Ny inspiration: Styrk indsatsen over for udsatte unge

Et nyt inspirationskatalog fra CABI giver dig gode råd til, hvordan kommuner og jobcentre kan lave individuelt tilrettelagte forløb for udsatte unge og etablere lokale partnerskaber blandt de aktører, som skal hjælpe de unge.

En stor gruppe unge har så omfattende problemer, at de ikke er i stand til at gå den lige vej fra uddannelse til job. Det er unge, som ud over ledighed, kæmper med fx hashmisbrug, kriminalitet og psykiske eller sociale problemer.

De har ofte brug for en mere praktisk vej til uddannelse og siden 2008 har CABI – Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats ledet projektet Lokale Ungepartnerskaber, hvor Randers, Roskilde, Guldborgsund og Lolland kommuner har udviklet nye metoder til at hjælpe udsatte unge i gang med uddannelse og job.

I Lokale Ungepartnerskaber har målgruppen været unge mellem 15 og 25 år som:

  • ville forlade produktionsskolen uden videre plan for uddannelse.
  • ikke er i gang med uddannelse eller job.
  • er frafaldstruede på en ungdomsuddannelse.

 

Få sat ansigt på

I et nyt inspirationskatalog fra CABI, der bærer titlen Lokale Ungepartnerskaber - inspiration til en bedre ungeindsats, får du derfor erfaringer og gode råd om, hvad det er vigtigt at være opmærksom på, når man skal lave individuelt tilrettelagte forløb over for udsatte unge.

Inspirationskataloget er derfor målrettet til dig i jobcentret og andre, som arbejder med ungeindsatsen.

En del af projektet var også etableringen af lokale ungepartnerskaber blandt de mange aktører, som skal hjælpe denne gruppe unge. Det er bl.a. jobcenter, produktionsskole, børn- og ungeafdeling, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og deres erfaringer får du også i inspirationskataloget.

Det er fx vigtigt med ledelsesopbakning i de forskellige instanser, og det er vigtigt, at de medarbejdere, som skal have med de unge og deres sag at gøre, lærer hinanden at kende.

Inspirationskataloget er gratis og kan bestilles på www.cabiweb.dk, hvor det også kan downloades.

Læs inspirationskataloget

Læs desuden mere om projektet på www.cabiweb.dk/lokaleungepartnerskaber

Kontakt Jakob Rom Johansen

Jakob er kommunikationsmedarbejder og kan svare, hvis du har spørgsmål til denne side.


Tilbuddet om kontakt gælder virksomheder, jobcentre og andre professionelle.