Seniorpolitik

Formålet med at lave en seniorpolitik er at indgå en individuel aftale med den enkelte medarbejder om, hvordan de sidste år på arbejdsmarkedet bedst planlægges af hensyn til både medarbejderen og virksomheden.

seniorer_vignet

Mange virksomheder vælger at lave en seniorpolitik i deres fokus på at fastholde de erfarne ældre medarbejdere. Seniorpolitikker er i almindelighed mest kendt for at beskrive, hvordan medarbejdere kan fastholdes og trinvis trappe ned, inden de til sidst forlader arbejdsmarkedet.

Men en seniorpolitik kan også være en forebyggelse af sygefravær specielt for denne gruppe. Eller en plan for at fastholde seniormedarbejdernes ressourcer og viden på arbejdspladsen.

Seniorpolitikken betyder for virksomheden:

  • at muligheder for individuelle tilpasninger af jobbets omfang og indhold er kendte af alle
  • at I kan fastholde seniormedarbejderens arbejdskraft
  • at viden bliver fastholdt i virksomheden
  • at seniormedarbejderens viden bliver givet videre
  • mindre fravær
  • tilfredse medarbejdere

Det er vigtigt, at den seniorpolitik, der iværksættes, er kendt af alle og gælder alle. Det er en god idé at have en fast praksis om, at når en medarbejder fylder et bestemt antal år, skal der afholdes en medarbejdersamtale, som afsluttes med en konkret aftale for den enkelte medarbejder.

Som med alle andre politikker er det hensigtsmæssigt, at seniorpolitikken tages op med jævne mellemrum for at drøfte, om den skal ændres. F.eks. hvis pensionsalderen ændres.

Ansvaret for et vellykket seniorarbejdsliv er også medarbejderens

Ansvaret for et vellykket seniorarbejdsliv hviler både på medarbejderen og på virksomheden. 

Vilkår i seniormedarbejderes privatliv kan ændres. Derfor er et en god ide løbende at tale sammen om, hvorvidt den individuelle aftale, der er indgået, fortsat passer, eller om der er behov for yderligere tilpasning.