Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Temaer
  3. Den aktive beskæftigelsesindsats
  4. Beskæftigelsesreformen 2026-2027

Overblik: Beskæftigelsesreformen 2026-2027

Få overblik over, hvornår ordninger som ressourceforløb, jobrotation og revalidering udfases, og hvordan nye tiltag som fri organisering og nye målgrupper indføres. 

Formålet med reformen er, at beskæftigelsesindsatsen skal bygge på frisættelse, forenkling og værdighed. Kommunerne skal have frihed til at organisere indsatsen efter lokale forhold, og derfor forsvinder kravet om jobcentre. A-kasser og private leverandører skal spille en større rolle, og ledige borgere skal have mere indflydelse på deres vej tilbage til job.

Forenkling af beskæftigelsesindsatsen

Beskæftigelsesindsatsen forenkles bl.a. ved at afskaffe ressourcetunge ordninger og reducere antallet af samtaler.

Målsætningen er at fokusere på de indsatser, der virker og giver mening for borgeren.

For at realisere denne målsætning skal omdrejningspunktet være faglige vurderinger af, hvornår hvilken indsats giver mening for borgeren og i hvilket omfang. Sagsbehandlernes faglighed og opkvalificering er derfor i fokus.

Hos Cabi tilbyder vi kurser, der giver medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen et fagligt forspring i det forenklede beskæftigelsessystem. 

Fakta om beskæftigelsesreformen

Hvornår: Indføres gradvist i perioden fra 1. februar 2026 til 1. januar 2027.

Hvad: Reformen skal forenkle beskæftigelsessystemet og give kommunerne større råderum.

Hvorfor: Ønske om at gøre beskæftigelsessystemet mere fleksibelt og effektivt samt reducere omkostningerne.

Hvem: Gælder for ledige borgere, sygemeldte, kommuner og a-kasser.

Tidslinje: Hvad ændres, og hvornår?

Her ser du et udpluk af de ændringer, der træder i kraft frem til den 1. januar 2027. Vær opmærksom på, at tidslinjen viser, hvornår der ikke længere bevilliges nye forløb. Igangsatte forløb kan gennemføres til afslutning efter de hidtidige regler.

Se startvejledningen på Retsinformation.dk

Hvornår?Hvad afskaffes/ændres?Ny tilgang
1. januar 2026Sporskifteordningen afskaffes.Kommunen kan sammensætte et skræddersyet forløb, som kan inkludere uddannelse, jobtræning, mentorstøtte eller kombinationer heraf.
Reduceret brug af øvrig vejledning og opkvalificering (ØVO) og mentorordningen er trådt i kraft 1. januar 2026 i et særskilt lovforslag.Loft over udgifter i forbindelse med brug af ØVO og mentorordning. Grænsen vil skulle understøtte, at udgifterne til mentorstøtte samt øvrig vejledning og opkvalificering mv. vil blive nedbragt, men at kommunerne samtidig ikke vil blive underlagt nye lovgivningsmæssige krav, som vil indskrænke kommunernes mulighed for at foretage lokale prioriteringer.
1. februar 2026Ressourceforløb afskaffes.Kommunen kan tilbyde individuel beskæftigelsesindsats under nye, mere fleksible kontaktforløb i beskæftigelsessystemet.
Revalidering afskaffes.Opkvalificering/integration håndteres via individuel indsats i beskæftigelsessystemet eller ordinært uddannelsessystem.
Jobrotation afskaffes.Kommunerne kan tilbyde virksomhedsrettede løsninger efter behov (praktik, løntilskud, opkvalificering mv.)
Krav om jobcenter afskaffes.Kommunerne bestemmer selv, hvordan beskæftigelsesindsatsen skal organiseres.
1. juli 2026Ændringer i kontaktforløb.Nye kontaktforløb med færre proceskrav og reduktion i obligatoriske samtaler.
Forenkling af regler for fritagelse fra beskæftigelsesindsatsen.Der indføres mulighed for at fritage aktivitetsparate ledige fra beskæftigelsesindsatsen. De administrative krav for fritagelse reduceres og forenkles.
Ændret opfølgning for sygemeldte i arbejde.Sygemeldte i job med ukomplicerede forløb skal ikke længere deltage i opfølgningssamtaler i kommunen, men modtage støtte via den virksomhed, hvor de er ansat.
Rehabiliteringsplan og -team afskaffes.Kommunen træffer selv afgørelse om fleksjob, førtidspension mv.
1. januar 2027Jobafklaringsforløb afskaffes.Sygemeldte får fleksibel indsats. Fokus på realistisk progression, helbred og tilbagevenden i eget tempo.
Uddannelsespålæg afskaffes.Der arbejdes ud fra modenhed, trivsel og progression.
Reduktion i antallet af målgrupper fra 13 til 5.De 5 målgrupper er: Dagpengemodtagere, jobparate ledige, aktivitetsparate ledige, sygedagpengemodtagere og øvrige med behov for indsats. 
Ny hovedlov til beskæftigelsesindsatsen træder i kraft.Loven er endnu ikke offentliggjort.
Kommunerne overgår til resultatbaseret opfølgning.Kommunerne måles fremover på jobskabelse, virksomhedernes og borgernes tilfredshed.

Relateret indhold

Lovstof
Find information om love og regler, der vedrører det rummelige arbejdsmarked og den aktive beskæftigelsesindsats. Se lovstof
Samarbejde med virksomheder
Med en strategisk tilgang til samarbejdet med virksomheder går I fra et tilfældigt til et mere systematisk og målrettet samarbejde. Samarbejdet med virksomheder
Spørg Cabi
Gratis hotline til dig, der i professionel sammenhæng har brug for ekspertviden om det rummelige arbejdsmarked, socialt ansvar og indsatser, der virker. Spørg Cabi

SPØRG CABI

Har du spørgsmål?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven

Annette Juul Jensen
Seniorkonsulent
Virksomhedspraktik | Løntilskud | Fleksjob | Lønnede timer | Kontanthjælpsmodtagere +30
Tina Fogh
Seniorkonsulent
Fleksjob | Sygedagpenge | Kontanthjælp | Job og handicap | Inklusionskapacitet | Neurodiversitet I Beskæftigelsesrettede indsatser | Handicapkompenserende ordninger