- Forside
- Kom i gang
- Cases
- SN Kornteknik ApS
SN Kornteknik ansatte Aksel i fleksjob – nu løser de flere kundeopgaver
Det har styrket forretningen, at familievirksomheden SN Kornteknik har ansat en medarbejder i fleksjob 10 timer om ugen.
CASE
Virksomhed: SN Kornteknik ApS
Branche: Montering og servicering i landbruget
Størrelse: 5 medarbejdere
Geografi: Vester Tostrup ved Møldrup
Besøg SN Korntekniks hjemmeside
Virksomheden SN Kornteknik ApS leverer serviceydelser til landbruget. Når en landbrugsmaskine går i stykker hos en kunde, rykker en montør fra SN Kornteknik ud og reparerer den.
Nu kan virksomheden foretage flere reparationer end tidligere. Den positive udvikling er et resultat af, at de har ansat Aksel Mikkelsen som altmuligmand i fleksjob i godt 10 timer om ugen. Allerede få måneder efter, at Aksel Mikkelsen blev ansat, har hans arbejdskraft fået betydning for forretningen.
Vi løser nu flere kundeopgaver, der kræver vores faglighed. Det kan vi, fordi Aksel tager sig af nogle af de andre opgaver i virksomheden. Det frigiver tid.
Mere effektivitet
Aksel Mikkelsen løser en række mindre opgaver, der tilsammen betyder, at hverdagen er blevet nemmere og mere effektiv i familievirksomheden.
- Han pakker kasser ud og stiller på plads, når der kommer reservedele, som skal bruges ude hos kunderne.
- Han stiller forsendelser frem og gør det nemt for samarbejdspartnere at hente dem.
- Han sørger for orden og fejer i krogene.
- Han kører ærinder.
Det var opgaver, der ikke tidligere var sat i system, eller som montørerne brugte tid på at udføre.
Morten Teglbrænder konstaterer, at det har optimeret virksomheden, at Aksel har styr på lageret og de mindre opgaver.
Aksel Mikkelsen er ansat i fleksjob hos SN Kornteknik.
Tilfreds medarbejder
Aksel Mikkelsen er glad for sit job. Han nyder, at han nu kan gøre en forskel med de 3 x 3,5 timer om ugen, som han kan holde til at arbejde.
Det giver tilfredshed, at jeg udfører det job, jeg er sat til, og at det bliver udført, så andre kan bruge det til noget. Jeg tænker, at det er en god ting, at de udekørende montører ikke skal tænke på at rydde op, når de kommer hjem. De stiller bare tingene og tager det, de skal bruge til næste tur. På den måde kan de bedre generere indkomst til firmaet og udføre det, de skal
Måske mere faglært arbejdskraft
Morten Teglbrænder var på forhånd i tvivl, om det ville fungere at have en medarbejder i fleksjob i så lille en virksomhed, hvor både han og hans far er meget ude af huset. Hvor alle tit er ude af huset. Ville der være nok at lave? Ville en ansat i fleksjob kunne klare opgaverne på egen hånd?
Men tvivlen er forsvundet. Aksel Mikkelsen har en profil, der passer perfekt ind i virksomheden.
Vi er meget glade for at have ansat Aksel i fleksjob. Han har prøvet mange ting og har viden om mange ting
Fordi Aksel Mikkelsen tidligere har været ansat i metalindustrien, har han grundlæggende erfaring med nogle af de faglige opgaver i SN Kornteknik. Det gælder for eksempel småreparationer og svejsning. De kompetencer ønsker Morten Teglbrænder at bygge videre på. Derfor er en medarbejder i SN Kornteknik nu ved at sidemandsoplære Aksel Mikkelsen i nogle mindre svejseopgaver.
Morten Teglbrænder har planer om, at opkvalificeringen og udviklingen kan fortsætte, så Aksel Mikkelsen skridt for skridt kan løse flere opgaver.
Sådan kommer du i gang med at tage socialt ansvar
Gratis værktøj: Find opgaverne
Brug opgaveværktøjet til at få overblik over, hvilke opgaver din virksomhed har, og hvilke kompetencer det kræver at løse dem.
Find medarbejderen
Mange mennesker står i dag uden for arbejdsmarkedet. Her kan du få indblik i de forskellige livssituationer, hvor en håndsrækning kan gøre en forskel.
Vejledninger og værktøjer
Når du skal ansætte ledige med særlige behov, er der forskellige ting, du kan gøre som leder for at skabe de bedste betingelser for en god rekrutterings- og onboardingproces.
Få gratis hjælp til at rekruttere
Bliv en del af det landsdækkende projekt Arbejdskraft nu og til fremtiden, og få gratis hjælp til din rekruttering. Om tilbuddet
Ansættelsesformer og støtteordninger
Der findes forskellige ansættelsesformer og støtteordninger, som gør det nemmere at ansætte medarbejdere med særlige behov i din virksomhed. Læs mere
Vil du vide mere om Arbejdskraft nu og til fremtiden?
Kontakt projektleder Flemming Binderup Gammelgaard.