Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Lovstof
  3. Løntilskud

Løntilskud

Arbejdsgivere kan få tilskud til at ansætte forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere og selvforsørgende ledige. Det kaldes også for den almindelige løntilskudsordning.

Vi rådgiver ikke privatpersoner

Cabis service er målrettet virksomheder, kommuner og andre professionelle aktører.

Er du borger med et spørgsmål, anbefaler vi, at du kontakter din kommune, din fagforening eller din a-kasse.

Er du professionel og har spørgsmål til lovstoffet?

Ring eller skriv gratis til vores ekspert på området.

1. Om løntilskudsordningen

Den almindelige løntilskudsordning anvendes, når forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere ansættes med løntilskud. 

Ordningen kan også benyttes til ledige, der fx er forsørget af ægtefællen eller af anden grund ikke har ret til offentlige forsørgelsesydelser. 

Formålet med løntilskudsansættelsen er oplæring og genoptræning af faglige, sociale eller sproglige kompetencer. Tilbuddet indskrives i Min plan med angivelse af periode og beskæftigelsesmål.

Arbejdsgiveren, privat eller offentlig, udbetaler lønnen og får løntilskuddet fra kommunen, som bevilger løntilskuddet og administrerer ordningen. Kommunen kan også bistå virksomheden med det administrative arbejde.

En løntilskudsansættelse følger de almindelige regler i overenskomster og arbejdsmarkedslove.

2. Rimelighedskravet

For at undgå konkurrenceforvridning m.v. er der et krav om merbeskæftigelse, der indebærer, at en ansættelse med løntilskud skal udgøre en nettoudvidelse af antallet af medarbejdere. Desuden skal der være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af ansatte med tilskud m.v.

En person kan desuden ikke ansættes med løntilskud i den virksomhed, personen senest har været ansat i.

3. Målgrupper

Følgende målgrupper er omfattet af reglerne om ansættelse med løntilskud

  • Forsikrede ledige
  • Kontanthjælpsmodtagere
  • Selvforsørgende (ledige, der ikke kan få offentlig forsørgelse).

Når der er tale om ansættelse af forsikrede ledige og selvforsørgende, er det en betingelse for ansættelse med løntilskud hos henholdsvis private eller offentlige arbejdsgivere, at personen skal have været ledig i seks måneder. For sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb gælder denne betingelse kun ved ansættelse hos private arbejdsgivere.

Kravet om forudgående ledighed gælder ikke, hvis personen:

  • ikke har en almen eller erhvervsrettet uddannelse på gymnasialt eller højere niveau
  • er over 50 år eller
  • er enlig forsørger.

Desuden kan følgende målgrupper få løntilskud, men med særlige regler for tilskud mv.

  • Sygedagpengemodtagere
  • Førtidspensionister
  • Personer med handicap
  • Personer i jobafklaringsforløb.

4. Økonomi

Arbejdsgiveren udbetaler lønnen til den ansatte og får tilskud fra kommunen til lønnen. 

For private virksomheder, er der loft over, hvor meget tilskuddet må udgøre af lønnen. Støtten, beregnet som en procentdel af lønomkostningerne, kan over en periode på ét år efter ansættelsen ikke overstige 50 procent. Dette kaldes bruttostøtteintensiteten.

Der kan gives løntilskud i op til seks måneder både i privat og offentlig ansættelse. For jobparate ledige i offentlig løntilskudsansættelse kan tilskuddet dog kun gives i op til fire måneder. 

Tilskuddet nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren får i sygedagpengerefusion, hvis den løntilskudsansatte er sygemeldt. Tilskud må ikke føre til konkurrenceforvridning.

5. Løn- og arbejdsvilkår

Generelt skal løn- og arbejdsvilkår være overenskomstmæssige. Fælles for privat og offentlig ansættelse er:

  • Ved ansættelsen oprettes en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgår, hvilke løn- og arbejdsvilkår der gælder, samt hvor længe tilskudsperioden forventes at vare.
  • Ansættelsesforholdet kan kun bringes til ophør i overensstemmelse med gældende overenskomster og arbejdsmarkedslovgivning.

Der er dog en række regler, der får indflydelse på løn- og arbejdsvilkårene, og som er forskellige for henholdsvis privat og offentlig ansættelse.

6. Løntilskudsansættelse i privat virksomhed

Løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige eller svare til dem, der gælder for tilsvarende arbejde.

Ansættelse kan ikke tilbydes en person i en virksomhed, der ejes af dennes ægtefælle, registrerede partner eller samlever.

Et tilbud om ansættelse med løntilskud kan gives i op til seks måneder i en privat virksomhed.

7. Løntilskudsansættelse i offentlig virksomhed

Løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige. Dog er timelønnen fastsat ved lov. 

Når en ledig ansættes i et løntilskudsjob i det offentlige, må vedkommendes indkomstniveau ikke overstige det hidtidige ydelsesniveau. Arbejdstiden fastsættes ved at dividere lønnen (= hjælpen) med den lovbestemte timeløn.

Når en tilskudsansat er fraværende på grund af sygdom, skal den ansatte melde sig syg hos arbejdsgiveren.

Ved hyppigt sygefravær og lignende skal arbejdsgiveren vurdere, om kommunen skal orienteres, således at kommunen kan følge op på fraværet.

Hvis beskæftigelseskravet er opfyldt, har personen ret til sygedagpenge ved sygdom.

Ved ansættelse i offentlig virksomhed kan der gives tilskud i op til seks måneder, dog højest fire måneder for jobparate ledige.

8. Myndighedskrav

Ansættelse med løntilskud kan ikke tilbydes en person i den virksomhed, hvor personen senest har været ansat, herunder hvis ansættelsen har været med offentligt tilskud.

Når der skal etableres en løntilskudsansættelse på en privat virksomhed, skal det af arbejdsgiverens tilbud om at ansætte fremgå:

  • Om ansættelsesområdet er omfattet af kollektiv overenskomst
  • At repræsentanter for de ansatte er blevet hørt om ansøgningen
  • Om disse er positive over for at medvirke til opfyldelse af formålet med ansættelsen.

Det skal også fremgå af tilbuddet, om der er enighed mellem arbejdsgiver og de ansatte om, hvorvidt kravet om merbeskæftigelse er opfyldt. Kravet indebærer, at en ansættelse med løntilskud skal udgøre en nettoudvidelse af antallet af medarbejdere.

Ud over kravet om merbeskæftigelse er der krav om, at der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af personer i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud.

Ved opgørelsen af antallet af ordinært ansatte medregnes alle beskæftigede. Antallet opgøres som fuldtidspersoner (brøkdele af årsværk). Der skal dog ikke medregnes ansatte med offentligt tilskud. Dette sker automatisk i et system, der hedder Vitas.

Antallet af personer i virksomhedspraktik og antallet af ansatte med løntilskud må maksimalt udgøre én person for hver fem ordinært ansatte, hvis virksomheden har mellem 0 - 50 ansatte (dog altid én person). Herudover kan der ansættes én person for hver 10 ordinært ansatte.

Virksomheder med op til 50 ansatte

I virksomheder med op til 50 ansatte betyder det, at der ved:

  • 0-5 ordinært ansatte kan være 1 person i virksomhedspraktik eller løntilskud (jf. dog formuleringen "... dog altid 1 person")
  • 6-9 ordinært ansatte kan være 1 person i virksomhedspraktik eller løntilskud
  • 10-14 ordinært ansatte være 2 personer i virksomhedspraktik eller løntilskud
  • 15-19 ordinært ansatte være 3 personer osv.

En virksomhed med 49 ordinært ansatte medarbejdere kan således have 9 personer i virksomhedspraktik eller løntilskud.

Virksomheder med 50 eller flere medarbejdere

I virksomheder med 50 ansatte eller flere ansatte betyder det, at der herudover kun være én person i virksomhedspraktik eller løntilskud for hver 10 ordinært ansatte. Det vil sige at der ved:

  • 50-59 ordinært ansatte kan være 10 personer i virksomhedspraktik eller løntilskud
  • 60-69 ordinært ansatte kan være 11 personer i virksomhedspraktik eller løntilskud
  • 70-79 ordinært ansatte kan være 12 personer osv.

Også her skal der, forud for etableringen, foreligge skriftlig tilkendegivelse fra arbejdsgiveren og en medarbejderrepræsentant om, hvorvidt dette krav er opfyldt.

Når løntilskudsansættelsen skal ske på en offentlig virksomhed, gælder stort set de samme regler mht. høring og skriftlige tilkendegivelser.

9. Ret til selvfunden løntilskudsansættelse

Forsikrede ledige og kontanthjælpsmodtagere har ret til løntilskudsjob, som de selv finder. Retten til jobbet er betinget af, at de almindelige regler om løntilskud, løn, varighed, merbeskæftigelse m.v. er overholdt.

10. Tillægsydelser og tilbud om mentor

Kommunen kan i forbindelse med ansættelse med løntilskud yde tilskud til hjælpemidler og mentor, og hvis der er tale om en person med handicap og personlig assistance.

OBS! Ansvarsfraskrivelse

Cabis lovtekster, som du finder under Lovstof, er reformuleret med henblik på at gøre lovgivningen almindeligt tilgængelig, og teksterne kan derfor ikke anvendes som juridisk grundlag.

Oplysninger fra Cabis lovtekster og FAQ kan ikke i sig selv bruges som basis for at afgøre en sag eller fastlægge behandlingen af denne. Cabi kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig for informationer leveret som en del af denne service - uanset om disse mod forventning skulle være ukorrekte. Cabi kan derfor ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af disse informationer.

11. Henvisninger

Love

  • Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 12
  • Lov om integration af udlændinge § 23 c
  • Lov om sygedagpenge §§ 32 og 40

Bekendtgørelser

  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 1216 af 28/9 2023 om en aktiv beskæftigelsesindsats, kapitel 11
  • Udlændinge og Integrationsministeriets bekendtgørelse nr. 208 af 20/1 2026 om udarbejdelse af kontrakt og om introduktionsprogrammet efter integrationsloven kapitel 9

Vejledninger

  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vejledning 
    nr. 9383 af 1/5 2025 om løntilskud
  • Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 9300 af 25/6 2008 om sygedagpenge, punkt 40.1
  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vejledning nr. 10374 af 16/12 2014 om beskæftigelseskravet for lønmodtagere for ret til sygedagpenge fra kommunen, punkt 3.2

Relateret indhold >>

Løntilskud
Løntilskud giver virksomheden mulighed for at ansætte en ny medarbejder med tilskud, mens vedkommende får oplært eller genoptrænet sine faglige, sociale eller sproglige kompetencer. Om løntilskud
Løntilskud før ordinær ansættelse
Med et løntilskud kan virksomheder blive kompenseret for de faglige, sproglige eller sociale kompetencer, den nydanske medarbejder kan mangle i starten. Om løntilskud
Skånejob (løntilskud til førtidspensionister)
Ved at ansætte en førtidspensionist i skånejob kan I få løst lettere opgaver på få timer. Om skånejob

SPØRG CABI

Har du spørgsmål til lovgivningen?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |

Annette Juul Jensen

Virksomhedspraktik | Løntilskud | Fleksjob | Lønnede timer | Kontanthjælpsmodtagere +30
Tilgå Annette Juul Jensen på LinkedIn