- Forside
- Temaer
- Sygefravær
- Stress
- Tag hånd om stress på arbejdspladsen
Tag hånd om stress på arbejdspladsen
Få gode råd og værktøjer til både forebyggelse og håndtering af stress på arbejdspladsen.
At forebygge stress er en kollektiv opgave
Stress handler for mange virksomheder om at håndtere stress hos specifikke medarbejdere ved fx at tilbyde nedsat arbejdstid eller justering af opgaver for en kortere periode. Det er vigtige tiltag i den konkrete situation, men de forebygger ikke stress.
For selvom stress opleves individuelt, er det en kollektiv udfordring, som kræver en vedvarende, fælles indsats fra både ledere og medarbejdere.
Når vi forebygger stress, kræver det, at vi går langt mere strategisk til værks og kigger på en virksomheds grundvilkår og stressens vækstbetingelser frem for på den enkelte medarbejder.
Forebyggelse af stress: Hvad kan I gøre på arbejdspladsen?
Organisation
Gå forrest, og vær tydelig om organisationens holdninger og rammer.
Hav stress og arbejdsmiljø med på dagsordenen i samarbejds- og/eller arbejdsmiljøorganisationen.
Formulér en stresspolitik.
Ledelse
Sæt klare mål, og prioritér opgaver.
Sørg for, at opgaver og ressourcer hænger sammen.
Følg op på medarbejdernes trivsel og arbejdspres.
Tag fat i problemerne tidligt.
Gruppe
- Skab overblik over opgaver, deadlines og ressourcer.
- Hjælp og støt hinanden, når der er travlt.
- Tal åbent om arbejdspres og trivsel.
- Skab plads til at sige til, når noget bliver for meget.
Den enkelte
Vær opmærksom på egen trivsel og egne stresssignaler.
Prioritér opgaver, og hav et realistisk ambitionsniveau.
Sig til, hvis arbejdspresset bliver for højt.
Søg hjælp, og tal med andre, hvis du oplever tegn på stress.
Værktøjskasse til forebyggelse af stress på arbejdspladsen
Dialogværktøj om stress
Skab plads til dialog om stress, og gør virksomhedens tilgang til stress tydelig.
Brug dialogværktøjet 360 grader til at tage temperaturen på stressindsatsen på jeres arbejdsplads.
Retningslinje for forebyggelse og håndtering af stress
Retningslinjen kan indgå som en del af arbejdspladsens sygefraværspolitik. Den kan beskrive, hvordan arbejdspladsen arbejder med at kortlægge og forebygge stress, håndterer stress, når den opstår, og støtter medarbejdere i at vende tilbage til arbejdet efter et stressforløb.
Værktøj: Stresstrappen
Værktøjet kan give dig en forståelse for, hvilke kendetegn du som leder eller personaleansvarlig skal være opmærksom på for at opdage og forebygge stress på arbejdspladsen.
Dialogskema om arbejdsopgaver
Det er en god idé at have en løbende dialog med medarbejderne om deres trivsel i forhold til deres arbejdsopgaver.
Via den dialog lærer du som leder medarbejderen at kende og kan bedre opfange og reagere på belastningssymptomer og ubalancer.
Dialogen kan også være med til at gøre det klart for medarbejderen, hvad der belaster og skal tilpasses.
Tag hånd om stress, når den opstår
Når stress opstår, kan ledelsens indsats gøre en stor forskel. Som leder kan du være med til at skabe overblik, justere rammerne og støtte medarbejderen gennem løbende dialog og opfølgning.
Tegn på stress – hvad skal du kigge efter?
Her er nogle af de mest almindelige symptomer på stress, som du skal være opmærksom på hos dine medarbejdere:
Glemmer ting eller er fraværende
Klager over uforklarlige smerter
Er mindre social end tidligere
Optræder irritabel eller aggressivt
Virker mere træt.
Håndtering af stress: Hvad kan du gøre som leder?
Reagér tidligt på ændringer
Vær opmærksom på ændringer i adfærd, energi, samarbejde, opgaveløsning eller fravær.Tal med medarbejderen om arbejdsopgaver, belastninger og ressourcer
Tag udgangspunkt i medarbejderens arbejdssituation. Tal om hvilke opgaver, samarbejder eller krav der opleves belastende, og hvad der fungerer godt.Hjælp med at prioritere.
Skab klarhed over, hvad der skal løses nu, hvad der kan vente, og hvad der eventuelt skal løses af andre. Prioritering er en central del af forebyggelse og håndtering af stress.Skab realistiske rammer
Afstem forventninger til opgaver, kvalitet, tempo og arbejdstid, så krav og ressourcer hænger sammen. Justér rammerne løbende efter behov og fortæl kollegerne om tiltagene.Følg løbende op, og justér indsatsen efter behov
Lav konkrete aftaler, og følg op. Stress og trivsel udvikler sig over tid, og derfor er løbende dialog vigtigere end den enkelte samtale.
Værktøjskasse til håndtering af stress på arbejdspladsen
WEBINAR
Når stress rammer arbejdspladsen
Stress er et komplekst fænomen. Det opstår sjældent kun ét sted, men i samspil mellem arbejdsliv, privatliv og den enkeltes livssituation. På dette webinar får du viden om udviklingen i stress, hvor belastningen kan komme fra, og hvad arbejdspladsen kan gøre for at gribe tidligt ind og balancere imellem omsorg, drift og fælles ansvar. Læs mere og tilmeld
PUBLIKATION
Gratis e-bog om stress
Cabi har udgivet en e-bog om stress, der skal hjælpe dig og din organisation med at sætte rammerne for at forebygge stress. Download den gratis her. Læs e-bog
VIDEN OG BAGGRUND
Viden om stress på arbejdspladsen
Stress kan have store menneskelige omkostninger, men det påvirker også arbejdspladsens drift, skaber ekstra belastning for kollegerne og kan medføre sygefravær, hvis ikke arbejdspladsen griber ind i tide. Få viden om stress på arbejdspladsenSPØRG CABI
Har du spørgsmål?
Så spørg Cabi!
| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |