FN's Verdensmål rykker ind i virksomhedernes CSR-indsats

FN's 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling er kommet for at blive, og verdensmålene er i mange virksomheder allerede en central del af CSR-indsatsen. Det kan de også blive i din.

Kapitalforeningen SDG Invest blev lanceret i januar i år med en målsætning om at levere et økonomisk stærkt afkast til investorerne. Men det skal kun ske ved at investere i virksomheder, som tager udgangspunkt i FN’s 17 Verdensmål om at agere ansvarligt, bæredygtigt og visionært.

Det var en vision, som omgående vækkede genklang i markedet, og investorerne skød lynhurtigt 200 millioner kr. i SDG Invest.

”Da vi efter fem dage havde hentet 200 millioner kr., vidste vi godt, at vi ikke havde skudt helt ved siden af,” sagde medstifter af SDG Invest, Anne-Louise Thon Schur, til Børsen i februar.

Verdensmålene er med til at sætte en retning

Marianne Lyngberg Nilsson, marketingansvarlig hos Cabi, ser en klar tendens til, at virksomhederne i Danmark tager FN’s Verdensmål til sig.

”Verdensmålene giver en klar retning for, hvordan man kan arbejde bæredygtigt. Jeg oplever, at stadig flere virksomheder arbejder dybt seriøst med, hvordan de kan bidrage til en verden med god uddannelse for alle, anstændige job og mindre ulighed, som er en del af verdensmålene,” siger Marianne Lyngberg Nilsson.

Kunder vil have virksomheder med etikken i orden

Hun forventer, at verdensmålene vil få stadig større betydning som et begreb, virksomheder bliver nødt til at forholde sig til.

”For kunderne er det ikke ligegyldigt, hvordan en virksomhed opfører sig. Kunderne forventer, at en virksomhed opfører sig ordentligt, og hvis virksomhederne ikke lever op til de forventninger, så bruger de deres penge et andet sted. Det er en bevægelse, som vil fortsætte, og her kan virksomhederne bruge verdensmålene aktivt til at vise og fortælle, hvordan de arbejder samfundansvarligt,” siger Marianne Lyngberg Nilsson.

FN’s Verdensmål kommer også på dagsordenen 1. oktober i år, når Cabi holder årskonference. Her mødes virksomheder og organisationer for at udveksle viden om, hvordan vi skaber job til mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.

Se program til konference og tilmeld dig (Konferencen er afholdt)

Danske virksomheder excellerer i verdensmål 8

Ifølge Marianne Lyngberg Nilsson er danske virksomheder særligt gode til at ansætte mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, og det bidrager til verdensmål 8 – anstændige job og økonomisk vækst.

”Vi har en lang tradition for, at virksomhederne tager et ansvar for, at mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet skal have en chance. For mange virksomheder er det helt naturligt at gøre det. Samtidig har vi en lang række offentlige støttemuligheder, som gør det lettere at ansætte medarbejdere på særlige vilkår,” siger Marianne Lyngberg Nilsson.

”Og når vi så har en organisation som FN, der sætter mål op, som er gældende i hele verden, så bliver det meget konkret for virksomhederne, hvilke mål de kan tage fat på for at skabe en forandring,” fortsætter hun.

Hver enkelt virksomhed er en del af en større sammenhæng

Tømrer- og snedkervirksomheden Egon Olsen & Søn i Solrød Strand har taget FN’s Verdensmål til sig, og gjort dem til en del af virksomhedens drift. Det er især verdens mål 4 og 8, som handler om at sikre kvalitet i uddannelse og anstændigt arbejde til alle, som Egon Olsen & Søn arbejder med. Det forklarer adm. direktør Michael Hoff-Møller.

”Vi har som virksomhed vurderet, hvor vi bedst kan byde ind, og det er i forhold til at få unge i uddannelse,” siger han.

Egon Olsen & Søn har fx startet et pilotprojekt med Havdrup Skole syd for Roskilde, som skal få skolens 7. klasser til at se alternativer til gymnasiet, og i sidste ende få flere unge til at vælge erhvervsuddannelserne.

For Michael Hoff-Møller handler arbejdet med Verdensmålene også om at se sin virksomhed i en større global kontekst. Og efterhånden kan virksomheden gå videre til at arbejde med andre mål. Fx om at undgå ressourcespild.

”I sidste ende handler det om klodens eksistens. En virksomhed som vores kan ikke redde verden alene. Men vi kan alle bidrage med noget, og vi kan få tingene til at rulle, hvis flere og flere begynder at arbejde med Verdensmålene og skilter med dem. Så kan det blive en parameter, man kan bliver valgt som leverandør ud fra,” siger Michael Hoff-Møller.