Egon Olsen & Søn: Nomineret til CSR People Prize 2018

Antal ansatte: 78 personer
Branche: Håndværk
Kategori: Mindre virksomheder
Verdensmål: Blandt de 17 Verdensmål arbejder Egon Olsen & Søn med Verdensmål 4,8 og 12.

Tømrervirksomheden Egon Olsen & Søn i Solrød Strand sætter en ære i at tage et socialt ansvar. Det viser sig bl.a. gennem et stort engagement for at tiltrække og uddanne medarbejdere til håndværksfaget.

Virksomheden, som tæller 45 svende, har i øjeblikket 16 lærlinge, og Egon Olsen & Søn A/S tager ikke kun de bedste elever i klassen. Her føler man et ansvar for, at også de elever, som har det svært i skolen, får en chance. Er eleven ikke i stand til at gennemføre sin uddannelse, tager Egon Olsen & Søn A/S fortsat hånd om den unge ved fx at beholde vedkommende i virksomheden.

Unge med eksempelvis ADHD eller kriminelle unge under afsoning er blandt eksemplerne på personer, der har fået en chance hos Egon Olsen & Søn A/S.

- Vi ønsker at afspejle samfundets sammensætning, og at alle medarbejdere bakker op omkring det. Så når vi tager unge lærlinge ind, gør alle sig umage for at få det til at lykkedes, uanset hvilken baggrund de kommer med.

Michael Hoff-Møller, Adm. Direktør

Virksomheden gør desuden også en stor indsats for at holde på langtidssyge medarbejdere. Og medarbejdere, som begynder at få skavanker efter et slidsomt arbejdsliv, bliver omskolet. Således har fire tidligere svende i virksomheden fået kontorjob, og man har ansat en medarbejder med svær diabetes, som ellers har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år.

Det er bemærkelsesværdigt, at virksomheden får det til at fungere i en fysisk krævende branche, hvor det ofte er svært at fastholde medarbejdere, som bliver fysisk nedslidte. Egon Olsen & Søn A/S var nomineret til CSR People Prize i 2017, og siden har virksomheden taget FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling til sig som en naturlig del af driften i virksomheden.

Sådan bruger du FN's Verdensmål 8 i din forretning

Det kræver blot 4 trin at komme i mål. Brug guiden her!

Læs mere