Gå til primært indhold Gå til footer indhold
  1. Forside
  2. Inklusion på arbejdspladsen
  3. Fleksibel opkvalificering

Fleksibel opkvalificering af medarbejdere med nedsat arbejdsevne

Efterspørgslen på faglært arbejdskraft i danske virksomheder er stor. Med fleksibel opkvalificering kan medarbejdere med nedsat arbejdsevne få et fagligt løft. Og som virksomhed kan I få de hænder og kompetencer, I mangler.

Der er stor efterspørgsel på faglært arbejdskraft. Danmark vil mangle 99.000 faglærte i 2030. Samtidig står 200.000 ledige på kanten af arbejdsmarkedet. Med fleksible rammer og opkvalificering kan mange af dem blive en del af løsningen på arbejdskraftsmangel. 

Fleksibel opkvalificering kan højne motivation og fastholdelse

Når medarbejdere får mulighed for at lære nyt, øger det deres motivation, loyalitet og dermed også tilknytningen til arbejdspladsen. Det gælder også for mennesker med nedsat arbejdsevne, som måske ikke kan følge et opkvalificeringsforløb på fuld tid.

Mange medarbejdere med nedsat arbejdsevne har erfaringer og kompetencer, som ikke altid kommer i spil. Med et tilpasset uddannelsesforløb kan jeres virksomhed løfte nogle af disse kompetencer til faglært niveau. Det kan have en positiv effekt på medarbejderens følelse af bidrage til den fælles kerneopgave.

I en tid med mangel på arbejdskraft har vi ikke råd til at overse potentialet hos mennesker med nedsat arbejdsevne. Ofte vil et fokus på udvalgte kompetencer og fleksible deltidskurser være nok til at løse konkrete opgaver og bringe flere i spil på arbejdsmarkedet.

Trine Thomsen, seniorkonsulent hos Cabi

Fleksibel opkvalificering er en vej til faglært arbejdskraft

Fleksibel opkvalificering på deltid er ikke altid så ligetil i praksis. De fleste kursusforløb er nemlig designet med udgangspunkt i fuldtidsbeskæftigelse. 

Det kan derfor kræve investering i planlægning og tilpasning af både tid, opgaver og læringsformer. Til gengæld kan gevinsten være stor.

For ved at arbejde med fleksible forløb kan I udvikle udvalgte faglige kompetencer blandt jeres medarbejdere – og det bidrager på den måde til, at I kan få den faglærte arbejdskraft, I har brug for.

Fleksibel opkvalificering kan fx være:

  • Opkvalificering på arbejdspladsen
    (virksomhedsforlagt undervisning)

  • Kursusbaseret opkvalificering på deltid
    (interne/eksterne kurser, værkstedsbaserede praktiske kurser)

  • Digital og fleksibel læring
    (onlinekurser, e-learning)

Gevinster ved fleksibel opkvalificering

Det kræver mod at tænke nyt og uddanne medarbejdere på nedsat tid. Gevinsterne er dog mærkbare for både bundlinje og arbejdsmiljø.

  • Uddannelse, der ikke forstyrrer driften
    Undervisningen kan tilrettelægges, så produktionen kører videre. I kan bedre planlægge, hvor mange timer medarbejderen er væk ad gangen, og om undervisningen skal foregå på selve arbejdspladsen.

  • Motiverede medarbejdere
    Når medarbejdere, også dem, der har brug for andre rammer, føler sig inkluderet og kompetente, forbedrer det arbejdsmiljøet. Det kan smitte positivt af på løsningen af den fælles kerneopgave.

  • Næsten gratis opkvalificering
    Med en VEU-godtgørelse kan I få dækket størstedelen af omkostningerne til opkvalificering. 

Aalborg Handelsskole udbyder fleksible kurser

På Aalborg Handelsskole udbyder de fleksible AMU-kurser. Undervisningen foregår online og er opdelt i halve kursusdage. Målgruppen for kurserne omfatter netop de ledige, der har særlige behov og færre ugentlige timer til rådighed. 

Læs mere om kursustilbuddet

Fleksibel opkvalificering på deltid – Sådan kommer du i gang

  1. Kortlæg behovet
    Hvilke faglærte kompetencer mangler I? Kan de brydes ned i mindre bidder, som passer medarbejderens nedsatte tid, styrker og særlige behov?
    Brug værktøjet: Spot kompetencerne

  2. Tal med din medarbejder
    Tag en samtale om ambitioner og energi. Afklar, hvilke barrierer, der kan opstå, og gør det tydeligt, at opkvalificeringen sker i et tempo, hvor medarbejderens trivsel og nedsatte tid bliver respekteret.

  3. Find mulighederne
    Undersøg mulighederne for opkvalificering på deltid på jeres lokale erhvervsskole. Her kan I med fordel kontakte en regional partner i projekt Arbejdskraft nu og til fremtiden, som kender mulighederne i jeres lokalområde. 

  4. Søg økonomisk støtte
    Undersøg mulighederne for VEU-godtgørelse, som kompenserer for løntabet under uddannelse. Du kan læse mere og søge direkte via virk.dk/veu

Cases: Nye kompetencer til virksomhederne

I disse fem fiktive cases kan du se eksempler på, hvordan fleksible forløb kan sammensættes og føre nye kompetencer til virksomhederne. 

Kvinde laver mad i køkken

Case: Nye kompetencer til køkkenet

Hannah arbejder 15 timer om ugen i køkkenet i et lokalt supermarked. Hun har hjulpet med at lave sandwich i fire måneder, men vil nu gerne have flere timer og løse flere typer opgaver. Den mulighed får hun, da forretningen har brug for ekstra hjælp til at lave færdigretter.

Det kræver, at Hannah kommer på kursus i at tilberede kolde og lune retter. Hun har dog brug for et fleksibelt forløb, fordi hun ikke har så højt et energiniveau.

Løsningen bliver et AMU-kursus over seks halve dage fordelt på 3-6 uger.

Virksomhedens udbytte ved fleksibel opkvalificering af Hannah

Virksomhedens udbytte af AMU-kurset

  • Udvikling af Hannahs faglige kompetencer, så hun kan løse flere forskellige opgaver.
  • Øget fastholdelse af en dygtig medarbejder.
  • Styrket profil som arbejdsplads med fokus på inklusion og opkvalificering. 

Undervisningens tilrettelæggelse

  • Undervisningen foregår både online og ved fremmøde på uddannelsesinstitutionen.
  • Undervisningen afholdes over seks halve dage (3,7 timer pr. gang), fordelt på 3-6 uger.

Samlede omkostninger:

  • Deltagerbetaling: 214 kr./dag × 3 dage = 642 kr.
  • Lønudgift: 180 kr./time × 7,4 timer/dag × 3 dage = 3.996 kr.
  • Samlede omkostninger: 642 kr. + 3.996 kr. = 4.638 kr.

Refusion:

  • VEU-godtgørelse: 131,55 kr./time × 7,4 × 3 = 2.920,41 kr.

Virksomhedens nettoomkostning: 

  • 4.638 kr. - 2.920,41 kr. = 1.717,59 kr.

Mulighed for tilskud fra kompetencefonde:

Hvis virksomheden indbetaler til en kompetencefond, kan der søges tilskud til fx kursusgebyr, materialer og lønudgifter. Typisk kan tilskuddet dække den del af udgiften, som ikke dækkes af VEU-godtgørelsen.

Case: Nye kompetencer til campingpladsen

Flemming arbejder i fleksjob på en campingplads. Han arbejder 16 timer om ugen pga. fysisk nedslidning. Flemming har været ansat på campingpladsen i en årrække og har ansvaret for at vedligeholde udearealerne.

Nu skal campingpladsen til at etablere et regnbed til håndtering af store mængder regn. Flemming har god praktisk erfaring, men mangler viden om at lave og vedligeholde et regnbed.

Løsningen bliver et AMU-kursus om etablering af regnbede. Kurset afholdes over ti halve dage fordelt på tre uger.

Mand med rive på græsplæne
Virksomhedens udbytte ved fleksibel opkvalificering af Flemming

Virksomhedens udbytte af AMU-kurset

  • Udvikling af Flemmings faglige kompetencer, så han kan løse flere typer af drifts- og
    vedligeholdelsesopgaver.
  • Styrket profil som arbejdsplads, der har fokus på bæredygtig udvikling og socialt ansvar.

Undervisningens tilrettelæggelse

  • Undervisningen afvikles som splitkursus, der foregår over ti halve dage fordelt over 3-6 uger med 3,4 timer pr. dag.
  • Undervisningen foregår både online og ved fremmøde på uddannelsesinstitutionen.

Samlede omkostninger:

  • Deltagerbetaling: 214 kr./dag × 5 dage = 1.070 kr.
  • Lønudgift: 180 kr./time × 7,4 × 5 = 6.660 kr.
  • Samlede omkostninger: 7.730 kr.

Refusion:

  • VEU-godtgørelse: 131,55 kr./time × 7,4 × 5 = 4.867,35 kr.

Virksomhedens nettoomkostning:

  • 7.730 kr. - 4.867,35 kr. = 2.862,65 kr.

Mulighed for tilskud fra kompetencefonde:

Hvis virksomheden indbetaler til en kompetencefond, kan der søges tilskud til fx kursusgebyr, materialer og lønudgifter. Typisk kan tilskuddet dække den del af udgiften, som ikke dækkes af VEU-godtgørelsen.

Ung mand foran computer

Case: Nye IT-kompetencer til kontoret

Mathias arbejder på kontor hos en større virksomhed 10 timer ugen. Han er ansat i småjob og løser forskellige opgaver, som fx at booke møder og bestille varer.

Virksomheden vil gerne undersøge, hvordan AI kan effektivisere arbejdsgangene på kontoret. Den opgave vil de gerne give Mathias, men det kræver, at han opkvalificeres til opgaven.

Mathias har brug for korte og fleksible forløb, da han har svær ADHD.

Løsningen bliver et AMU-kursus om AI, der afholdes over fire halve dage.

Virksomhedens udbytte ved fleksibel opkvalificering af Mathias

Virksomhedens udbytte af AMU-kurset

  • Flere digitale kompetencer i administrationen.
  • Udvikling af Mathias’ kompetencer, så han kan løse opgaven med at afdække muligheder for at effektivisere arbejdsgange via AI-værktøjer.
  • Styrket profil som arbejdsplads med fokus på inklusion
    og opkvalificering.

Undervisningens tilrettelæggelse

  • Undervisningen foregår online over fire halve dage – tilpasset arbejdstid og energi.
  • Undervisningen kan gennemføres online fra hjemmearbejdsplads.

Samlede omkostninger:

  • Deltagerbetaling: 214 kr./dag × 2 = 428 kr.
  • Lønudgift: 180 kr./time × 7,4 × 2 = 2.664 kr. Samlede omkostninger: 3.092 kr.

>Refusion:

  • VEU-godtgørelse: 131,55 kr./time × 7,4 × 2 = 1.946,94 kr.

Virksomhedens nettoomkostning:

  • 3.092 kr. - 1.946,94 kr. = 1.145,06 kr..

Mulighed for tilskud fra kompetencefonde:

Hvis virksomheden indbetaler til en kompetencefond, kan der søges tilskud til fx kursusgebyr,materialer og lønudgifter. Typisk kan tilskuddet dække den del af udgiften, som ikke dækkes af VEU-godtgørelsen.

Case: Flere salgskompetencer til turistkontoret

Sine arbejder i småjob på et turistkontor, hvor hun byder gæster velkommen i receptionen og hjælper dem med at få den bedste ferieoplevelse. Sine arbejder i højsæsonen – 18 timer om ugen fra marts til oktober.

Hun har talent for at skabe mersalg og forbedre gæsternes oplevelser. Derfor kommer hun på AMU-kurset “Personligt salg – kundens behov og løsninger”. Lange undervisningsdage er dog for krævende for Sine.

Kurset tilrettelægges derfor med seks halve undervisningsdage fordelt over seks uger.

Kvinde sidder og skriver på clipboard
Virksomhedens udbytte ved fleksibel opkvalificering af Sine

Virksomhedens udbytte af AMU-kurset

  • Udvikling af Sines kompetencer til at give turisterne en bedre oplevelse og dermed øge salget.
  • Flere kompetencer hos virksomheden inden for salg.
  • Styrket profil som arbejdsplads med fokus på inklusion og opkvalificering.

Undervisningens tilrettelæggelse

  • Online/hybrid-undervisning med 3,7 timer om ugen i 6 uger.
  • Undervisningen afvikles uden for spidsbelastning i turistsæsonen.

Samlede omkostninger:

  • Deltagerbetaling: 214 kr./dag × 3 = 642 kr.
  • Lønudgift: 180 kr./time × 7,4 × 3 = 3.996 kr.
  • Samlede omkostninger: 4.638 kr.

Refusion:

  • VEU-godtgørelse: 131,55 kr./time × 7,4 × 3 = 2.920,41 kr.

Virksomhedens nettoomkostning:

  • 4.638 kr. - 2.920,41 kr. = 1.717,59 kr.

Mulighed for tilskud fra kompetencefonde:

Hvis virksomheden indbetaler til en kompetencefond, kan der søges tilskud til fx kursusgebyr, materialer og lønudgifter. Typisk kan tilskuddet dække den del af udgiften, som ikke dækkes af VEU-godtgørelsen.

Person i hvid dragt med ryggen til arbejder ved vindue

Nye kompetencer til asbesthåndtering

Torben er ansat i fleksjob i 12 timer om ugen hos et nedrivningsfirma. Han har flere års erfaring i branchen, og på grund af nye lovkrav om håndtering af asbest har virksomheden nu behov for, at Torben får et asbestcertifikat.

Han skal derfor på AMU-kursus om sikkerhed ved nedrivning af asbest. For Torben er kurset en god mulighed for at udvikle sine faglige kompetencer, få nye arbejdsopgaver og muligvis øge sin arbejdstid.

Som følge af en hjerneblødning kan han ikke længere holde koncentrationen i lang tid ad gangen. Kurset afholdes derfor over otte halve dage fordelt på fire uger.

Virksomhedens udbytte ved fleksibel opkvalificering af Torben

Virksomhedens udbytte af AMU-kurset

  • Udvikling af Torbens faglige kompetencer, så han kan løse flere forskellige opgaver.
  • Flere kompetencer hos virksomheden til fortsat håndtering af asbest.
  • Reduktion af behovet for ekstern arbejdskraft til specialopgaver.

Undervisningens tilrettelæggelse

  • Kurset afholdes over otte halve dage (3,7 timer pr. gang) fordelt på fire uger.
  • Undervisningen foregår både online og ved fremmøde på uddannelsesinstitutionen.

Samlede omkostninger:

  • Deltagerbetaling: 214 kr./dag × 4 dage = 856 kr.
  • Lønudgift: 180 kr./time × 7,4 × 4 = 5.328 kr. Samlede omkostninger: 6.184 kr.

Refusion:

  • VEU-godtgørelse: 131,55 kr./time × 7,4 × 4 = 3.893,88 kr.

Virksomhedens nettoomkostning:

  • 6.184 kr. - 3.893,88 kr. = 2.290,12 kr.

Mulighed for tilskud fra kompetencefonde:

Hvis virksomheden indbetaler til en kompetencefond, kan der søges tilskud til fx kursusgebyr, materialer og lønudgifter. Typisk kan tilskuddet dække den del af udgiften, som ikke dækkes af VEU-godtgørelsen.

PUBLIKATION

Kom godt i gang med opkvalificerng

Få gode råd, mere viden og inspiration fra virksomheder, så din virksomhed ved at løfte kompetencer kan fastholde og forebygge samt bruge opkvalificering, når I ansætter udsatte ledige. Læs publikationen

VIDEN OG BAGGRUND

Virksomhedsforlagt undervisning - Flyt undervisningen ud på virksomhederne

Virksomhedsforlagt undervisning er undervisning, der foregår ude på virksomheden i virksomhedens egne lokaler. Det kan give mange fordele og stor fleksibelt. Læs mere om virksomhedsforlagt undervisning

VIDEN OG BAGGRUND

ESG-dokumentation: Træning og opkvalificering af særlige medarbejdere

I kan tage socialt ansvar ved at træne og opkvalificere udsatte eller nye på arbejdsmarkedet. Om ESG og opkvalificering


Kontakt din regionale projektleder

Vil du høre mere om mulighederne for fleksibel opkvalificering i dit lokalområde. Og vil du have hjælp til at komme i gang?

Find din regionale kontakt her.

Anette Hutzen Kjær
Projektleder, work-live-stay
Kontakt Anette ved overordnede spørgsmål om projektet i Region Syddanmark.
Portrætfoto af Angelika Marning
Angelika Marning
Projektleder, Projekter imidt
Kontakt Angelika vedrørende virksomhedsdeltagelse i Region Midtjylland.
Portrætfoto af Jane Winther
Jane Winther
Projektleder, Jobcare
Kontakt Jane vedrørende virksomhedsdeltagelse i Region Nordjylland.
Portrætfoto af Jonathan Garner
Jonathan Garner
Projektejer, Hans Knudsen Instituttet
Kontakt Jonathan ved overordnede spørgsmål om Hans Knudsen Instituttet rolle i projektet i Region Hovedstaden.
Portrætfoto af Kathe Højbjerg Jensen
Kathe Højbjerg Jensen
Projektleder, ZBC
Kontakt Kathe vedrørende virksomhedsdeltagelse i Region Sjælland.