- Forside
- Netværk & Arrangementer
- Webinar
- Når en buddy-ordning bliver nøglen til inklusion
Når en buddy-ordning bliver nøglen til inklusion
Hvordan kan en buddy-ordning styrke inklusion – og samtidig skabe forretningsværdi?
Når virksomheder formår at inkludere nye medarbejdere – også dem med særlige behov eller udfordringer – skyldes det ofte, at en erfaren kollega træder ind som den trygge person, der viser vejen. Denne rolle kan med fordel formaliseres, styrkes og bruges som et strategisk greb.
WEBINAR | 16.04.2026 Kl. 9.30-10.30
Når mange virksomheder oplever udfordringer med både at tiltrække og fastholde medarbejdere, er der brug for at udvide tilgangen til den klassiske onboarding. Vi ved, at lederen spiller en stor rolle, men hvad nu hvis løsningen ikke kun ligger hos lederen?
Hvad nu, hvis en af de vigtigste brikker faktisk er den nærmeste kollega?
At tage imod en ny medarbejder kræver altid opmærksomhed – og særligt når medarbejderen kommer med noget i bagagen, der kan gøre opstarten mere sårbar. Her kan en god buddy have en afgørende rolle.
En buddy er en erfaren kollega, der fungerer som den nye medarbejders nærmeste støtte i den første tid og hjælper med både opgaver, kultur og trivsel. Buddyen er ikke leder, men en tryg og praktisk guide i hverdagen.
Når en buddy er godt klædt på til opgaven med tydelige rammer og de rette værktøjer, kan det gøre det lettere at tiltrække nye medarbejdere med forskellige profiler – og ikke mindst at fastholde dem, man allerede har, også når der opstår udfordringer i hverdagen.
Forskning viser, at mellem 30-50 % af nye medarbejdere forlader deres job inden for det første år, hvis onboarding og støtte ikke er tilstrækkeligt tydelig, nærværende og systematisk. Men der er gode nyheder:
Forskning viser også, at den nærmeste kollega ofte er den vigtigste faktor for, om nye medarbejdere trives og bliver på arbejdspladsen. Men det kræver, at de er klædt ordentligt på til opgaven for at lykkes. Ifølge Arbejdstilsynet understreges det derudover, at nye ansatte spejler sig i kolleger og at stærke kollegarelationer øger både trivsel og fastholdelse betydeligt.
På dette webinar får du konkrete eksempler på, hvordan kolleger kan trænes, klædes på og understøttes, så de trygt kan påtage sig en mentorrolle, der både hjælper den nye medarbejder godt ind i opgaverne og i fællesskabet. Vi kobler de strategiske perspektiver med praksis, så du både får inspiration og helt konkrete tiltag, der kan bruges med det samme.
Du vil herudover få inspiration fra en virksomhed, der ikke blot har indført en buddy‑ordning, men som også har oplevet de konkrete gevinster ved at gøre den til en fast og naturlig del af deres hverdag. De deler deres erfaringer med, hvordan de har struktureret rollen, hvordan de klæder buddyen godt på fra start, og hvilken forskel det har gjort for både nye medarbejdere, teamet og organisationen som helhed.
Efter dette webinar har du fået:
- Viden om hvordan du klæder din medarbejder på til at være mentor
- Inspiration til hvordan et mentorforløb kan se ud
- Gode råd til mentoren
- Inspiration til hvordan mentorer kan blive et strategisk greb til både rekruttering og fastholdelse
Oplægsholdere:
- Trine Thomsen, seniorkonsulent i Cabi
- The Bregnhøj Lauridsen, konsulent i Cabi.
Webinaret henvender sig til:
Ledere og HR-ansvarlige i virksomheder, der arbejder med social bæredygtighed, diversitet, rekruttering og fastholdelse af mangfoldige medarbejdergrupper.
Det er gratis at deltage.