AH Industries: Fraværsstatistik giver overblik

Hos AH Industries i Bjert ved Kolding giver sygefraværsstatistikken et overblik over virksomhedens sygefravær og muligheder for at forebygge fremtidigt fravær. Det giver også et fingerpeg om medarbejdernes trivsel.

AH Industries i Bjert ved Kolding producerer komponenter til vindmøller, og her ønsker man, at ledere og medarbejdere i fællesskab sætter fokus på forebyggelse af sygefravær og sammen finder de rigtige løsninger ved sygdom.

Det betyder bl.a., at der tidligt skal tages hånd om medarbejdere, der har hyppigt eller langvarigt sygefravær.

Målet er, at sygefraværspolitikken skal nedbringe sygefraværet i virksomheden og sikre en hurtig tilbagevenden til arbejdet. Politikken skal også sikre, at der er klare retningslinjer for, hvem der gør hvad og hvornår i et sygefraværsforløb.

Der føres statistik for virksomhedens sygefravær, og det er den enkelte leders ansvar at følge med i medarbejderens sygefravær og reagere på det, hvis der viser sig et mønster.

Ved hyppigt kortvarigt fravær indkaldes medarbejderen til en samtale, hvor det skal afdækkes om fraværet skyldes sygdom, sociale forhold eller noget tredje.

Her indgås der en aftale om, hvordan sygefraværet bringes ned, og i løbet af de kommnede 12 uger skal medarbejderen have sit fravær ned under gennemsnittet. Ellers kan det ende med afskedigelse.

Læs mere om forventninger til ledelse og medarbejdere

I sygefraværspolitikken hos AH Industries fremgår det desuden, at der er visse forventninger til såvel ledelse, sygemeldte medarbejdere og raske kollegaer i forbindelse med sygefravær.

Som allerede nævnt skal ledelsen følge med i medarbejdernes fravær, men derudover skal lederne indgå i arbejdet med at lave en plan for at få sygdomsramte medarbejdere tilbage.

Den syge medarbejder er til gengæld forpligtet til at være åben over for tilbud fra arbejdspladsen, og tage stilling til, hvad der skal til for hurtigst muligt at komme tilbage på arbejde.

De raske medarbejdere skal tage hånd om opgaverne på arbejdspladsen og bidrage med et positivt samarbejde, når en kollega er fraværende. De raske medarbejdere skal desuden gøre en indsats for at bevare kontakten til deres sygemeldte kollegaer.