- Forside
- Kom i gang
- Rekruttér fra kanten af arbejdsmarkedet
Rekruttér fra kanten af arbejdsmarkedet
Op mod 200.000 ledige befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Det kan der være mange grunde til. Her kan du læse mere om de potentielle medarbejdere, du kan ansætte i din virksomhed.
Mange årsager til ledighed
En person fra kanten af arbejdsmarkedet har typisk andre udfordringer end ledighed. Det kan være sociale, fysiske eller psykiske.
Men med den rette oplæring kan mange løse vigtige opgaver, der frigiver tid hos dine øvrige medarbejdere og sikrer muligheden for at tage flere ordrer ind.
Helt grundlæggende handler det om at kunne finde løsninger, der både passer til den enkelte og til de rammer og ressourcer, du har til rådighed på arbejdspladsen.

Personer med handicap
Det kan sagtens lade sig gøre at kombinere job og handicap. Det er meget forskelligt, hvilke udfordringer et handicap kan give. Afhængig af behov, er der forskellige ordninger, der kan give ekstra støtte i dagligdagen.
Neurodivergente
Neurodivergens er en betegnelse for, at nogle hjerner fungerer anderledes end den typiske hjerne. Neurodivergente kan have diagnoser som ADHD eller autisme, men de kan også have andre udfordringer som ordblindhed, OCD eller angst.
Nydanskere
På mange arbejdspladser er mennesker, der er kommet til Danmark som fx flygtninge eller immigranter, værdsatte medarbejdere. Men særligt i starten kan der være kulturelle og sproglige barrierer, som man skal være opmærksom på.
Unge
43.000 unge er lige nu hverken er i uddannelse eller har et arbejde. En stor del af dem har diagnoser eller sociale udfordringer, som gør det svært for at komme ind på arbejdsmarkedet.
En i fleksjob
En medarbejder, der er ansat i fleksjob, er en fleksibel medarbejder på deltid, som kan hjælpe med at løse både små og større opgaver i din virksomhed. Medarbejderen bliver ansat på samme vilkår som alle andre medarbejde.
Seniorer
Når du ansætter eller fastholder ældre og erfarne medarbejdere, bevarer du deres værdifulde arbejdskraft og viden. Men de kan have brug for forskellige tilpasningsmuligheder for at fortsætte på arbejdsmarkedet.
Veteraner
Veteraner besidder stærke, efterspurgte kompetencer. De er fx løsningsorienterede, gode til at samarbejde og tage beslutninger. Nogle kommer skadet hjem fra udsendelse og kan have brug for særlige hensyn og for udfolde deres kompetencer.
Sparring til, hvordan?
Få gratis sparring til, hvordan du kan ansætte ledige med særlige behov, via den hotline, der er tilknyttet projekt Arbejdskraft nu og til fremtiden.
Ring på 8612 8855.
Vidste du, at …
I samarbejde med jobcentret kan din virksomhed rekruttere ledige, som kan have svært ved selv at finde et job. De kan have brug for opkvalificering, men det kan I få hjælp til. På den måde tager I ansvar for at få flere i job samtidig med, at I sikrer den nødvendige arbejdskraft nu og fremadrettet.

Ansættelsesformer og støtteordninger
Der findes forskellige ansættelsesformer og støtteordninger, som gør det nemmere at ansætte medarbejdere med særlige behov i din virksomhed. Læs mere
Vil du vide mere om Arbejdskraft nu og til fremtiden?
Kontakt projektleder Flemming Binderup Gammelgaard.