Ansæt og fasthold medarbejder med handicap

Få viden om, hvilke muligheder for støtte, loven giver, når du skal ansætte eller fastholde en medarbejder med handicap. Du kan også læse gode råd om, hvad bestemte sygdomme og handicap kan betyde på jobbet.
Billede af reception
Når du ansætter eller fastholder en medarbejder, bør udgangspunktet altid være:

Har medarbejderen kompetencer, som vi har brug for i vores virksomhed? Sådan er det også, når man ansætter eller fastholder en medarbejder med et handicap. Kompetencerne er i fokus.

Hvis handicappet får betydning i det daglige arbejde, er der en række forhold, der skal tages højde for. Der er forskellige muligheder for at få hjælp og støtte fra jobcentret, hvis der er behov for noget, som ligger ud over det, en arbejdsplads normalt selv kan klare. Det kan du læse mere om under Hvad kan jobcentret gøre?

Se handicappet som en udfordring, som skal løses. Og et ”handicap” behøver ikke at fylde særlig meget i dagligdagen, når de gode løsninger er fundet.

For mange virksomheder er der også en værdi i at være en mangfoldig arbejdsplads, hvor medarbejderne bidrager med noget forskelligt. Chancen for i fremtiden at kunne tiltrække medarbejdere med de rette kompetencer bliver også større, hvis man rekrutterer bredt.

Og den medarbejder I har brug for, kan godt samtidig lide af en kronisk sygdom, være psykisk skrøbelig eller have et medfødt handicap.

Læs mere om handicap og job på hjemmesiden www.engagementet.dk

Kontakt Bente Nissen

Bente er seniorkonsulent og kan svare, hvis du har spørgsmål til denne side.


Tilbuddet om kontakt gælder virksomheder, jobcentre og andre professionelle.

Fortrinsret

På offentlige arbejdspladser sikrer reglen om fortrinsadgang, at kvalificerede ansøgere med nedsat arbejdsevne skal indkaldes til samtale.

Læs mere på www.bmhandicap.dk

Hvad siger loven

Ifølge lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle.

Arbejdsgiveren har pligt til at lave en rimelig tilpasning af arbejdspladsen.

Er der tale om en uforholdsmæssig stor tilpasning, kan arbejdsgiveren afvise ansøgeren med mindre udgiften betales af det offentlig.

Se loven om forskelsbehandling på www.bm.dk