Cabis fire anbefalinger til øget brug af virksomhedsforløb i STU:
1. Brug de(t) første år på at stifte bekendtskab med forskellige branchespor
Det giver eleverne mulighed for at vælge en vej mod beskæftigelse, hvis det er relevant for dem.
2. Brug de(t) sidste år på et virksomhedsforløb med jobmuligheder
Når eleverne er klar til det, kan de i STU’en og evt. i forlængelse af STU’en tilknyttes et trænings- og uddannelsesforløb i en virksomhed med efterfølgende ansættelse.
3. Involver beskæftigelsesindsatsen eller ungeindsatsen tidligt i forløbet for at sikre afklaring af forsørgelsesgrundlag og jobmuligheder i STU-forløbet
Den kommunale ungeindsats eller beskæftigelsesindsats kan bidrage til at sikre mere systematiske forløb på virksomheder med det formål at afklare forsørgelsesgrundlaget. Det vil sige, om eleverne skal ansættes ordinært eller i støttet beskæftigelse (fleksjob eller skånejob).
4. Arbejd med forløbsplanen og dannelse i en erhvervskontekst
Forløbsplanen er et godt redskab til at arbejde med personlige, sociale, faglige og praktiske kompetencer med en ordinær arbejdsplads som ramme og en rolle som lønmodtager.
Funktions- og statusbeskrivelser kan supplere dette arbejde og kan indgå i afklaringen af forsørgelsesgrundlag og ansættelse.
Læs mere om forløbsplanen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.