57-årige Kim Ravn skiftede spor, da skulderen stod af

I oktober 2017 sagde Kim Ravns skulder knæk to steder, da han skulle løfte en kasse på 20 kilo på sin daværende arbejdsplads WFS (Worldwide Flight Service) i Kastrup Lufthavn. Efter 13 år i samme job måtte han erkende, at skulderen ikke kunne holde til arbejdet længere. Hans daværende chef opfordrede ham til gå i gang med et sporskifteforløb.

I dag er Kim Ravn ansat som chauffør i luftfragtvirksomheden Ib Andersen, hvor han som 57-årig har taget hul på et nyt kapitel i sit arbejdsliv. Selvvalgt uddannelse under sporskifteforløb har givet ham en ny levevej.

Embedslæge gav Kim Ravn hård dom
”Det var et hårdt fysisk arbejde i WFS,” fortæller Kim Ravn og uddyber: ”Man løftede mellem fire og otte ton på én vagt. Med håndkraft! Så da skulderen stod af, vidste jeg godt, jeg ikke ville vende tilbage igen.”

Knækkene i skulderen førte til en sygemelding på halvandet år. I sygdomsforløbet fik Kim Ravn at vide af en embedslæge på Bispebjerg Hospital, at hvis han fortsatte i samme arbejdsfunktion, ville han blive invalid. Han blev med andre ord anbefalet at finde sig et andet job.

Blev gjort opmærksom på sporskifteordningen
I juni 2018 gjorde Kim Ravns chef i WFS ham opmærksom på sporskifteordningen. Han spurgte, om Kim Ravn kunne være interesseret i at tage selvvalgt uddannelse, som sporskifteordningen tilbød. Chefen var godt klar over, at skulderen ikke tillod Kim Ravn at vende tilbage i samme arbejdsfunktion, og Kim Ravn havde været trofast i stillingen i WFS i 13 år. Han havde endda været med til at starte afdelingen op i Kastrup Lufthavn.

Fik hjælp af sin fagforening
Kim Ravn sagde ja tak til at gå i gang med et sporskifteforløb. Han havde dog ikke gjort sig mange tanker om, hvilken retning hans arbejdsliv skulle tage indtil et møde med fagforeningen 3F. Her blev muligheden for at blive chauffør lagt frem for ham.

”Jeg vidste, at de manglede chauffører ude i lufthavnen, så det var en oplagt mulighed for mig,” siger Kim Ravn og forklarer, at det også var tiltalende at tage et stort kørekort helt gratis gennem sporskifteordningen.

- Det var et hårdt fysisk arbejde i WFS. Man løftede mellem fire og otte ton på én vagt. Med håndkraft! Så da skulderen stod af, vidste jeg godt, jeg ikke ville vende tilbage igen.

Kim Ravn

Sporskiftordningen sikrede Kim Ravn et stort kørekort
Den 12. september 2018 gik Kim Ravn i gang med det kursus, der skulle føre ham i retning af titlen som chauffør. For at starte på sporskifteforløbet skulle han raskmelde sig.

”Kurset tog to gange seks uger, og det var bestemt ikke sjovt at skulle tilbage på skolebænken,” griner Kim Ravn og fortsætter: ”Jeg kan simpelthen ikke sidde stille!”.

 

Kurset foregik i Skovlunde og var tilrettelagt efter, at man skulle læse meget selv. Som afslutning på kurset skulle Kim Ravn igennem en firedelt prøve, som bestod af en EU-prøve, et førstehjælpskursus, en mundtlig prøve og en køreprøve.

”Alle sagde de første par uger, ”det her lærer jeg aldrig”, men de sidste to uger begyndte det at sidde fast,” bemærker han.

Et gnidningsfrit forløb
Kim Ravn fortæller, at selve sporskifteforløbet kørte godt, men at han godt kunne mærke, at processen var ny for alle parter – både for fagforeningen, HR-afdelingen og for den daværende chef. WFS havde ikke erfaring med sporskifteordningen, som var et nyt tiltag vedtaget i Trepartsaftalen i 2017.

”Der manglede måske lidt konkret information i forhold til, hvad man skulle gøre step-by-step. Ellers har jeg ikke hørt nogle beklagelser over det administrative i processen,” siger Kim Ravn.

”Det har i det hele taget været et meget gnidningsfrit forløb,” fastslår han.

- Kurset tog to gange seks uger, og det var bestemt ikke sjovt at skulle tilbage på skolebænken. Jeg kan simpelthen ikke sidde stille!

Kim Ravn

Tog selv kontakt til nuværende arbejdsgiver
Fra sin gamle arbejdsplads i lufthavnen kendte Kim Ravn luftfragtvirksomheden Ib Andersen, som også holder til i Kastrup-området. I februar tog han kontakt til indehaveren for at høre, hvorvidt han kunne bruge ham som chauffør. Det kunne han, og den 1. maj 2019 startede Kim Ravn i virksomheden.

”Jeg har lige bestået det sidste adgangsgivende luftfragtkursus, så nu skal jeg snart ud at køre,” fortæller Kim Ravn. Det glæder han sig til. Også selvom der er udsigt til lange dage og til arbejdsuger på op til 60 timer. Det generer ham ikke:

”Den dag, jeg kan stoppe, tror jeg ikke, jeg gør det. Så vil jeg nok nærmere gå ned i tid,” siger Kim Ravn og fortsætter:

”Jeg har været heldig at få den her mulighed. I den ene måned, jeg var arbejdsløs – for første gang i mit liv – læste jeg utallige stillingsopslag og fik øjnene op for, hvor meget erfaring man skal have. Men man skal jo starte et sted. Så det handler nok om at være opsøgende,” afslutter Kim Ravn med en opfordring til andre, der er i nedslidningstruede brancher om at være det samme.

Viden og baggrund

Sporskifteordningen

Sporskiftordningen giver medarbejdere, der enten er i risiko for at blive nedslidte eller er nedslidte, mulighed for at gennemføre et sporskifteforløb med henblik på at fastholde dem på arbejdsmarkedet.

Læs mere om ordningen