4. Introduktionsprogrammets omfang og indhold
Når introduktionsprogrammet tilrettelægges, skelnes der overordnet mellem:
- Udlændinge, der modtager kontanthjælp
- Udlændinge, der er selvforsørgende.
For udlændinge med kontanthjælp består programmet af en arbejdspligt. Arbejdspligten omfatter pligt til danskuddannelse, beskæftigelsestilbud og beskæftigelsesrettede aktiviteter.
For selvforsørgende udlændinge består programmet af danskuddannelse og beskæftigelsestilbud. Beskæftigelsestilbud er betinget af, at udlændingen er berettiget til tilbuddet og ønsker tilbuddet.
Opfylder en udlænding betingelserne for fleksjob, træder fleksjob i stedet for programmet. Kommunen skal dog stadig tilbyde danskuddannelse.
Introduktionsprogrammets omfang for udlændinge med arbejdspligt
Udlændinge med arbejdspligt skal, som udgangspunkt, deltage i et 37 timers program pr. uge.
Virksomhedsrettede tilbud skal være på mindst 15 timer om ugen i gennemsnit. Dermed er der taget hensyn til, at indsatsen kan kombineres med danskundervisning.
For aktivitetsparate udlændinge tilrettelægges indsatsen efter en konkret vurdering af udlændingens forudsætninger og behov. Der er ikke fastsat regler om timeantal. Kommunen kan i særlige tilfælde undlade at tilbyde et program. Særlige grunde kan fx være fysiske eller psykiske handicap, torturoplevelser eller stærk traumatisering.
Unge mellem 18-24 år er omfattet af reglerne om uddannelsespålæg og skal hurtigst muligt i gang med en ordinær uddannelse.
Introduktionsprogrammets indhold for udlændinge med arbejdspligt
For udlændinge med arbejdspligt kan programmet bestå af:
- virksomhedspraktik
- løntilskud
- nytteindsats
- særligt tilrettelagt nytteindsats
- danskuddannelse
- vejledning og opkvalificering (korte kurser med beskæftigelsesfokus)
- regne- og ordblindekurser
- sundhedsfaglig vejledning under sygefravær.
Virksomhedspraktik og løntilskud
Kommunen skal, så vidt muligt, efter to uger og senest ved programmets påbegyndelse tilbyde et virksomhedsrettet tilbud i form af virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud. medmindre det er åbenbart, at udlændingen ikke er i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud.
Udlændingen får både ret og pligt til et virksomhedsrettet tilbud og opnår dermed tidligt i programmet kontakt til en konkret arbejdsplads. Det bemærkes, at det forhold, at en udlænding ikke kan dansk, ikke er tilstrækkelig grund til ikke at give et virksomhedsrettet tilbud.
Danskuddannelse
Kommunen skal henvise udlændingen til danskuddannelse senest inden en måned efter at kommunen har overtaget ansvaret for udlændingen.
Henvisning til danskuddannelse kan undlades, når udlændingens
danskkundskaber skønnes at være tilstrækkelige, eller når ganske særlige grunde i øvrigt taler for det. Særlige grunde kan fx være fysiske eller psykiske handicap.
Øvrig vejledning og opkvalificering
Kommunen kan give udlændinge med arbejdspligt tilbud om vejledning og opkvalificering. Tilbud om vejledning og opkvalificering kan gives, når tilbuddet har et klart og tydeligt beskæftigelsesrettet fokus, der kan medvirke til, at udlændingen kan påbegynde et konkret job.
Tilbud om vejledning og opkvalificering kan fx være:
- korte vejlednings- og afklaringsforløb
- særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb, herunder højskoleophold, praktik under uddannelsesforløbet samt fagspecifik danskundervisning
- ordinære uddannelsesforløb.
- særlige opkvalificerende forløb med henblik på anvendelse af uddannelseskvalifikationer på det danske arbejdsmarked.