Virksomhedens møde med den ledige

Det første møde med ledige, som skal afprøves med tilskud eller praktik med henblik på ansættelse, kan være en svær balancegang. Bliv klogere på, hvordan I får en god start.

Det er ikke ligetil for en virksomhed at tage imod ledige med sociale eller personlige problemer. Dels skal der ofte tages særhensyn, og dels bør vedkommende indgå på lige fod med de øvrige medarbejdere, så vidt det er muligt.

Gode råd i forbindelse med den lediges opstart:

  1. Giv klar besked om mulighederne for ansættelse
  2. Vær opmærksom på den lediges motivation
  3. Start blidt op
  4. Giv tid til opfølgning og justering.

1. Giv klar besked om mulighederne for ansættelse

Det er vigtigt, at virksomheden til samtalen gør det klart, hvilke muligheder den ledige har for job efter praktikken.

Hvis det på forhånd er klart, at der ikke vil være et job, bør det fortælles under samtalen.

Virksomheden kan måske i stedet tilbyde at lave en udtalelse og evt. give forslag og kontakter til videre jobsøgning efter endt praktik.

Hvis der er jobmuligheder efter praktikken, bør virksomheden fortælle om udvælgelses- og ansættelsesprocedurer.

2. Vær opmærksom på den lediges motivation

Under samtalen med den ledige bør virksomheden være opmærksom på den lediges motivation.

Kan den ledige selv se formålet med praktikopholdet, og er der en gulerod, som stimulerer vedkommende til selv at gøre en indsats og tage ansvar?

Virksomheden bør spørge direkte til eventuelle praktiske barrierer for den lediges motivation. Kan vedkommende komme op tidligt nok? Hvordan klares transport til arbejdspladsen? Støtter familie og venner op om indsatsen? Hvad med helbredet?

3. Start blidt op

Overgangen fra langvarig ledighed eller sygdom til job kan være skrøbelig. I mange tilfælde har den ledige eller sygemeldte lidt et knæk og mistet tro på sig selv. Derfor er det en god idé at starte blidt op med nogle opgaver, som personen kan få succes med.

En hurtig succes kan give blod på tanden og fremme motivationen, mens en fiasko i den første tid kan være fatal for den lediges integration på arbejdspladsen.

Med en blid opstart er der mulighed for at fylde flere opgaver på efterhånden og skrue op for ambitionsniveauet, hvis virksomheden vurderer, at personen kan magte det.

4. Giv tid til opfølgning og justering

Det er en god idé, hvis virksomhedens ansvarlige for den nye medarbejder på forhånd fastlægger jævnlige opfølgningsmøder (fx hver 14. dag), hvor der er lidt mere tid til at tale om, hvordan det går og eventuelt justere på rammerne for praktikken.

Man kan ikke altid forvente, at praktikanten selv kommer og siger til, hvis det begynder at gå skævt, og det er meget nemmere at tage eventuelle problemer i opløbet.