Egon Olsen & Søn A/S nomineret til pris for socialt ansvar
Tømrervirksomheden Egon Olsen & Søn i Solrød uddanner mange lærlinge til håndværksfaget, og giver ofte chancen til mennesker, som har brug for en ekstra hånd til at blive en del af arbejdsmarkedet. Den indsats bringer nu Egon Olsen & Søn A/S i spil til CSR People Prize, der går til virksomheder, som tager et socialt ansvar ud over det sædvanlige.
Hos Egon Olsen & Søn A/S i Solrød Strand sætter man en ære i at tage et stort socialt ansvar. Det kommer bl.a. til udtryk gennem et stort engagement i at tiltrække og uddanne medarbejdere til håndværksfaget.
Det er en indsats, som har bragt Egon Olsen & Søn blandt de tre nominerede i sin kategori til CSR People Prize. En pris, som virksomheden også var nomineret til sidste år, men som i år uddeles i en særlig jubilæumsudgave, da prisen nu uddeles for 20. gang.
Tømrervirksomheden tæller 45 uddannede svende, og i øjeblikket er der også 16 lærlinge. Og hos Egon Olsen & Søn A/S tager man ikke kun de bedste elever i klassen. Her føler man et ansvar for, at også de elever, som har det svært i skolen får en chance. Viljen til at arbejde er det vigtigste, og så skal resten nok komme hen ad vejen, er filosofien i virksomheden.
Egon Olsen & Søn A/S har også beholdt elever, som ikke har været i stand til at gennemføre deres uddannelse, og unge med fx ADHD eller kriminelle unge under afsoning er andre eksempler på, hvem der har fået en chance i den storkøbenhavnske virksomhed.
Fat i de unge fra 7. klasse
Som noget nyt har Egon Olsen & Søn A/S indgået et samarbejde med 7. klasse på Havdrup Skole, der skal få flere unge til at se, at der er andre muligheder for uddannelse end gymnasiet.
”Egon Olsen & Søn A/S viser, at en lille virksomhed godt kan løfte et stort ansvar, og her ser vi en virksomhed, der virkelig har engageret sig. Der bliver uddannet medarbejdere til en branche, som virkelig mangler arbejdskraft, og samtidig får unge, der har det svært, en mulighed for at komme videre. Det er meget imponerende,” siger Mette Rønnau, direktør for Cabi og formand for juryen bag prisen.
Foruden uddannelse har Egon Olsen & Søn A/S også fokus på at fastholde medarbejdere, som begynder at få skavanker efter et slidsomt arbejdsliv. Eksempelvis er fire tidligere svende nu omskolet til kontorjob, og ifølge juryen bag prisen er det bemærkelsesværdigt i en så fysisk krævende branche.
CSR People Prize har eksisteret siden 1999, og i år uddeles den som en særlig jubilæumspris i anledning af, at prisen nu uddeles for 20. gang. Bag CSR People Prize står Cabi, der er et videns- og netværkshus under Beskæftigelsesministeriet.
Jubilæumsudgaven af CSR People Prize består af alle tidligere års vindere og nominerede til prisen. Slutfeltet til prisen er dermed alle virksomheder, som har arbejdet bredt med socialt ansvar i mange år, og hvor indsatsen er dybt forankret i virksomheden.
H.K.H. Prins Joachim uddeler priserne
Jubilæumsprisen uddeles i to kategorier. Dels til virksomheder med færre end 100 ansatte og dels til virksomheder med mere end 100 ansatte. H.K.H. Prins Joachim har igennem en årrække overrakt CSR People Prize og vil igen i år overrække hædersbevisningen til de to vindervirksomheder samt til vinderen af CSR People Æresprisen.
Egon Olsen & Søn A/S er nomineret i kategorien færre end 100 ansatte sammen med restauranten Dronning Louise i Esbjerg og Logistikkompagniet med hovedsæde i Greve.
CSR People Prize uddeles til Cabis årskonference, der har titlen Fra FN’s Verdensmål til bundlinjen i dit firma. Det sker 1. oktober på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia. Omdrejningspunktet for konferencen er her, hvordan virksomheder kan bidrage til at nå FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling, og samtidig skabe værdi for forretningen.
KONTAKT:
- Direktør Michael Hoff-Møller, Egon Olsen & Søn A/S: 2331 3348 / michael@egon-olsen.dk
FAKTA OM CABI OG CSR PEOPLE PRIZE:
- Cabi er en uafhængig, non-profit selvejende institution under Beskæftigelsesministeriet.
- Det er Cabis mål at flere virksomheder bliver socialt ansvarlige, og at flere mennesker kan få og fastholde en plads på arbejdsmarkedet. Vi indsamler, bearbejder og formidler viden. Og vi udvikler metoder og værktøjer, som kan skabe positive forandringer i praksis.
- Med uddelingen af CSR People Prize hylder vi de virksomheder, der gør en særlig socialt indsats, for udsatte grupper på arbejdsmarkedet, og som via konkrete initiativer har vist, at deres sociale engagement er forankret i både dagligdagen og ledelsens visioner.
- CSR People Prize, som tidligere har gået under navnet Netværksprisen, uddeles i år af Cabi. Det har gennem mange år været VFSA – Virksomhedsforum for Socialt Ansvar, der har stået for prisen, men VFSA er under sammenlægning med Dialogforum for Samfundsansvar og Vækst. Derfor er det i år Cabi, som står for uddelingen af CSR People Prize.
Juryen, der står for at udpege og nominere vinderne af CSR People Prize:
- Mette Rønnau, direktør for Cabi (Formand)
- Flemming Bendt, adm. direktør ISS Danmark, (formand for VFSA)
- Sara Krüger Falk, direktør, Global Compact Danmark
- Steen Hildebrandt, professor
- Jørgen Damkiær, partner, Egerbyg
- Thomas Ravn-Pedersen, direktør, Verdens Bedste Nyheder