Projekt: Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster

Udviklingsinitiativ, som gennem kompetenceudvikling og virksomhedssamarbejde, skal få flere udsatte borgere i job og samtidig afbøde virksomhedernes mangel på arbejdskraft.

Projektperiode: 1. januar 2018 til 31. december 2021

Med Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster vil Cabi sammen med en række samarbejdspartnere etablere en virksomhedsdrevet beskæftigelsesindsats med det formål at få flere af samfundets udsatte borgere i job. Samtidig skal indsatsen dæmpe virksomhedernes mangel på arbejdskraft.

Målet med Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster er, at mindst 850 borgere får tilknytning til arbejdsmarkedet gennem konkrete forløb i virksomheder. Ud af disse borgere er målet, at 550 personer opnår beskæftigelse på ordinære timer. Derudover skal mindst 400 virksomheder deltage i indsatsen.

Parterne i Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster

  • Videns- og netværkshuset Cabi er overordnet leder af indsatsen i samarbejde med analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight
  • Business Lolland-Falster
  • Lolland Kommune
  • Guldborgsund Kommune
  • 3F
  • Erhvervspark Lolland.

Langsigtet indsats over fire år

Indsatsen løber over fire år og består af en lang række aktiviteter. Herunder bl.a.:

Kompetenceudvikling

Medarbejdere fra Lolland og Guldborgsund Kommune samt Business Lolland-Falster deltager i fælles kompetenceudvikling om virksomhedssamarbejde og den understøttelse, som borgerene har behov for på vejen til job.

Cabi og LG Insight står for kompetenceudviklingen af medarbejderne og for at understøtte de aktiviteter, som de to kommuner sætter i gang i dialog med virksomhederne og de borgere, som står uden for arbejdsmarkedet.

Virksomhedsnetværk og træningsforløb

I Rekruttering for kanten på Lolland-Falster skal der desuden arbejde med virksomhedsnetværk og træningsforløb i erhvervsknudepunkter under navnet Kompetenceforsyning Lolland-Falster. Et erhvervsknudepunkt kan fx være Erhvervspark Lolland.

Erhvervskonsulenter fra Business Lolland-Falster samt job- og virksomhedskonsulenter fra de to lokale jobcentre og 3F vil i dialog med virksomhederne finde de åbninger, som kan bane vejen for borgere ind i virksomhederne.

Der udpeges desuden 30 ambassadørvirksomheder, der skal vise vejen som det gode eksempel for områdets øvrige virksomheder. Derudover skal der dannes netværksklynger, hor virksomheder kan dele erfaringer med at tage imod borgere fra kanten af arbejdsmarkedet.

Støtte til borgerne

Borgerne, som berøres af indsatsen, kan deltage i jobklubber, praktikforløb, deltidsjob mv. Det er borgere, der har brug for støtte på forskellig vis. Fx fra social- og sundhedsområdet eller en mentor mens de er i virksomheden.

Formidling og evaluering

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, gennemfører en ekstern evaluering af projektet.

Cabi vil undervejs formidle om viden og resultater fra indsatsen med henblik på at sprede viden om den gode praksis, som opstår i indsatsen.

Finansiering

Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilliget 21,1 millioner kr. til at gennemføre Rekruttering fra kanten på Lolland-Falster.

Har du spørgsmål til projektet, er du velkommen til at kontakte os