TOPS i Esbjerg ansatte medarbejder med socialt frikort: ”Det skaber relationer, når vi er forskellige”

Skobutikken TOPS Sandersen i Esbjerg ansatte Jannie med socialt frikort, og selvom hun startede med små opgaver, voksede hun hurtigt, efterhånden som hun fik mere og mere ansvar. Det handler om at vise tillid, og vi fik en dygtig medarbejder, fortæller direktør Jess Crone Sanderhus.

Egentlig var det ikke planlagt, og det kom ind lidt fra højre, da Jess Crone Sanderhus fik mulighed for at ansætte en medarbejder med socialt frikort i TOPS Sandersen-butikken i Kongensgade i Esbjerg.

Det var i efteråret sidste år, at Jess Crone Sanderhus blev kontaktet af butikschefen i Esbjergbutikken. Hun havde en datter, Jannie, som havde nogle udfordringer, og hun var berettiget til at få socialt frikort.

Det er en forsøgsordning, hvor socialt udsatte skattefrit kan tjene 20.000 kr. om året uden at blive trukket i sociale ydelser.

Jess Crone Sanderhus sagde ja. Han ville gerne hjælpe. Jannie blev ansat, og i første omgang skulle hun tage imod varer og sætte dem på plads i butikken. Men med den tillid, som Jannie blev vist af sine kollegaer, blomstrede hun hurtigt op. Hun fik mere og mere ansvar, og efterhånden kunne Jannie også håndtere at åbne butikken, og fik også lidt erfaring med salg og service over for kunderne.

Direktør: Vis nærhed

For Jess Crone Sanderhus er opskriften på succes enkel: Det handler om at klæde den nye medarbejder godt på til opgaverne. Og det handler om at fortælle kollegaerne om, hvilke skånehensyn de skal tage for at hjælpe deres nye kollega.

”Man skal være bevidst om, at når man får en borger ind, som har nogle udfordringer, så er der nogle ting, vi skal være opmærksomme på. Vi skal vise noget nærhed, og vi skal interessere os for de mennesker, vi er sammen med”.

Ny dygtig medarbejder til virksomheden

For virksomheden var gevinsten klar: Butikken fik en ny, dygtig medarbejder. Og der kom noget vigtig diversitet ind på arbejdspladsen.

”Når vi har mennesker, som kan noget forskelligt, og som har forskellige udfordringer, så hjælper og lærer vi af hinanden. Det skaber vigtige relationer mellem mennesker, og det er en styrke for virksomheden. Vi kan alle få glæde af at hjælpe andre. Og det er ikke svært, hvis man tør at investere lidt af sig selv,” fortæller Jess Crone Sanderhus.

Butikken i Esbjerg lukkede i marts i år. Det var allerede planen, da Jannie blev ansat. Derfor er hun ikke længere hos virksomheden. Men det halve år hos TOPS Sandersen var med til at give hende et rygstød og en god arbejdserfaring.