NCC, Logistikkompagniet og Jens Romundstad hædret for socialt ansvar

NCC og Logistikkompagniet arbejder målrettet og strategisk med virksomhedernes sociale ansvar, og for den indsats har de modtaget CSR People Prize 2018. Salgsdirektør i Fakta, Jens Romundstad fik ærespris.

Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia lagde 1.oktober rammerne til Cabis årskonference Fra FN’s Verdensmål til bundlinjen i dit firma. Her satte godt 150 deltagere fokus på, hvordan FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling kan understøtte driften i virksomheder, som tager et socialt ansvar.

Ved samme lejlighed blev CSR People Prize 2018 uddelt. Prisen går til virksomheder, der tager et særligt socialt ansvar. I år blev CSR People Prize uddelt i en særlig jubilæumsudgave, hvor de nominerede virksomheder alle var tidligere nominerede og vindere af prisen. Det var derfor vindere, som har arbejdet grundigt og kontinuerligt med socialt ansvar.

H.K.H. Prins Joachim har i en årrække overrakt prisen til vinderne, og det gjorde han også i år samtidig med, at han i sin tale adresserede FN’s Verdensmål. 

”FN’s Verdensmål hører ikke til på en adresse i New York. De er vores Verdensmål. I er virksomheder, som tager et socialt ansvar, og det skal I være stolte af. Så brug Verdensmålene til at vise det,” sagde Prinsen fra talerstolen.

Rekruttering fra kanten er en del af strategien for Logistikkompagniet

Logistikkompagniet, som har hovedsæde i Greve, vandt prisen for virksomheder med færre end 100 ansatte. Virksomheden har bl.a. gjort det til en del af sin strategi at rekruttere medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet. Logistikkompagniet ansætter fx unge med boglige og sociale udfordringer samt tager imod flygtninge. Logistikkompagniet er desuden med til at sætte nye grænser for, hvordan virksomheder kan tage et socialt ansvar.

”Logistikkompagniet er en virksomhed, der hele tiden går nye veje, og udvikler nye metoder til, hvordan en virksomhed kan tage et socialt ansvar. Samtidig har de i grundlægger Carsten Moberg en leder, der fungerer som stor inspirator for andre virksomheder. Det gør Logistikkompagniet til en meget værdig vinder af CSR People Prize 2018,” siger Mette Rønnau, direktør for Cabi og formand for juryen bag prisen.

Se også indslag fra TV Syd, hvor H.K.H. Prins Joachim og Logistikkompagniet fortæller om vigtigheden af socialt ansvar.

NCC flytter barren for socialt ansvar

I kategorien virksomheder med mere end 100 ansatte vandt entreprenørvirksomheden NCC Danmark CSR People Prize. Ligesom Logistikkompagniet er NCC med til at udvikle nye metoder, som flytter barren for, hvor og hvordan virksomheder kan tage et socialt ansvar.

NCC har bl.a. udviklet Virksomhedsskolen og Jobskolen, der er stærke koncepter til at få sårbare unge og flygtninge i job.

”Virksomhedsskolen og Jobskolen er to initiativer, som er med til at sikre job og uddannelse til mennesker, der ellers har svært ved at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet. Det er samtidig også en indsats, som får uddannet værdifuld arbejdskraft til en branche, hvor der er stor mangel på ledige hænder. Det er til gavn for virksomheden selv, men også for samfundet som helhed. NCC Danmark arbejder struktureret og strategisk med virksomhedens sociale ansvar, og det gør dem til fortjente vindere af CSR People Prize,” siger Mette Rønnau.

Jens Romundstad hædret for personligt engagement

Som noget nyt blev der i år også uddelt CSR People Æresprisen som en hyldest til en person, som med sit personlige engagement har gjort en forskel.

CSR People Æresprisen gik til Jens Romundstad, salgsdirektør i Fakta. Juryen bag prisen fremhævede, at Jens Romundstad som en person, der med et stærkt værdisæt og med en fantastisk moral har kæmpet for det sociale ansvar i mange år. Med et aktivt og smittende engagement arbejder han konkret med at forebygge, fastholde og inkludere udsatte med forskellig baggrund i detailbranchen.

Som salgsdirektør i Fakta har han blandt en lang række af initiativer fx været med til at igangsætte Klar til Start, som er et uddannelses- og træningsforløb for unge med Autisme Spektrum Forstyrrelse. Her bliver unge, der gennemfører forløbet garanteret job.

Læs mere om FN's Verdensmål

Læs også om CSR People Prize