andre SMV’er slet ikke overvejer at kontakte. Siden virksomhedens start har målet været, at nye medarbejdere som udgangspunkt skal rekrutteres blandt mennesker uden for arbejdsmarkedet – og ofte nogle, der har længere tids ledighed bag sig.

I dag har virksomheden 74 ansatte. 72 af dem stod uden job, før de blev ansat. Medarbejdergruppen rummer både flygtninge og indvandrere, tidligere straffede, unge i begyndelsen af arbejdslivet og personer med fysiske eller psykiske udfordringer.

Ricky Kenbjerg

Ifølge stifter og ejer Ricky Kenbjerg har rekrutteringsstrategien en klar forretningsmæssig fordel.

Når mennesker får en reel chance, betaler det sig. Vi oplever høj loyalitet, lavere sygefravær og medarbejdere, der bliver – også i perioder med travlhed.

Ricky Kenbjerg, stifter og ejer af Byens Rens

Ricky Kenbjerg forklarer, at for en virksomhed med lange åbnings- og produktionstider er stabil bemanding afgørende. Og netop her har den sociale rekrutteringsstrategi vist sig at være en styrke.

Fleksibilitet, der kan skaleres

Hos Byens Rens er socialt ansvar ikke et isoleret projekt, men en naturlig del af den daglige drift. Virksomheden har flere ansatte i fleksjob og er gode til at finde opgaver, der kan tilpasses den enkelte medarbejders ressourcer – uden at opgaverne mister deres forretningsmæssige værdi.

Opgaverne spænder fra pakning af vasketøj og scanning af ordrer til bilvask og andre driftskritiske funktioner. Det er opgaver, som alle SMV’er kender, og som ofte tager tid fra kerneforretningen, hvis de ikke er tydeligt placeret.

Produktionen kører dagligt fra kl. 6 til 22, og alle timer bliver dækket. Arbejdstiderne varierer, og de planlægges i tæt dialog med medarbejderne. Det giver mulighed for at tage hensyn til helbred, familieliv og kulturelle forhold, samtidig med at virksomheden kan levere stabil drift og overholde aftaler med kunderne.

Struktur gør fleksibilitet mulig

Den fleksible tilgang hviler på en fast og genkendelig struktur. Alle arbejdsfunktioner i virksomheden har klart definerede roller, dokumenterede jobbeskrivelser samt tilhørende afdelingsledere med ansvar for den daglige planlægning.

Alle nye medarbejdere starter i praktik med sidemandsoplæring. Målet er altid fastansættelse. Det giver både virksomheden og medarbejderen mulighed for at teste opgaver, tempo og samarbejde i praksis, før der indgås en permanent aftale.

Hver dag laver afdelingslederne konkrete arbejdsplaner. Det skaber overblik, mindsker fejl og sikrer ensartet kvalitet i en medarbejdergruppe med meget forskellige forudsætninger.

Socialt ansvar som plus på bundlinjen

Byens Rens har ikke oplevet, at social ansvarlighed koster på bundlinjen. Tværtimod. Virksomheden modtog Iværksætterprisen 2024 fra Business Fredericia som anerkendelse for sin vækst. En væsentlig forklaring er netop rekrutteringsstrategien.

Samarbejdet med jobcentre, fleksibel jobtilrettelæggelse og gradvis opbygning af ansvar har skabt en arbejdsplads med lav medarbejderomsætning og høj driftssikkerhed – to parametre, der har stor betydning for alle SMV’er.

En del af virksomhedens DNA

For Ricky Kenbjerg handler social ansvarlighed om rettidig omhu:

Man kan godt drive en sund forretning og samtidig tage et stort socialt ansvar. For os er det ikke blot et projekt. Det er sådan, vi driver virksomhed.

Ricky Kenbjerg, stifter og ejer af Byens Rens

Den konsekvente indsats sikrede i 2025 Byens Rens en nominering til CSR People Prize, uddelt af Cabi.

Sådan arbejder Byens Rens med socialt ansvarlig rekruttering

  • Nye medarbejdere rekrutteres primært blandt ledige – ofte i samarbejde med kommunen.
  • Alle begynder i praktik med sidemandsoplæring. Målet er fastansættelse.
  • Opgaver opdeles og tilpasses, så flere kan bidrage – også i få timer om ugen.
  • Arbejdstider lægges i dialog med medarbejderne, så drift og hensyn kan balanceres.
  • Tydelige roller, jobbeskrivelser og daglige arbejdsplaner sikrer kvalitet og effektivitet.
  • Medarbejdere får gradvist mere ansvar i takt med erfaring og tryghed.

Nomineret til CSR People Prize 2025

Byens Rens var nomineret til CSR People Prize 2025 i kategorien virksomheder med færre end 49 ansatte.

Klik på billedet for at afspille videoen i YouTube

TEMA

Nydanskere og integration

Hjælp flygtninge og immigranter med at finde og fastholde et job. Få viden og værktøjer til at få integration på arbejdsmarkedet til at lykkes. Om nydanskere og integration
CSR People Prize logo 2025

EVENT

CSR People Prize

Vi hylder de virksomheder, der går forrest! CSR People Prize uddeles til virksomheder, som gør en ekstraordinær indsats for at tage et socialt ansvar. Om CSR People Prize

Sådan kommer du i gang med at tage socialt ansvar

Gratis værktøj: Find opgaverne

Brug opgaveværktøjet og få et overblik over, hvilke opgaver din virksomhed har, og hvilke kompetencer det kræver for at løse dem.

Gå til opgaveværktøjet

Hvem kan jeg ansætte?

Mange mennesker står i dag uden for arbejdsmarkedet. Her kan du blive klogere på, hvilke forskellige grupper i samfundet, som du kan give en håndsrækning.

Læs om rekruttering

Bliv klogere på S'et i ESG

Når du rekrutterer ledige med udfordringer styrker du din virksomheds data på S'et i ESG. Og det kan være meget værdifuldt for virksomheden.

Læs vores ESG-tema

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Signe Bloch-Krarup

Socialt ansvar, CSR og S’et i ESG | Neurodiversitet på arbejdspladsen | Kommunikation og marketing
Tilgå Signe Bloch-Krarup på LinkedIn