”Om lørdagen er der tryk på!”
|
Supermarkedet er fyldt af mennesker denne lørdag formiddag i maj. De fleste ser ud til at nyde forårsweekenden – men ikke Jørgen. Han forlader cafeteriaet for en kort hvilepause, går til personalekantinen, men vender ikke tilbage. I stedet pakker han sine ting sammen og går hjem langt før fyraften. På vej ud prøver han at undgå sine kolleger og sin chef og smutter ud af personaleindgangen. Kirsten, Jørgens afdelingsleder, ser et glimt af Jørgen på vej ud. |
Kirsten slog hurtigt til, da hun for et par måneder siden havde besøg af Jørgen og kommunens jobkonsulent. Jørgen lignede den perfekte fleksjobber til den deltids-stilling som køkkenmedhjælper, supermarkedet skulle have besat med det samme: Jørgen er godt nok plaget af slidgigt i skuldre og arme, men han er uddannet skibskok og har mere end 30 års brugbar arbejdserfaring.
Kirsten syntes godt om Jørgen , og hun havde kun gode erfaringer med at samarbejde med jobkonsulenten. Så hun valgte at hyre Jørgen uden at spilde tid på en indkøringspraksis. Det skulle de nok finde ud af, mente hun. Jørgen ville også helst i gang med et rigtigt lønnet arbejde efter en langvarig periode på sygedagpenge, revalidering, et afklaringsforløb, en tid på ledighedsydelse.
Til at starte med gik det også fint . Jørgen faldt hurtigt ind på arbejdspladsen, og det var tydeligt, at han blev respekteret af sine kolleger. En enkelt brokkede sig godt nok over, at Jørgen fik det samme i løn som hende for færre timer. Men det var ikke mere, end Kirsten kunne klare, og det gik ikke ud over stemningen.
Det gjorde Jørgens drypvise sygefravær gennem april måned til gengæld. Flere mandage, nogle gange også tirsdage, meldte Jørgen sig syg. Kollegerne murrede i krogene.
I slutningen af april beder Kirsten Jørgen om en snak for at finde ud af, hvad sygefraværet drejer sig om. Jørgen forklarer, at arbejdet ikke giver ham tid til at hvile sine arme, sådan som han havde troet. Efter en uge, der kulminerer i en meget travl lørdag, er han simpelthen ikke syv sure sild værd, siger han. Så opholder han på sofaen de næste par dage.
Kirsten kan godt se problemet, men understreger, at hun og kollegerne er nødt til at kunne stole på Jørgens indsats. Kirsten foreslår derfor, at Jørgen tager et aftalt antal pauser, uanset hvor travlt der er, hvis han til gengæld lover ikke at melde sig syg i sidste øjeblik, for afdelingen kan ikke holde i længden til at skulle låne folk i andre afdelinger hver anden mandag.
Kirsten tilbyder at sætte kollegerne ind i situationen, men det afviser Jørgen – det er pinligt nok at skulle holde pauser og gå tidligere end de andre; han skal ikke også have en støttepædagog.
De har en deal, fornemmer Kirsten. Men Jørgen går hjem med en blandet følelse: Han kan godt forstå, at afdelingen må kunne regne med ham, også sidst på ugen, men han tvivler på, at han kan klare det i længden, selv med flere pauser, for arbejdstempoet er meget højt i perioden, og kroppen kan ikke følge med.
Denne lørdag formiddag i maj gør udslaget: Der er så travlt, at Jørgen ikke når at holde sine pauser. Han synes ikke, han kan få sig til det – af hensyn til sine kolleger. Men det er blevet for meget, så nu pakker han sit grej og lister hjem. Mandagen efter sender han sin opsigelse og opsøger kommunens sygedagpengeafdeling. Han giver ikke Kirsten direkte besked.
Udgivet: søndag, 28. september 2008
