10 svar på spørgsmål om 'personlig assistance'
Hvis en medarbejder udelukkende har brug for hjælp til arbejdsmæssige opgaver, skal ordningen 'personlig assistance' i brug.
Ordningen er fx aktuel, hvis medarbejderen ikke kan bruge en bestemt maskine på grund af et synshandicap, eller hvis medarbejderen ikke kan løfte tunge emner på grund af sit handicap.
Herunder finder du 10 centrale spørgsmål , som let kan dukke op, hvis jeres medarbejder skal have 'personlig assistance'.
Arbejdspladsen og den handicappede:
- Hvem kan få personlig assistance?
- Hvor meget assistance kan medarbejderen få?
- Hvem skal man kontakte for at få en personlig assistent?
- Hvad kan arbejdspladsen gøre for assistent og medarbejder?
- Hvor skal den personlige assistent placeres fysisk?
- Hvem skal have opgaven som personlig assistent?
- Hvem er arbejdsgiver for den personlige assistent?
- Hvem skal betale assistentens løn?
- Hvilke arbejdsopgaver må den personlige assistent løse?
- Hvor kan man læse mere om personlig assistance?
1. Hvem kan få personlig assistance?
Ledige, lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende kan få tilkendt personlig assistance. Det skal være sandsynliggjort, at personen har en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og derfor har behov for personlig assistance til at udføre bestemte dele af de daglige arbejdsopgaver.
Det kan dreje sig om personer med synshandicap, alvorlig ordblindhed, hørehandicap, bevægelseshandicap eller øvrige handicap, der giver en væsentlig nedsat funktion. Fra og med juni 2007 gælder ordningen også for personer med en psykisk funktionsnedsættelse eller med kognitive vanskeligheder.
Personlig assistance kan være aktuel for allerede ansatte , som efter sygdom eller uheld ikke længere kan udføre alle deres jobfunktioner. Men ordningen kan også være aktuel for nyansatte i virksomheden – både for medarbejdere, som er ansat i ordinært job, i fleksjob, under isbryderordningen, i praktik eller i job med løntilskud.
I 2004 blev ordningen benyttet af i alt 3.235 personer (Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsens redegørelse om handicapindsatsen i arbejdsformidlingen i 2004).
2. Hvor meget assistance kan medarbejderen få?
Virksomheden, medarbejderen og jobcentret samarbejder om at kortlægge, hvilke opgaver medarbejderen har brug for personlig assistance til, hvor mange timer der er behov for assistance, og hvornår der er behov for assistancen.
Man kan få personlig assistance til en fuldtidsansat medarbejder i op til 20 timer om ugen. I særlige tilfælde kan man få personlig assistance i op til 37 timer om ugen.
3. Hvem skal man kontakte for at få en personlig assistent?
Jobcentret i den kommune, hvor medarbejderen med handicappet bor, står for at bevillige den personlige assistance.
Find dit lokale jobcenter på - Jobnets hjemmeside
4. Hvad kan arbejdspladsen gøre for assistent og medarbejder?
Det er vigtigt at beskrive opgaven tydeligt for den personlige assistent. Der skal være tid til at løse opgaven som personlig assistent, så medarbejderen med handicap får den hjælp, der er brug for i det daglige.
Endelig er det vigtigt at informere resten af arbejdspladsen om ordningen. Kendskab til den handicappedes behov og den personlige assistents opgaver giver kollegaerne mulighed for at respektere behovet for hjælp.
5. Hvor skal den personlige assistent placeres fysisk?
Det kommer an på, hvilke dele af de daglige opgaver assistenten skal varetage.
Det vil være naturligt at udpege en kollega, som arbejder sammen med medarbejderen. I så fald kan assistenten typisk være i nærheden og være til at få fat i. Og dermed får medarbejderen sin assistance så gnidningsfrit som muligt.
6. Hvem skal have opgaven som personlig assistent?
Ofte ansættes en eller flere kollegaer som personlig assistent for medarbejderen. En kollega kender i forvejen opgaverne i virksomheden, og kollegaen kan også fungere som personlig assistent, ind imellem at vedkommende løser sine egne arbejdsopgaver.
Det er også muligt at ansætte en ny medarbejder til opgaven. Medarbejderen med handicappet skal sige god for den personlige assistent. Er der fx behov for døvetolkning, bruger man en døvetolk fra en udbyder af tegnsprogstolkning.
7. Hvem er arbejdsgiver for den personlige assistent?
Den personlige assistent ansættes af arbejdspladsen, sådan at medarbejderen med handicappet og den personlige assistent har samme arbejdsgiver. Medarbejderen med handicappet skal dog altid godkende assistenten.
8. Hvem skal betale assistentens løn?
Den personlige assistent er ansat i virksomheden og skal derfor have udbetalt sin løn herfra. Virksomheden får så refusion fra jobcentret.
Refusionen er normalt beregnet efter timeløn til studerende ifølge overenskomsten mellem HK og Staten. Se nærmere på www.hk.dk/stat. Hvis den personlige assistent skal besidde særlige faglige kvalifikationer for at løse opgaven, yder jobcentret tilskud efter den pågældende overenskomst.
9. Hvilke opgaver må den personlige assistent løse?
Den personlige assistent skal løse de opgaver, som medarbejderen ikke selv magter på grund af sin funktionsnedsættelse.
Det kan dreje sig om alt fra tunge løft til planlægning og strukturering af arbejdsopgaverne. I ansøgningen skal man beskrive, hvilket behov assistenten skal opfylde.
10. Hvor kan man læse mere om personlig assistance?
Lovgiving
Læs lovstoftekst om personlig assistance
Relevante hjemmesider
-
www.socialtengagement.dk - De Samvirkende Invalideorganisationer (Danske Handicaporganisationer) er handicapbevægelsens paraplyorganisation. På hjemmesiden kan du læse om handicappolitik - ikke om diagnoser og behandling.
-
www.socialtengagement.dk - Arbejdsmarkedsstyrelsens
hjemmeside med information og inspiration til virksomhedernes sociale engagement. -
www.bmhandicap.dk - Specialfunktionen for Job & Handicap under Arbejdsmarkedsstyrelsen.
- www.vidensnetvaerket.dk - Hjemmeside fra Vidensnetvæket Handicap & Job om handicap, sygdom og beskæftigelse.
I uddannelse eller job med behov for særhensyn? Se lovstof om:
Elev og lærlingeforløb
Fortrinsadgang for handicappede
Handicappedes rettigheder på arbejdsmarkedet
Hjælpemidler
Hvornår førtidspension?
Isbryderordningen
Mentorordning
Personlig assistance
Skånejob
Specialpædagogisk støtte
SU til studerende med varige funktionsnedsættelser
Særlig ungdomsuddannelse
§ 56-aftale