Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Lovstof
  3. Jobafklaringsforløb

Jobafklaringsforløb

Et jobafklaringsforløb er et helhedsorienteret, beskæftigelsesrettet forløb for sygemeldte, der ikke kan få forlænget sygedagpengene ud over 22 uger. Under forløbet modtager personen ressourceforløbsydelse.

Jobafklaringsforløb ophører som ordning den 1. januar 2027. Kommunerne kan ikke længere iværksætte nye forløb efter denne dato. Sygemeldte, der har opnået retten til jobafklaringsforløbet inden den 31. december 2026, kan gennemføre forløbet til afslutning efter de hidtidige regler.
Læs mere om ændringerne

Vi rådgiver ikke privatpersoner

Cabis service er målrettet virksomheder, kommuner og andre professionelle aktører.

Er du borger med et spørgsmål, anbefaler vi, at du kontakter din kommune, din fagforening eller din a-kasse.

Er du professionel og har spørgsmål til lovstoffet?

Ring eller skriv gratis til vores ekspert på området.

1. Hvem er berettiget til et jobafklaringsforløb?

  • Personer i et løbende sygedagpengeforløb
    En sygemeldt kan som udgangspunkt kun modtage sygedagpenge i 22 uger inden for 9 kalendermåneder. Herefter skal kommunen revurdere sagen og tage stilling til, om sygedagpengene kan forlænges. 
    Hvis betingelserne for at forlænge sygedagpengene ikke er opfyldt, og personen fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, har personen ret til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

  • Personer, der sygemelder sig på ny og er omfattet af revurderingstidspunktet
    Når en person sygemelder sig på ny og på første fraværsdag er omfattet af revurderingstidspunktet – dvs. allerede har modtaget sygedagpenge i 22 uger inden for de 9 seneste kalendermåneder,  - har personen som udgangspunkt ikke ret til sygedagpenge fra kommunen. Det gælder dog ikke ved livstruende, alvorlig sygdom. Hvis de almindelige betingelser for sygedagpenge i øvrigt er opfyldt, har personen ret til et jobafklaringsforløb.

Læs om Sygedagpenge efter 22 uger.

2. Varighed af jobafklaringsforløbet

Kommunen kan bevilge et jobafklaringsforløb for en periode af op til to år. Det skal være så kort som muligt og tage udgangspunkt i personens situation og forudsætninger.

Kommunen skal fastlægge indsatsen for mindst 6 måneder ad gangen, medmindre der er tale om et jobafklaringsforløb af kortere varighed.
Vær opmærksom på, at ordningen med jobafklaringsforløb ophører pr. 1. januar 2027. Personer, som allerede er i jobafklaringsforløb, kan færdiggøre forløbet. Personen vil ikke kunne få et nyt forløb. 

3. Den beskæftigelsesrettede indsats

Kommunen skal tilrettelægge den beskæftigelsesrettede indsats individuelt helhedsorienteret og med udgangspunkt i personens forudsætninger, behov og helbredstilstand. 
Hvis personen fortsat er ansat, skal kommunen tilrettelægge jobafklaringsforløbet med fokus på hurtigst mulig tilbagevenden til jobbet og inddrage arbejdsgiveren.

Følgende beskæftigelsestilbud kan indgå i forløbet:

Mentorstøtte samt indsatser efter serviceloven og sundhedsloven m.v. kan også indgå i jobafklaringsforløbet. 
Jobafklaringsforløbet kan endvidere bestå i tværfaglige indsatser, der kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand. Formålet er at understøtte, at personen kan deltage i beskæftigelsestilbud.

Den gennemgående, koordinerende sagsbehandler har ansvaret for at koordinere personens forløb på tværs af sektorer og lovgivningsområder.

4. Opfølgningen under jobafklaringsforløbet

Personen skal deltage i en individuel samtale i kommunen inden for de første seks kalendermåneder. 

Kommunen skal have hyppigere kontakt med personen, hvis det er nødvendigt for at bringe personen tætter på arbejdsmarkedet. Det gælder også, hvis hyppigere kontakt er nødvendig for at sikre personens deltagelse i tilbud og øvrige indsatser i rehabiliteringsplanen.

Personen skal selv booke samtalerne digitalt inden for den frist, som kommunen fastsætter, medmindre personen af særlige grunde er fritaget for digital selvbetjening. I så fald skal sagsbehandleren indkalde personen.

Den individuelle samtale
Hovedreglen er, at den individuelle samtale skal være personlig. Samtalen kan dog foregå telefonisk, digitalt eller på anden vis, hvis personen deltager i beskæftigelsestilbud. Opfølgningen kan desuden foregå på anden vis, hvis personen har en alvorlig sygdom, der medfører, at kontakt ikke er hensigtsmæssig eller mulig. Dette kaldes standby-ordningen.

CV-oplysninger
Personen skal så vidt det er muligt registrere cv-oplysninger på Jobnet eller kommunens digitale cv-løsning. Personen og sagsbehandleren registrerer oplysningerne i samarbejde. 
Oplysningerne gøres som udgangspunkt ikke tilgængelige for arbejdsgivere, medmindre det aftales. Arbejdet med cv-oplysningerne fungerer primært som et dialog- og afklaringsværktøj for personen.

5. Rådighed og sanktioner

Personer i jobafklaringsforløb er omfattet af aktivlovens regler om rådighed og sanktioner. Reglerne svarer til reglerne for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

Selv om personen er sygemeldt og uarbejdsdygtig, skal personen så vidt muligt stå til rådighed for et rimeligt beskæftigelsestilbud eller et rimeligt tilbud om arbejde. 
Kommunen kan henvise personen til et deltidsarbejde, der tager hensyn til personen skånebehov og forudsætninger.

Hvis personen uden rimelig grund udebliver fra en opfølgningssamtale eller et beskæftigelsestilbud eller afviser et rimeligt tilbud om arbejde, skal kommunen indstille til en sanktion. Ydelseskontoret skal derefter foretage fradrag i personens ydelse.

6. Betingelsen om uarbejdsdygtighed på grund af egen sygdom

Det er en vedvarende betingelse, at personen er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Sagsbehandleren skal løbende vurdere, om betingelsen er opfyldt.  

Udgangspunktet for vurderingen er det samme som for personer på sygedagpenge.  Sagsbehandleren skal derfor ikke kun vurdere uarbejdsdygtigheden i forhold til personens aktuelle beskæftigelse, men også i forhold til personens uddannelses- og beskæftigelsesmæssige baggrund.

Når kommunen vurderer, at personens helbredstilstand er stationær, skal kommunen afklare, om personen er arbejdsdygtig eller skal tilbydes fleksjob eller førtidspension.

7. Vurdering af arbejdsevne

Inden et planlagt ophør af jobafklaringsforløbet skal kommunen vurdere personens arbejdsevne og muligheder for at komme tilbage i beskæftigelse.

Vurderingen tager udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Er personen arbejdsdygtig og bør kunne vende tilbage i arbejde
  • Er personen fortsat uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom og i målgruppen for et nyt jobafklaringsforløb?
  • Er personen i målgruppen for fleksjob eller førtidspension?

8. Ret til sygedagpenge ved livstruende sygdom

Personer med en livstruende, alvorlig sygdom kan vælge at modtage sygedagpenge i stedet for et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Personen skal anmode om sygedagpenge senest otte uger efter, at lægen har attesteret, at sygdommen er blevet livstruende. 
Hvis sygdommen på et senere tidspunkt ikke længere vurderes at være livstruende, bortfalder retten til sygedagpenge. 
Personen har ret til at få genoptaget jobafklaringsforløbet, hvis personen stadig er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

OBS! Ansvarsfraskrivelse

Cabis lovtekster, som du finder under Lovstof, er reformuleret med henblik på at gøre lovgivningen almindeligt tilgængelig, og teksterne kan derfor ikke anvendes som juridisk grundlag.

Oplysninger fra Cabis lovtekster og FAQ kan ikke i sig selv bruges som basis for at afgøre en sag eller fastlægge behandlingen af denne. Cabi kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig for informationer leveret som en del af denne service - uanset om disse mod forventning skulle være ukorrekte. Cabi kan derfor ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af disse informationer.

9. Henvisninger

Love

  • Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kapitel 18
  • Lov om en aktiv socialpolitik kapitel 6b
  • Lov om sygedagpenge § 7, § 24b

Bekendtgørelser

  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 546 af 18/6 2026 om beskrivelse af personens forudsætninger for at arbejde m.v.
  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 327 af 24/2 2026 om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om fleksjob, førtidspension m.v.
  • Bekendtgørelse nr. 1468 af 16. december 2019 om arbejdsgiveres anmodning om refusion og tilbagebetaling af refusion i forbindelse med medarbejderes deltagelse i et jobafklaringsforløb m.v.

Vejledninger

  • Styrelse for Arbejdsmarked og Rekrutterings vejledning nr.  10204 af 31/12 2024 om jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse under jobafklaringsforløb
  • Styrelse for Arbejdsmarked og Rekrutterings vejledning nr. 9643 af 30/6 2026 om sygedagpengeperioden og forlængelse

Relateret indhold >>

I job med nedsat arbejdsevne
Få overblik over og indblik i metoder og værktøjer, der virker i indsatsen for at fastholde og få flere med nedsat arbejdsevne i job. Om nedsat arbejdsevne
Når borgere er sygemeldte pga. psykiske lidelser
Du skal være særlig opmærksom, når du arbejder med borgere, der er sygemeldte af psykiske årsager. Læs mere
Samarbejde med sundhedsvæsenet
Den praktiserende læge er en nøgleperson for sygedagpengemedarbejderen. Om samarbejdet

SPØRG CABI

Har du spørgsmål til lovgivningen?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |

Anne Brændbyge

Sygedagpenge | Fleksjob | Job og handicap | Bæredygtig virksomhedsledelse | Fortolkning og formidling af lovstof
Tilgå Anne Brændbyge på LinkedIn