Hos Bjerregaard er et godt arbejdsmiljø en del af virksomhedens fortælling

Tømrer- og snedkerfirmaet Bjerregaard ApS var udfordret af uhåndterlige materialer og tunge løft. Derfor søgte de midler fra Arbejdsmiljøpuljen for at afprøve en vakuumløfter, der kunne aflaste medarbejderne og højne det fysiske arbejdsmiljø. I dag har de valgt at investere i vakuumløfteren til fordel for både medarbejderne og hele fortællingen om virksomheden.

Christan Bjerregaard foran vakuumløfteren

 

Hos Bjerregaard ApS, der bl.a. producerer snedkerkøkkener fra adressen i Lynge nord for København, er både showroomet, værkstedet og medarbejderne en del af fortællingen om virksomheden og deres produkter. De fysiske rammer er nemlig tænkt ind i hele kunderejsen, hvor kunderne på en guidet tur på værkstedet kan følge deres køkken fra rå træplader til færdigt produkt. Kunderne kan altså ved selvsyn opleve, at medarbejderne trives, og det betyder meget for hele virksomhedens forretning, fortæller stifter og ejer Christian Bjerregaard.

”At passe godt på vores medarbejdere er en del af markedsføringen i forbindelse med vores salg. Det bliver en del af en storytelling, når vi viser kunderne produktionen af deres køkken. Det er et godt kapitel at tilføje, at man har nogle glade og smilende medarbejdere, der går rundt på værkstedet og er glade for det, de laver og for måden, de laver det på.”

Større materialer skabte fysiske udfordringer

Men de fysiske arbejdsforhold gav stof til eftertanke hos Christian Bjerregaard, da virksomheden i 2020 flyttede i de nuværende lokaler. For ikke blot havde han udvidet tømrervirksomheden til også at bestå af en snedkerforretning. Materialerne havde også ændret karakter og var nu i et format, hvor medarbejderne havde svært ved at håndtere dem alene. Der skulle to mand til at flytte de store træplader, der skulle skæres ud til køkkenkabinetter. En udfordring som selvsagt hverken var godt for medarbejdernes fysik eller for effektiviteten.

En fysisk krævende branche med ”stærk-mands-kultur”

Opgaverne i håndværkervirksomheder er ofte fysisk krævende, og i branchen er en hård ”kæft, trit og retning ”-jargon ikke ualmindeligt. En udtalt ”stærk-mands-kultur” gør, at det ofte er en forudsætning, at medarbejderne manuelt håndterer tunge materialer og arbejder i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Det er per tradition ikke de bløde værdier, der er i højsædet. Men ifølge Christian Bjerregaard er det vigtigt, at man i branchen ser indad og indser, at selv store og stærke mænd skal passe på sig selv.

”En kombination af at have et godt arbejdsklima, den nyeste teknologi og de bedste hjælpemidler gør det til en attraktiv arbejdsplads at være på. Det er en kæmpe parameter i fastholdelsen af medarbejderne i branchen.”

Han mener, man har et ansvar overfor samfundet og overfor medarbejderne om at forebygge fysisk nedslidning. Og det er et ansvar, man skal leve op til, ikke blot for at kunne se større effektivitet og grønne tal på bundlinjen, men også for fortsat at kunne tiltrække de unge lærlinge, som netop har en forventning om, at der er styr på forholdene på arbejdspladsen.

Midler fra Arbejdsmiljøpuljen løste udfordringerne

En vakuumløfter blev løsningen på de udfordringer, de markant større materialer skabte hos Bjerregaards snedkeri. Christian Bjerregaard søgte midler gennem Arbejdsmiljøpuljen til at afprøve et hjælpemiddel, som kunne assistere medarbejderne med de tunge løft. Efter en grundig researchfase, valgte virksomheden at leje vakuumløfteren, som de efterfølgende investerede i som en fast del af produktionen. Og Christian Bjerregaard er ikke i tvivl om, at muligheden for at leje udstyret via midler fra Arbejdsmiljøpuljen både har sikret ham mod fejlinvesteringer og styrket medarbejdernes fysiske trivsel på værkstedet.

”At søge Arbejdsmiljøpuljen var en nem løsning, der lå lige til højrebenet. Vores proces med at finde det rigtige hjælpemiddel var grundig. Vi havde mulighed for at afprøve først i 3 måneder, og vi endte så med at købe det. Vi overvejer allerede at investere i flere løfteanordninger.”

Har du brug for råd og vejledning om dine muligheder for at søge tilskud fra Arbejdsmiljøpuljen?

Arbejdstilsynet har oprettet en side, hvor du finder de oftest stillede spørgsmål om Arbejdsmiljøpuljen. Den finder du her

Finder du ikke svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Arbejdstilsynet, hvor sekretariatet sidder klar til at hjælpe dig. Ring 7012 1288 (tast 5). Telefontid: Mandag - fredag 9-10 og 13-14.

Du kan også maile dit spørgsmål til: arbejdsmiljoepuljen@at.dk