Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Lovstof
  3. Sygedagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed

Sygedagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed

Hvis en borger er delvist uarbejdsdygtig på grund af sygdom, er vedkommende berettiget til nedsatte sygedagpenge.

Vi rådgiver ikke privatpersoner

Cabis service er målrettet virksomheder, kommuner og andre professionelle aktører.

Er du borger med et spørgsmål, anbefaler vi, at du kontakter din kommune, din fagforening eller din a-kasse.

Er du professionel og har spørgsmål til lovstoffet?

Ring eller skriv gratis til vores ekspert på området.

Hurtigt overblik over lovstoffet

Cabi har gjort det nemt for dig at få et hurtigt overblik over lige præcis dét lovstof, du skal bruge. 

  1. Kort intro til sygedagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed
  2. Reglerne for lønmodtagere
  3. Reglerne for selvstændige
  4. Særlige regler for ledige
  5. Kommunens opfølgning
  6. Hvis arbejdsevnen er varigt nedsat
  7. Henvisninger

1. Kort intro til sygedagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed

For at være berettiget til sygedagpenge eller, for arbejdsgiveres vedkommende, til sygedagpengerefusion, skal en række grundlæggende betingelser være opfyldt. Få mere at vide under Sygedagpenge

En af betingelserne er, at personen er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Hvis personen ikke er fuldt uarbejdsdygtig, kan den pågældende være berettiget til nedsatte sygedagpenge. I så fald skal kommunen vurdere, at personen kun kan bestride sit arbejde delvist.

2. Reglerne for lønmodtagere

En lønmodtager får udbetalt nedsatte sygedagpenge, som svarer til det antal timer, lønmodtageren er fraværende på grund af sygdom. Uarbejdsdygtigheden skal dog mindst medføre et fravær på 4 timer om ugen, inklusive transport og ventetid ved ambulant behandling. (Denne regel gælder dog ikke for fleksjobbere ansat efter 1.1.2013 – her kan én times fravær være nok.) Nedsættelse af arbejdsmængden giver ikke ret til nedsatte sygedagpenge, hvis det ikke også medfører en nedsættelse af arbejdstiden på mindst 4 timer pr. uge. Fuld arbejdsdygtighed på visse dage udelukker ikke ret til nedsatte sygedagpenge.

Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at blive vurderet delvist uarbejdsdygtig, at den pågældende går hjem før tid eller møder senere. Kommunen skal forinden have skønnet, at den pågældende kun kan bestride arbejdet delvist.

Der gælder en undtagelse for lønmodtagere, hvor arbejdsgiveren ikke kan/vil tage den sygemeldte delvist tilbage. I disse tilfælde udbetales fulde sygedagpenge eller fuld refusion til arbejdsgiveren, hvis arbejdsgiveren udbetaler løn under sygdom.

3. Reglerne for selvstændige

En selvstændig kan få nedsatte sygedagpenge, hvis kommunen skønner, at den pågældende højst kan udføre 1/4 eller halvdelen af sit normale arbejde. Bemærk, at halvdelen af det normale arbejde udregnes ud fra den faktiske arbejdstid: Hvis den selvstændige har arbejdet 60 timer om ugen, er der ret til sygedagpenge, hvis kommunen skønner, at den pågældende kun kan arbejde 20 timer om ugen. Hvis kommunen vurderer, at den selvstændige kan udføre mere end halvdelen af sit normale arbejde, er der ikke ret til sygedagpenge.

4. Særlige regler for ledige

For delvist sygemeldte ledige beregnes sygedagpengene som om de var fuldt uarbejdsdygtige. Begrundelsen er, at de som delvist uarbejdsdygtige ikke har ret til supplerende arbejdsløshedsdagpenge.

5. Kommunens opfølgning

Kommunen følger op på de sygemeldte. Kommunen har pligt til løbende ved hver opfølgning at vurdere, om den pågældende kan genoptage arbejdet. Et af formålene med opfølgningsindsatsen er at fremme den sygemeldtes tilbagevenden til arbejdspladsen. Hovedreglen er, at kommunen ved første opfølgning senest 8 uger efter første sygedag tager kontakt til arbejdspladsen og indgår i en dialog om muligheden for at den sygemeldte kan vende helt eller delvist tilbage til arbejdet.

Kommunen skal inddrage den sygemeldte i forløbet og informere om, at arbejdsgiveren kontaktes. Kommunen skal som udgangspunkt forsøge at blive enig med medarbejderen og arbejdsgiveren om, hvornår og i hvilket omfang arbejdet skal genoptages. Hvis der ikke kan opnås enighed, kan kommunen træffe afgørelse om nedsatte sygedagpenge ved delvis uarbejdsdygtighed, hvis der efter kommunens vurdering er mulighed for, at den sygemeldte vender gradvis tilbage til arbejdet.

Såfremt arbejdsgiveren alligevel ikke tilbyder beskæftigelse svarende til de timer, personen skønnes at være arbejdsdygtig, beregnes sygedagpengene til personen eller refusionen til arbejdsgiver som om han eller hun var fuldt uarbejdsdygtig.

6. Hvis arbejdsevnen er varigt nedsat 

Hvis den sygemeldte ikke kan forventes at genvinde arbejdsevnen i det nuværende job, kan der ikke ydes nedsatte sygedagpenge som varig kompensation for tab af indtægt. I en sådan situation bør man overveje at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet for at afklare, om personen skal visiteres til fleksjob, ressourceforløb, eller om der skal påbegyndes sag om førtidspension.

OBS! Ansvarsfraskrivelse

Cabis lovtekster, som du finder under Lovstof, er reformuleret med henblik på at gøre lovgivningen almindeligt tilgængelig, og teksterne kan derfor ikke anvendes som juridisk grundlag.

Oplysninger fra Cabis lovtekster og FAQ kan ikke i sig selv bruges som basis for at afgøre en sag eller fastlægge behandlingen af denne. Cabi kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig for informationer leveret som en del af denne service - uanset om disse mod forventning skulle være ukorrekte. Cabi kan derfor ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af disse informationer.

7. Henvisninger

Love

  • Lov om sygedagpenge § 7, § 17, § 53.

Vejledninger

  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vejledning nr. 10005 af 20/9 2022 om vurdering af uarbejdsdygtighed i sygedagpengesager og sager om jobafklaringsforløb punkt 3
  • Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings vejledning nr. 9002 af 20/12 2024 om visitation og opfølgning i sygedagpengesager punkt 4.

Relateret indhold >>

Sygedagpenge
Det er vigtigt, at give støtte til at den sygemeldte borger kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Læs om de vigtigste elementer i sygedagpengeindsatsen. Om sygedagpenge
Lovstof på sygedagpengeomådet
Som hovedregel skal man opholde sig lovligt i Danmark, og ens indtægter skal beskattes her i landet. Man kan i særlige tilfælde være berettiget til sygedagpenge fra Danmark, selv om man opholder sig i udlandet. Se lovstof
Spørg Cabi
Gratis hotline til dig, der i professionel sammenhæng har brug for ekspertviden om det rummelige arbejdsmarked, socialt ansvar og indsatser, der virker. Spørg Cabi

SPØRG CABI

Har du spørgsmål til lovgivningen?

Så spørg Cabi!

| Denne service er gratis for dig, fordi Cabi får offentlige midler på finansloven |

Anne Brændbyge

Sygedagpenge | Fleksjob | Job og handicap | Bæredygtig virksomhedsledelse | Rehabiliteringsteams | Fortolkning og formidling af lovstof
Tilgå Anne Brændbyge på LinkedIn