Virksomhedsmentor for mentee med psykisk sårbarhed

Det kan give ekstra udfordringer at være mentor for et andet menneske med psykisk sårbarhed. Her finder du en samling materialer, der klæder dig på til opgaven og hjælper dig med konkrete problemstillinger, der skal håndteres.

Materialerne indeholder gode råd fra eksperter, inspiration og konkrete værktøjer, du kan tage i brug i dit arbejde med din mentee. Materialerne er primært møntet på arbejdet med mentees med psykisk sårbarhed, men mange af dem er af universel karakter, som derfor også kan overføres på mentor-arbejdet generelt.

Opslagsværk: materialer til virksomhedsmentorer

Samlingen er tænkt som dels en introduktion, dels et opslagsværk, du kan tage frem og anvende, hvis du står i en konkret situation, du skal håndtere.

Virksomhedsmentorer gør en stor forskel

Mange ledige har stor gavn af at komme i virksomhedspraktik. Det gælder også for ledige, som er psykisk sårbare. Her kan de få deres ressourcer i spil, og en virksomhedspraktik kan også give erfaringer med, hvordan de kan fungere med deres udfordringer i en hverdag på en arbejdsplads.

En mentorordning er ofte afgørende for, at en virksomhedspraktik kommer til at gå godt. Som mentor er du derfor med til at gøre en stor forskel for et andet menneske.

Sørg for dialog - brug gerne jobcentret

Men husk, at du ikke skal stå alene med at løfte opgaven!

Sørg for at være i løbende dialog med enten jobcenteret, som har konsulenter ansat til at hjælpe og uddanne virksomhedsmentorer, eller med andre mentorer, fx i netværk og andre fora.