Virksomhedscentre – aktivering der virker!

Læs om de gode erfaringer med virksomhedscentre.
Med virksomhedscentre har jobcentre reel mulighed for hurtigere og mere effektivt at visitere ledige til forløb i virksomheder. En evaluering af 1.216 forløb for kontant-hjælpsmodtagere i virksomhedscentre viser, at erfaringerne er gode.

Konceptet for virksomhedscentre er enkelt: Virksomheden binder sig til at modtage minimum fire kontanthjælpsmodtagere, og jobcentret forpligter sig til at sende det antal kontanthjælpsmodtagere, som den fælles kontrakt foreskriver.

Derudover oprettes der, med økonomisk støtte fra jobcentret , en mentor til kontanthjælpsmodtagerne internt i virksomheden, og der tilknyttes én jobkonsulent til virksomheden.

Erfaringerne med virksomhedscentre er gode , viser en evaluering fra rådgivningsfirmaet Discus. I første halvår af 2009 etablerede 13 jobcentre et samarbejde med 88 virksomheder.

De gennemførte sammen forløb for 1.216 kontanthjælpsmodtagere hovedsageligt fra matchgruppe tre og fire. Heraf kom knap 20 procent direkte i job eller uddannelse.

Læs mereLæs mere om virksomhedscentrene

 

Virksomhedscentrene virker!


Ved at bruge virksomhedscentre er selvforsørgelsesgraden 32 procent og 20 procent for henholdsvis matchgruppe tre og fire, og det er højere end ved al anden aktivering, så der er god grund til, at jobcentre landet over tager fat og etablerer virksomhedscentre.

Derudover er 14 % fra matchgruppe 4 kommet tættere på arbejdsmarkedet - halvdelen i løntilskudsjob og den anden halvdel i individuel praktik.

Derudover har forløbene også en række andre positive effekter for nogle af de kandidater, der ikke er kommet i ordinært arbejde eller uddannelse. Af størst vigtighed bør nævnes: Forbedrede sociale kompetencer, et indblik i hvad arbejdsmarkedet kræver, kandidaterne kan se idéen med at være på en arbejdsplads, de får klarlagt egne evner og fastsat nye mål.

Det kræver dog, at jobcentrene får gearet deres organisation til, at man i højere grad og i en tidligere fase af et ledighedsforløb visiterer direkte ud i virksomhederne. Det er ikke nødvendigt, at kontanthjælpsmodtagere skal igennem et længere afklaringsforløb inden de kan komme i et virksomhedsforløb.

Tværtimod fungerer afklaringen og klargøringen bedre og mere målrettet, hvis det sker i en virksomhed. Det er filosofien bag virksomhedscentrene.


Du kan også lave virksomhedscenter


Hos de jobcentre, der anvender metoden , og hvor det er lykkedes at fokusere på kandidaternes muligheder frem for begrænsninger, er skepsis blevet vendt til en overraskelse over resultaterne. For det virker. Kombineret med virksomhedscentrenes volumen gør dette metoden effektiv og let anvendelig.

Hvis du arbejder i et jobcenter , kan du på hjemmesiden www.virksomhedscenter.dk finde en komplet drejebog for, hvordan jobcentre kommer i gang, samt gode råd og erfaringer. Det er lige ud ad landevejen. Det handler om at give den enkelte kontanthjælpsmodtager muligheden for at komme tilbage på sporet.


Fakta fra Discus’ evaluering:

  • 80% af kandidaterne, svarende til 973, havde folkeskolen eller lavere, som højeste ud-dannelsesniveau, da de startede i et virksomhedscenter.

  • Omtrent 40% havde maksimalt 1 års erhvervserfaring, inden de kom med i forløbet.

  • 60% af kandidaterne havde været på kontanthjælp over 1 år.

  • Alle 13 jobcentre i hovedforsøget fortsætter virksomhedscenterkonceptet.

  • 12 ud 13 jobcentre er tilfredse med resultaterne, og mener at den lokale effekt af virksomhedscentrene er bedre sammenlignet med jobcentrets øvrige indsats for kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 3-5.

  • 12 ud af 13 har også udbredt konceptet til at omfatte andre forsørgelsesgrupper.


Se hele evalueringen på www.virksomhedscenter.dk

Kontakt Mette Skou Rasmussen

Mette er jobcenteransvarlig og seniorkonsulent. Hun kan svare, hvis du har spørgsmål til denne side.


Tilbuddet om kontakt gælder virksomheder, jobcentre og andre professionelle.

Yderligere inspiration!

  • www.virksomhedscenter.dk 
    Drejebog for jobcentre der ønsker at starte et virksomhedscenter.
  • Erfarne jobcentre stiller gerne deres kompetencer til rådighed - Skive Jobcenter tilbyder at afholde mentorkurser.

Læs mere om virksomhedscentre

Se eksempler på virksomheder, der har etableret virksomhedscentre til ledige med svage jobforudsætninger.

Læs relevant lovstof i CABI's lovstofsamling