NCC Danmark med H.K.H. Prins Joachim og Cabi-direktør Mette Rønnau

NCC Danmark vinder CSR People Prize for sit sociale ansvar

Entreprenørvirksomheden NCC Danmark har netop modtaget CSR People Prize, der går til virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar. NCC Danmark vinder prisen for sine stærke koncepter til at få sårbare unge og flygtninge i job.

Entreprenørvirksomheden NCC Danmark har gennem en lang årrække vist sig som en virksomhed, der arbejder systematisk og vedholdende med virksomhedens sociale ansvar, og som samtidig skaber flotte resultater. Den indsats er virksomheden mandag blevet anerkendt for med CSR People Prize 2018, som H.K.H. Prins Joachim overrakte på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia.

NCC har fx etableret Virksomhedsskolen, der er for unge, som ikke trives i uddannelsessystemet. Det er et samarbejde mellem produktionsskole, kommune og virksomheden, og på Virksomhedsskolen kombineres uddannelse og konkret arbejde på en større byggeplads helt tæt. Det gør en afgørende forskel for unge, der ellers risikerer at blive tabt i uddannelsessystemet.

De gode erfaringer fra Virksomhedsskolen har også gjort, at NCC Danmark har etableret Jobskolen, hvor flygtninge er i målgruppen for den praktiske uddannelse på byggepladserne inklusiv danskundervisning.

NCC Danmark var også nomineret til CSR People Prize sidste år, men i år er CSR People Prize blevet uddelt i en særlig jubilæumsudgave, da det er 20. gang at prisen uddeles.

Juryformand: NCC skaber værdifuld arbejdskraft

”Virksomhedsskolen og Jobskolen er to initiativer, som er med til at sikre job og uddannelse til mennesker, der ellers har svært ved at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet. Det er samtidig også en indsats, som får uddannet værdifuld arbejdskraft til en branche, hvor der ellers er stor mangel på ledige hænder. Det er til gavn for virksomheden selv, men også for samfundet som helhed. NCC Danmark arbejder struktureret og strategisk med virksomhedens sociale ansvar, og det gør dem til fortjente vindere af CSR People Prize,” siger Mette Rønnau, direktør for Cabi og formand for juryen bag prisen.

NCC samarbejder desuden med organisationen High:five om at give en chance til kriminalitetstruede unge, og virksomheden har også en nul-vision for arbejdsulykker. Der er også stort fokus på at fastholde medarbejdere, der skulle være uheldige at miste en del af arbejdsevnen. Eller som på grund af sygdom har brug for en anden fleksibilitet i arbejdslivet.

Juryen bag prisen fremhæver derudover NCC Danmark som en foregangsvirksomhed, der er med til at sætte nye grænser for, hvilket socialt ansvar virksomheder kan tage. Og det er en indsats, der er med til at inspirere andre virksomheder.

Jubilæumspris med tidligere vindere

CSR People Prize har eksisteret siden 1999, og bag CSR People Prize står Cabi, der er et videns- og netværkshus under Beskæftigelsesministeriet.

Jubilæumsudgaven af CSR People Prize bestod af alle tidligere års vindere og nominerede til prisen. Slutfeltet til prisen var dermed alle virksomheder, som har arbejdet bredt med socialt ansvar i mange år, og hvor indsatsen er dybt forankret i virksomheden.

Jubilæumsprisen blev uddelt i to kategorier. Dels til virksomheder med færre end 100 ansatte og dels til virksomheder med mere end 100 ansatte. H.K.H. Prins Joachim har igennem en årrække overrakt CSR People Prize og stod også i år for overrækkelsen af hædersbevisningen til de to vindervirksomheder samt til vinderen af CSR People Æresprisen.

NCC Danmark vandt i kategorien flere end 100 ansatte foran Salling Group og Danish Crown i Blans.

CSR People Prize blev uddelt til Cabis årskonference med titlen Fra FN’s Verdensmål til bundlinjen i dit firma. Det skete 1. oktober på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia. Omdrejningspunktet for konferencen var her, hvordan virksomheder kan bidrage til at nå FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, og samtidig skabe værdi for forretningen.

KONTAKT:

  • HR udviklingsdirektør Louise Sjøntoft, NCC Danmark: 6023 7655 / loh@ncc.dk

FAKTA OM CABI OG CSR PEOPLE PRIZE:

  • Cabi er en uafhængig, non-profit selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet.
  • Det er Cabis mål at flere virksomheder bliver socialt ansvarlige, og at flere mennesker kan få og fastholde en plads på arbejdsmarkedet. Vi indsamler, bearbejder og formidler viden. Og vi udvikler metoder og værktøjer, som kan skabe positive forandringer i praksis.
  • Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig socialt indsats, for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.
  • CSR People Prize, som tidligere har gået under navnet Netværksprisen, uddeles i år af Cabi. Det har gennem mange år været VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, der har stået for prisen, men VFSA er under sammenlægning med Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. Derfor er det i år Cabi, som står for uddelingen af CSR People Prize. 

Juryen, der står for at udpege og nominere vinderne af CSR People Prize:

  • Mette Rønnau, direktør for Cabi (Formand)
  • Flemming Bendt, adm. direktør ISS Danmark, (formand for VFSA)
  • Sara Krüger Falk, direktør, Global Compact Danmark
  • Steen Hildebrandt, professor
  • Jørgen Damkiær, partner, Egerbyg
  • Thomas Ravn-Pedersen, direktør, Verdens Bedste Nyheder

Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes.

Læs mere
Luk (esc)