- Forside
- Caseoversigt
- Talentspejdernes mentorprogram blev det skub, Thommas havde brug for
Talentspejdernes mentorprogram blev det skub, Thommas havde brug for
Flere mislykkede forsøg på at gennemføre en uddannelse, usunde madvaner og depression. Sådan så Thommas’ liv ud for bare få år siden. Udsigterne til at gennemføre en uddannelse eller få et job var uoverskuelige. For Thommas, 25 år, blev mentorprogrammet Kandidaterne et vendepunkt. Her møder han mentoren, Mogens, som hjælper ham med at kvitte de dårlige vaner og sætte nye mål for fremtiden.
Depression satte en stopper for uddannelse
I folkeskolen havde Thommas ikke de store faglige problemer. Men da han i ungdomsårene startede på HTX, begyndte det at gå skævt. Han havde svært ved at overskue lektierne, afleveringerne og det sociale samtidig med, at han gerne ville præstere godt.
”Jeg ønskede ikke kun at bestå. Jeg ville gerne opnå gode resultater og gode karakterer. Det var et pres, jeg lagde på mig selv.”
Det resulterede i en depression, og Thommas måtte stoppe på HTX tre måneder før den sidste eksamen og fik aldrig huen på. I perioden herefter startede han op på flere uddannelser, men hver gang måtte han stoppe på grund af sin depression.
Et godt mentor-match blev Thommas' redning
En dag henviste Thommas’ beskæftigelsesrådgiver ham til Talentspejdernes projekt.
Han besluttede sig for at tage med til et infomøde. Han blev særligt nysgerrig på Foodcampen, og det skulle vise sig at blive et vendepunkt for Thommas.
Her mødte han nemlig for første gang talentspejderen Mogens, og de to blev matchet op:
”Vi passede super godt sammen. Det var det helt perfekte match. Vi var begge interesseret i spejderlivet, naturen og glade for at arbejde med træ. Mogens forstod mig”, fortæller Thommas.
Om mentorprogrammet og Foodcamp
Kandidaterne er et mentorprogram for unge i alderen 17-29 år. Programmet indledes med en Foodcamp, hvor de unge og talentspejderne (mentorerne) møder hinanden for første gang.
Her lærer de unge om sund kost og motion, og sammen skal ung og talentspejder lave sund morgenmad, frokost og aftensmad.
Efterfølgende skal de unge gennemgå op til 24 møder med deres talentspejder af ca. halvanden times varighed, så vidt muligt på talentspejderens arbejdsplads.
Boykot af usunde vaner resulterede i vægttab
På Footcampen fik Thommas en kogebog med hjem, som inspirerede ham til at lave sund mad. Vægten skulle gerne nogle kilo ned og sammen med Mogens, begyndte han at motionere. De fulgte løbende op på vægttabet, og resultatet var, at han tabte sig:
”Før trøstespiste jeg og indtog meget slik og sodavand. Det gør jeg næsten aldrig mere, og jeg mærker tydeligt, at jeg har fået mere energi. Når jeg kommer hjem fra skole, har jeg nu overskud til at lave mad, vaske op og gøre rent. Det er i de helt små ting i hverdagen, hvor jeg mærker, at jeg har fået det meget bedre”, fortæller Thommas.
Målet var at kunne løbe tre kilometer ved programmets afslutning. Og det mål nåede han.
"Talentspejdernes materiale er utroligt spændende, og der er en rød tråd igennem alle møderne. Der var rigtig meget materiale om læring og karakterstyrker, hvilket i den grad har gjort, at jeg er blevet meget klogere på mig selv. Jeg havde især udbytte af at arbejde med min styrker og se dem på en anden måde, og jeg har haft stor glæde af at arbejde med mine vaner", fortæller Thommas.
Talentspejderne gav desuden Thommas et gavekort, så han kunne få klippet hår og skæg.
”Det var en stor forandring, da jeg havde vænnet mig til dette udseende. Men det har været meget positivt, nu mærker jeg, at jeg bliver mødt på en hel anden måde”, siger Thommas.
Undervejs i forløbet fik han også udleveret en kalender, som han den dag i dag bruger flittigt.
”Jeg skriver alle mine aftaler ind i den, hvilket giver mig ro og overskud. Det er helt enkelt, men betyder alt. Kalenderen betød, at jeg oplevede betydelig mindre stress i hverdagen”.
Vil bruge sine erfaringer til at hjælpe andre
Thommas er i dag i gang med at uddanne sig til maskinsnedker og har gennemført det første halve år af uddannelsen. Og det er gået godt. Han oplever slet ikke de problemer, som tidligere slog ham ud.
Han er overbevist om, at havde han ikke været med i talentprojektet, havde han ikke været klar til at starte på en uddannelse allerede nu.
”Jeg er meget taknemlig for den hjælp, jeg har fået gennem talentprogrammet og i mit møde med Mogens. I fremtiden kunne jeg godt tænke mig selv at blive talentspejder og hjælpe andre unge på vej til et bedre liv med job og uddannelse”, slutter Thommas.
EVALUERING
Evaluering af talentspejdernes projekt Kandidaterne
Landsforeningen Talentspejderne har med midler fra Den A.P. Møllerske Støttefond udviklet talentprogrammet ”Kandidaterne” for udsatte unge i alderen 17-29 år, der ikke er kommet i uddannelse eller job. Cabi har evalueret programmet. Om evalueringenTEMA
Unge i job & uddannelse
Her kan medarbejdere i jobcentre, kommuner eller virksomheder finde viden til arbejdet med unge, der ikke kan gå den direkte vej i job eller uddannelse. Om unge