Hurtigt overblik over lovstoffet
Cabi har gjort det nemt for dig at få et hurtigt overblik over lige præcis dét lovstof, du skal bruge. Læs med herunder.
Der er fastsat regler om, hvem der skal have beskæftigelsestilbud, hvornår tilbuddet skal gives og hvor længe tilbuddet skal vare. Der er ikke fastsat regler om, hvor mange timer tilbuddet skal indeholde.
Kommunernes beskæftigelsestilbud består af:
Særligt tilrettelagte projekter, kurser og uddannelsesforløb, som hører til kategorien vejledning og opkvalificering, kan dog ikke gives som et ret- og pligt tilbud.
Udtrykket ret og pligt betyder, at den ledige på den ene side har ret til et tilbud, og på den anden side også pligt til at tage imod et tilbud. Kommunen har pligt til at give den ledige et tilbud, senest når tidspunktet for ret og pligt til beskæftigelsestilbud indtræder.
Kommunen skal udarbejde Min plan sammen med den ledige, inden indsatsen iværksættes.
Ret og pligt – forsikrede ledige
Forsikrede ledige har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden, og tilbud skal have en sammenhængende varighed på mindst to uger.
Forsikrede ledige har ret og pligt til tilbud senest efter sammenlagt seks måneders ledighed*.
Forsikrede ledige har ikke ret eller pligt til efterfølgende tilbud i deres ledighedsperiode.
*Tilbud om ansættelse med løntilskud skal være afgivet inden for fristen og være påbegyndt senest tre uger efter fristen – hermed kan kravet om minimum seks måneders sammenlagt ledighed inden ansættelse i privat løntilskud overholdes.
Ret og pligt – kontanthjælpsmodtagere over 30 år og under 30 år med erhvervskompetencegivende uddannelse
Kontanthjælpsmodtagere over 30 år og under 30 år med erhvervskompetencegivende uddannelse har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden, og tilbud skal have en sammenhængende varighed på mindst to uger.
Kontanthjælpsmodtagere har senest efter en sammenhængende periode på seks måneder med kontanthjælp fra første henvendelse til kommunen om hjælp ret og pligt til et beskæftigelsestilbud.
Har en test vist, at en kontanthjælpsmodtager har behov for et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, har personen ret til tilbud om et sådant kursus. Personer, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, har desuden ret til at få tilbud om realkompetencevurdering. Et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus kan ikke indgå som et ret og pligt tilbud.
For aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som i perioder på grund af personlige forhold ikke aktuelt kan deltage i aktive tilbud, skal kommunen overveje en anden indsats, fx mentorstøtte, indtil personen kan deltage i et aktivt tilbud. Tilbud om mentorstøtte kan gives for en periode på seks måneder.
Ret og pligt – kontanthjælpsmodtagere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse
Kontanthjælpsmodtagere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse har hurtigst muligt og senest efter en måned ret og pligt til at påbegynde det første beskæftigelsestilbud. De har fortsat pligt til at tage imod beskæftigelsestilbud i hele ledighedsperioden, indtil de påbegynder ordinær uddannelse. Der må højst være fire måneder mellem de tilbud, som jobcentret bevilger.
Har en test vist, at personen har behov for et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, har personen ret til tilbud om et sådant kursus senest efter en sammenhængende periode på en måned fra første henvendelse om hjælp til kommunen. Kurset kan indgå som et ret og pligt tilbud.
For aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, som i perioder på grund af personlige forhold ikke aktuelt kan deltage i aktive tilbud, skal jobcentret overveje en anden indsats, fx mentorstøtte, indtil personen kan deltage i et aktivt tilbud. Tilbud om mentorstøtte kan gives for en periode på seks måneder.