Verdensmål og socialt ansvar er i fokus med to nye priser

Med overrækkelsen af to priser sætter Cabi fokus på FN’s Verdensmål 8 og virksomhedernes sociale ansvar. CSR People Challenge er en helt ny pris, hvor studerende dyster om at udvikle den bedste idé til at forene virksomhedernes behov for arbejdskraft med potentialet hos de mange unge med udfordringer, der i dag står uden for arbejdsmarked og uddannelse.

Studerende fra landets mange videregående uddannelser er blevet inviteret med til at deltage i CSR People Challenge, som i al sin enkelhed er en idekonkurrence. De studerende, som deltager, skal indsende deres bedste ide til, hvordan man forener virksomhedernes rekrutteringsudfordringer med muligheder til de mange unge, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. 

Ann-Cathrine Lebech Hoe, seniorkonsulent hos Cabi, har kendskab til flere grupper af studerende, som i øjeblikket arbejder på deres løsning.

”Vi er spændte på at se, hvad de studerende kommer frem til. Vi oplever, at danske studerende er enormt kreative, ambitiøse og besidder stor viden. Vi håber, at de kan hjælpe os med at tænke nyt og finde nye løsninger på udfordringerne,” siger Ann-Cathrine Lebech Hoe, seniorkonsulent hos Cabi.

Udviklingsdag til 20.000 kr.

Hun understreger, at konkurrencen er åben for studerende på alle videregående uddannelser, og de tre grupper med de bedste ideer bliver udvalgt til at pitche deres ide foran et live dommerpanel. Vinderne af den bedste ide præmieres med en udviklingsdag med to konsulenter fra Cabi til en værdi af 20.000 kr. Her får de studerende mulighed for at arbejde videre med deres ide.

”Om den bedste ide kommer fra studerende på et universitet, en professionshøjskole eller en erhvervsakademiuddannelse er ikke vigtigt for os. Vi glæder os til at modtage de studerendes ideer. Jeg tror på, at de kan tænke ud af boksen. Efterfølgende vil vi sammen med vindergruppen videreudvikle den bedste ide til et konkret koncept til brug i virksomhederne," siger Ann-Cathrine Lebech Hoe.

CSR People Prize til virksomheder

Foruden CSR People Challenge uddeler Cabi i år også CSR People Prize til en virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for at tage et socialt ansvar – fx i forhold til medarbejdertrivsel, forebyggelse af stress og nedslidning, ansættelse af mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet m.v. Vinderen af årets CSR People Prize 2019 hyldes og overrækkes et diplom samt en statuette.

CSR People Prize har eksisteret siden 1999. I år fokuserer prisen på partnerskaber og FN’s Verdensmål 8. De seks erhvervshuse i Danmark indstiller hver tre virksomheder til prisen, og den endelige vinder kåres på en konference den 21. november.

”Med CSR People Prize vil vi fejre de virksomheder, som gør lidt mere, end man kan forvente, og som ser potentialet i mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet. Vi vil inspirere flere til at tage del i det sociale ansvar. Det gør vi sammen med erhvervshusene, for at fremhæve de gode eksempler, hvor virksomheder gennem partnerskaber med fx kommuner eller brancheforeninger er med til at få flere i job. Med de gode eksempler, hvor virksomheder og mennesker er lykkedes, kan vi udvide grænserne for, hvordan virksomheder kan tage et socialt ansvar. Det er en vindersag for alle parter,” siger Mette Rønnau.

Erhvervshus Sjælland er et af de seks erhvervshuse, som dagligt arbejder med at give uvildig, kvalificeret sparring til virksomheder om alt fra strategisk udvikling til ledelse.

"At drøfte potentialet i at arbejde med FN’s Verdensmål ligger i naturlig forlængelse af vores sparring omkring bæredygtighed. For hvordan udvikler en virksomhedsejer forretningen med øje for de muligheder, der kan være i 17 mål? Socialt ansvar og det at passe på sine medarbejdere er de fleste ledere optaget af. Så det, at vi nu skal indstille tre virksomheder fra Region Sjælland til CSR People Prize 2019 gør, at vi kommer i dialog med lederne om Mål 8. Vi glæder os meget til at indstille virksomheder, der kan inspirere andre til at tage aktivt samfundsansvar med øje for forretningen," siger forretningsudvikler Christine Qvistorff.

CSR People Challenge og CSR People Prize uddeles den 21. november til en konference på Roskilde Festival Højskole. Se mere på Cabis hjemmeside

Se programmet for konferencen her