Forpligtelsen for kommunerne til at tilbyde en indsats efter Hoi-loven træder i kraft den 1. juli 2025, mens muligheden for, at kommunerne kan tilbyde indsatsen med virkning fra ikrafttrædelsestidspunktet, som fastsættes til den 1. juli 2023.
Grundlaget for en helhedsorienteret indsats er et samarbejde mellem borgeren og kommunen, der tager udgangspunkt i borgerens egne ønsker. Det skal gælde for både skal- og kan-målgruppen (læs mere om målgrupper i Hoi-loven)
Borgerens retssikkerhed er helt afgørende. Det betyder, at en borger kun kan blive omfattet af Hoi-loven, hvis vedkommende giver skriftligt samtykke til det. Med samtykket giver borgeren sin accept af, at kommunen i overensstemmelse med Hoi-loven foretager en tværgående udredning, koordinering og tilrettelæggelse af indsatser, der er relevante for borgeren med henblik på at mestre eget liv og komme i beskæftigelse. (læs mere om livsmestring og beskæftigelse)
Borgeren accepterer med sit samtykke til at få en helhedsorienteret indsats og dermed til at kunne få en anderledes indsatssammensætning – herunder flere, færre eller nye typer af indsatser samt indsatser med en anden intensitet eller varighed – sammenlignet med de indsatser, borgeren vil kunne få efter gældende sektorlovgivning, herunder blandt andet efter serviceloven.
Samtykket skal indhentes på baggrund af en grundig og fyldestgørende orientering af borgeren. De almindelige krav til et informeret samtykke er gældende. Det betyder også, at det til hver en tid skal være muligt at trække samtykket tilbage, og at denne mulighed skal forklares. Ved samtykke vil borgeren bevare eventuelle indsatser efter sektorlovgivningen, indtil disse udløber automatisk, eller indtil kommunen har truffet nye afgørelser efter Hoi-loven. Hvis borgeren trækker sit samtykke tilbage, vil borgeren få behandlet sin sag efter sektorlovgivningen uden fornyet ansøgning. Indtil nye afgørelser efter sektorlovgivningen træffes og nye indsatser iværksættes, har borgeren ret til at modtage de indsatser, borgeren har fået bevilget efter Hoi-loven.
For at sikre sammenhæng i de afgørelser, der træffes om indsatser til borgeren, skal alle afgørelser træffes med udgangspunkt i borgerens samlede plan. ”En samlet afgørelse” betyder således, at borgerens samlede og aktuelle hjælpebehov på tværs af fagområder og livssituation er taget i betragtning, når der træffes afgørelser om indsatser efter HOI-loven – og at kommunen har sikret den fornødne sammenhæng mellem indsatserne, således at der ikke er modstridende forhold. Borgeren vil altså ikke i bogstavelig forstand modtage én samlet afgørelse, men flere afgørelser, der kan træffes løbende. Dette skal blandt andet ses i lyset af, at der skal ske en løbende opfølgning i takt med borgerens progression, og at borgeren skal kunne klage over enkelte elementer.
Der sikres en enkel klageadgang for borgere, der giver samtykke til en helhedsorienteret indsats efter Hoi-loven. Klager over afgørelser efter Hoi-loven skal derfor skal indbringes og behandles efter de samme grundlæggende principper som i dag. Borgere vil således fortsat skulle indgive sin klage til kommunen, der skal genvurdere sagen. I de tilfælde, hvor kommunen ikke giver borgeren helt eller delvist medhold i klagen, vil kommunen skulle sende sagen til Ankestyrelsen, som vil skulle behandle klagen.
Hjemviser Ankestyrelsen en sag, vil det være naturligt, at kommunen igen anlægger en helhedsvurdering i sammenhæng med borgerens helhedsorienterede plan. Såfremt afgørelsen ændres, skal kommunen også se på, om det i så fald har betydning for de øvrige indsatser, som borgeren modtager. Kommunens vurdering af, om en borger er i målgruppen for Hoi-loven, er en processuel beslutning, der ikke kan påklages. Det vil dog som minimum skulle fremgå af borgerens sag, at borgeren er blevet målgruppevurderet efter Hoi-loven samt en kortfattet begrundelse for, hvorfor en borger, der opfylder de objektive målgruppekriterier, ikke tilbydes en indsats efter Hoi-loven.
OBS: Det vil i det videre lovforberedende arbejde blive undersøgt, om den foreslåede model indebærer behov for ændringer i retssikkerhedsloven. Cabi opdaterer siden, når den endelige lovtekst er tilgængelig.
Borgeren får med Hoi-loven ret til en koordineret sagsbehandling, der inddrager den relevante specialiserede viden, og hvor det sikres, at borgeren har kontakt til få myndighedspersoner. I sagsbehandlingen koordineres og igangsættes indsatser i samarbejde med øvrige relevante fagpersoner, og det sikres, at alle relevante fagpersoner i borgerens sag arbejder ud fra det fælles formål, og at alle indsatser trækker i samme retning.
Borgere i ressourceforløb og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere m.v., som omfattes af Hoi-loven, bevarer deres ret til en koordineret sagsbehandler efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats stilles der for de fleste målgrupper ensartede krav om et antal samtaler og i visse tilfælde et ret- og pligttilbud i de første seks måneder af ledighedsforløbet, hvorefter samtaler og tilbud gives efter behov. Et skift mellem ydelser – fx fra uddannelseshjælp til kontanthjælp – medfører, at der påbegyndes et nyt forløb med krav til samtaler og i visse tilfælde krav til ret- og pligttilbud. For at sikre større procesfrihed og fleksibilitet, betyder et ydelsesskift for borgere, der modtager en indsats efter Hoi-loven, ikke et nyt kontaktforløb eller ret- og pligttilbud. Det gælder dog ikke de borgere, hvor rehabiliteringsteamet har afgivet indstilling i sagen i forbindelse med borgerens ydelsesskift.
Aktivitetsparate borgere skal fortsat stå til rådighed ved at udnytte sine uddannelses- eller arbejdsmuligheder under hensyntagen til, at personen er aktivitetsparat. Det indebærer fx, at disse borgere ikke skal stå til rådighed for arbejde, tilbud eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, hvis de har en rimelig grund til ikke at stå til rådighed, eller der foreligger andre forhold, der kan begrunde, at borgeren ikke har pligt til at udnytte sine arbejdsmuligheder. Kommunen skal i den situation se på borgerens samlede situation, herunder om der er helbreds- eller misbrugsproblemer, om borgeren er hjemløs m.v.
Der er ikke tale om et generelt opgør med rettigheder og pligter på beskæftigelsesområdet. Formålet er at sikre større fleksibilitet for en afgrænset gruppe af borgere med komplekse problemer, som man i dag ikke lykkes med at hjælpe.
