Seniorerne vil gerne blive længere i din virksomhed

Seniorerne bliver længere på arbejdsmarkedet end tidligere. Men hvordan gør du forholdene i din virksomhed attraktive, så de erfarne medarbejdere over 60 år vil arbejde til og endda efter folkepensionsalderen?

Arbejdslivets muligheder efter pensionsalderen er noget, vi alle skal have en holdning til og reflektere over. Når en medarbejder sætter 60 eller flere lys i kagen opstår der specifikke krav til virksomheden. Folkepensionsalderen rykker sig, og både demografi og konjunktur kræver af os, at vi bliver længere på arbejdsmarkedet. At vi bliver helt til pensionsalderen og måske endda udskyder den nogle år endnu, hvis krop og sind stadig fungerer.

For nogle er det et urealistisk scenarie, da de er nedslidte af hårdt fysisk eller psykisk arbejde. For andre er det et bevidst valg, om de vil stoppe eller tage arbejdshandskerne på et par år endnu. Det er et komplekst område, som bl.a. VIVE (Det Nationale Forskningscenter for Viden og Adfærd) har forsket i. Resultatet er udgivelsen af tre rapporter i 2019, der bl.a. belyser tilbagetrækningsalder, tilbagetrækningsårsager og beskæftigelse efter folkepensionsalderen.

Vi har talt med seniorforsker Mona Larsen fra VIVE, som her deler ud af sin nyeste viden om seniorernes adfærd, når de nærmer sig tilbagetrækningsalderen. Og denne viden kan have stor betydning for dig, hvis du har personaleansvar i en virksomhed med uundværlige ansatte over 60 år.

Stor undersøgelse om seniorer på arbejdsmarkedet

I VIVES seniorundersøgelse er der mange pointer, der kan have stor betydning for den måde, hvorpå virksomheder behandler, omtaler og arbejder med deres mest erfarne medarbejdere.

I dag er der kun 23 procent, der stopper arbejdslivet grundet dårligt helbred. Det er et markant fald. I stedet går mange frivilligt, da mere fritid og mest af alt udsigten til at få udbetalt pension trækker.

Nogle af rapporternes resultater skiller sig dog særligt ud, ifølge Mona Larsen, seniorforsker i VIVE:

”Det er overraskende, hvor meget tilbagetrækningsalderen er steget i løbet af de sidste 15 år. I denne undersøgelse fandt vi også ud af, at attraktive jobforhold især kan lokke kvinder til at blive længere, hvilket tidligere især gjorde sig gældende for mænd.”

Hun understreger samtidigt, at det ”at blive længere” ikke nødvendigvis forstås ens af alle. I denne sammenhæng betyder det dog at blive længere end den første mulighed for at gå – eksempelvis på efterløn.

"Det er overraskende, hvor meget tilbagetræknings-alderen er steget i løbet af de sidste 15 år."

Mona Larsen, seniorforsker i VIVE

Derfor er det vigtigt at fastholde seniorerne i virksomheden

At vide, hvordan de ældre medarbejdere agerer på arbejdsmarkedet, er helt essentielt, hvis man som virksomhed gerne vil skabe de bedste forudsætninger for, at alle medarbejdere får et langt og godt arbejdsliv. Indtil enten krop eller medarbejderen selv siger tak for nu. Det bliver endnu vigtigere, når vi ved, at pensionsalderen hæves år for år. Der er krav til, at vi skal arbejde længere.

For den enkelte virksomhed er der store gevinster at hente, hvis den formår at skabe attraktive jobforhold for de erfarne medarbejdere. Hvilken gevinst, der er størst, afhænger af den enkelte virksomhed. Udfordringen med at skaffe ny arbejdskraft udsættes også, hvis du som virksomhed fastholder (og efteruddanner) dine seniormedarbejdere. For andre er det erfaringen, der gør seniorerne attraktive, fortæller Mona:

”En ældre medarbejder er erfaren arbejdskraft. De er selvkørende og kan oplære andre. Seniorerne har også en stærk faglighed og kendskab til faget, som er meget værd. De er også i høj grad stabile, da de er pligtopfyldende og sjældent syge. Og så er de også kulturbærere på arbejdspladsen.”

Fortæl de erfarne medarbejdere, at de er ønsket

Ifølge VIVES tre rapporter om seniorer på arbejdsmarkedet er det især kvinderne, som kan lokkes med attraktive arbejdsvilkår, hvis de skal overtales til at arbejde efter folkepensionsalderen. Hos mænd er det derimod økonomien, der taler for at blive i arbejdstøjet lidt længere.

Men det kræver mere end gode arbejdsforhold at fastholde de ældre medarbejdere:

”Det er vigtigt, at man som ældre medarbejder ved, at man har en arbejdsgiver, der gerne vil beholde én. Det kan godt være, at arbejdsgiveren går rundt og tror, at ”selvfølgelig ved de det, jeg har jo aldrig sagt andet.” Her kan arbejdsgiveren nemt få nogle gratis point ved omkostningsfrit at fortælle sine medarbejdere, at man gerne vil beholde dem, at virksomheden har brug for dem, og at de kan noget helt særligt. Det skal siges eksplicit,” siger Mona.

Der kan ikke laves en standardmodel på seniorområdet

Seniorpolitik. Seniorordninger. Seniorsamtaler. Seniordag. Når det gælder seniorer på arbejdspladsen, er der mange værktøjer, der kan bane vejen for fastholdelse og rekruttering af medarbejdere over 60 år. Ifølge Mona Larsen er det dog ikke et område, hvor ”one size fits all” gælder. Tværtimod.

”Forskellige virksomheder har forskellige behov. Hos nogle virksomheder giver en seniorpolitik rigtig god mening, hos andre gør det ikke. Så seniorområdet er ikke et sted, hvor vi kan standardisere og forenkle. Vi kan godt dog godt tale om de store linjer, når det gælder at forbedre arbejdsforholdene for de ældre medarbejdere,” afslutter hun. 

Har du lyst til at dykke ned i forskningen?

Find resultaterne fra VIVES tre rapporter udarbejdet for Beskæftigelsesministeriet her.

Fra forsker til virksomhed: 4 tips til, hvordan du fastholder dine ældre medarbejdere

1) Der er stor forskel på, hvilket helbred en 60-årig medarbejder har. Nogle er på deres karrieres højdepunkt, andre er ved at blive nedslidte eller udbrændte. Derfor er det vigtigt at sikre et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvor der tages højde for medarbejderens fysiske og mentale kapacitet. Det kan give anledning til en snak om, hvorvidt arbejdet skal tilrettelægges anderledes.

2) Match opgaver og faglighed! Nogle ældre medarbejdere kan have erfaringer, som ikke bliver brugt. Andre støder på nye typer af opgaver, som er svære, og som de ikke føler sig ordentligt rustet til. Det kræver en dialog med medarbejderen, så du som virksomhed får opfyldt både dine og medarbejderens ønsker.

3) Gå fra tidlig fratrædelsesalder til fastholdelseskultur. Forsøg at få skabt en kultur på arbejdspladsen, hvor det mest almindelige er, at man som medarbejder bliver længe, og at det faktisk er undtagelsen, at man går på pension tidligt.

4) Alle medarbejdere vil gerne anerkendes for deres arbejde. Også de ældre. Så derfor skal du som arbejdsgiver altid huske at værdsætte dem og deres kompetencer. Opfordr dem også gerne til at blive i virksomheden i længere tid.

Viden og baggrund

Gode råd til seniorsamtalen

Samtaler kan være med til at fastholde seniorer i virksomheden. Bliv godt klædt på til seniorsamtalen med disse gode råd.

Få gode råd
Case

Seniorpolitik skaber fastholdelse og løser rekrutteringsproblemer

Med cirka 100 medarbejdere, der har rundet 60 år, er Idealcombi ikke i tvivl om, at en seniorpolitik er en praksis, der er kommet for at blive. Den skaber nemlig resultater, der er dyre at undvære.

Læs case

Har du brug for sparring på seniorområdet?

Kontakt Ann Cathrine og få svar på de spørgsmål, du sidder med. Rådgivningen er gratis.