5. Selve ansættelsen i fleksjob
Inden personen ansættes i et fleksjob i en offentlig eller privat virksomhed, skal kommunen vurdere arbejdsevnen i det konkrete job. Kommunen skal bl.a. vurdere, hvor mange timer personen kan arbejde ugentlig og med hvilken effektivitet.
Vurdering er udgangspunktet for den ansættelsesaftale, som personen indgår med arbejdsgiveren: hvor mange timer skal personen ansættes og have løn for.
Hvis arbejdsgiverens tilbud om timetal afviger væsentligt fra kommunens vurdering, skal kommunen vurdere, om fleksjobbet skal godkendes.
Formålet med fleksjobordningen er både, at personen bliver ansat, og at arbejdsevnen udnyttes bedst muligt.
Hvis kommunen godkender ansættelsen som et fleksjob, kan kommunen ikke efterfølgende stille krav om, at personen opsiger fleksjobbet med henblik en ny ansættelse på et højere timetal.
Et fleksjob er et almindeligt arbejde i en privat eller offentlig virksomhed og følger overenskomster og lønmodtagerlovgivning.
Det er kommunens ansvar at påse, at reglerne om fleksjob overholdes.
Spørgsmål om selve ansættelsen er som udgangspunkt et anliggende mellem arbejdsgiver og medarbejder. Eventuelle tvister skal afklares i fagretligt regi.
Den fleksjobansatte skal give samtykke, før en kopi af ansættelsesaftalen kan videregives til kommunen. Uden samtykke har kommunen ikke krav på at få aftalen udleveret.