ISS sætter tal på socialt ansvar med Benchmarkmodellen

Gennem nogle få klik i et program kan ISS sætte præcise tal på, hvilken effekt det har, når virksomheden tager mennesker i virksomhedspraktik eller løntilskud.

Det kan de gøre med Benchmarkmodellen, som er et værktøj, der ikke blot giver virksomheden overblik over, hvor mange personer, der har været i praktik eller løntilskud: Benchmarkmodellen viser også, hvor mange der, får job efter endt praktik eller løntilskudsforløb.

Derudover kan ISS også se, hvordan de klarer sig i forhold til andre virksomheder i samme branche, og på tværs af brancher.

Og Benchmarkmodellen er nem at bruge. Modellen er en integreret del af VITAS som de fleste virksomheder kender som deres digitale indgang til kommunen. Man logger bare på VITAS med virksomhedens NemID, og henter tallene under fanen statistik.

Af ISS’ egen effektrapport fremgår det fx, at i 2018 var der 981 borgere, som afsluttede et forløb hos ISS, og 36 procent af disse gik efterfølgende videre i job, løntilskud eller uddannelse. 

ISS: Til gavn for borger, samfund og virksomhed

”For os handler det om at tage ansvar for dét samfund, vi som virksomhed er en del af. Derfor har vi i ISS i mere end 20 år arbejdet med at hjælpe og støtte udsatte borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Vi kan se, at indsatsen er til gavn for den enkelte borger, for samfundet og for os som virksomhed,” siger Rya Lene Terney, Head of CSR & Job Development.

Data fra Benchmarkmodellen kan kobles med værktøjet Den Sociale Beregner, og den viser, at ISS indsats udgjorde en værdi på 40,5 millioner kr. i form af sparede udgifter til offentlig forsørgelse og øgede skatteindtægter til samfundet.

Benchmarkmodellen og Den Sociale beregner sætter ikke alene tal på, hvilken værdi ISS’ indsats skaber. Det giver også virksomheden mulighed for at bruge tallene i forbindelse med udbud, hvor der stilles krav til, at leverandører har en CSR indsats.

 ISS samarbejder med en lang række jobcentre landet over, og også her giver tallene fra Benchmarkmodellen værdi.

”Vi vil bruge Benchmarkmodellen til at få synliggjort vores indsats over for jobcentrene. Det er vigtigt for os, at der er en åbenhed om vores metoder og resultater så jobcentrene kan have tillid til os som samarbejdspartner,” siger Rya Lene Terney. 

  • Benchmarkmodellen er udviklet i samarbejde mellem Cabi og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.