Matchvurderingen af ledige og sygemeldte
Læs om, hvordan jobcenteret vurderer ledige og sygemeldte i forhold til tre forskellige matchgrupper.Jobcentret skal matchvurdere alle ledige og sygemeldte, der er omfattet af en beskæftigelsesrettet indsats.
At foretage et match vil sige at lave en vurdering af vedkommendes beskæftigelsespotentiale: dvs. en samlet vurdering af vedkommendes arbejdsmarkedsrelevante ressourcer, kompetencer og udviklingsmuligheder.
Hver gang jobcentret følger op, skal den ledige eller sygemeldte placeres i én af de nævnte tre kategorier:
- Match 1. Jobklar – borgeren er parat til at tage et arbejde og forsørge sig selv inden for tre måneder
- Match 2. Indsatsklar - borgeren kan deltage i beskæftigelsesindsatsen eller vende gradvist tilbage til arbejde
- Match 3. Midlertidigt passiv – borgeren er hverken jobklar, eller for tiden i stand til at deltage i en beskæftigelsesrettet indsats/vende tilbage til arbejde.
Matchsystemet omfatter forsikrede ledige, kontanthjælpsmodtagere, revalidender, sygedagpengemodtagere og fleksjobvisiterede.
Læs en uddybende beskrivelse af matchvurderingen
Alle ledige og sygemeldte, som er omfattet af en beskæftigelsesrettet indsats, skal jobcentret placere i én af tre kategorier. Systemet kaldes matchsystemet og gælder flg. målgrupper:
- Forsikrede ledige
- Kontanthjælpsansøger/-modtager
- Revalidender og forrevalidender
- Sygedagpengemodtagere
- Personer visiteret til fleksjob.
Jobcentret skal matche personen, hver gang der skal følges op på sagen, i de fleste tilfælde minimum hver 3. måned. Kontant- og starthjælpsmodtagere skal desuden matches ved første henvendelse om hjælp.
Man matcher ledige ved at stille de to centrale spørgsmål : om borgeren er parat til at tage et ordinært arbejde inden for tre måneder, og hvis ikke, om pgl. så er parat til at deltage i en beskæftigelsesrettet indsats med aktive tilbud. Med svarene på disse spørgsmål kan man placere borgerne i de tre matchgrupper:
- Match 1. Jobklar – ja, borgeren er parat til at tage et arbejde inden for tre måneder
- Match 2. Indsatsklar – ja, borgeren kan deltage i beskæftigelsesindsatsen, men er ikke umiddelbart klar til at gå i arbejde
- Match 3. Midlertidigt passiv – borgeren er hverken jobklar, eller for tiden i stand til at deltage i en beskæftigelsesrettet indsats.
Sygedagpengemodtagere skal også matches. Også her stilles to spørgsmål, hvis svar afgør hvilken kategori (sygedagpengelovens målgruppeopdeling) og dermed matchgruppen:
- Vurderes der at være udsigt til raskmelding inden for de næste 3 måneder? Hvis ja er pgl. kategori 1 i sygedagpengekategoriseringen og dermed match 1. Er svaret nej, stilles spørgsmål nr. 2
- Vurderes sygemeldte aktuelt at være i stand til at blive delvist raskmeldt eller modtage et aktivt tilbud? Hvis ja er pgl. kategori 2 og dermed match 2. Er svaret nej, er pgl. kategori 3 og dermed match 3.
Når en borger første gang henvender sig til kommunen for at søge om kontant- eller starthjælp, skal jobcenteret fortsat vurdere, om den ledige søger om hjælp alene på grund af ledighed, eller om der er problemer ud over ledighed. Match kan således ikke stå alene.
Sammenhængen mellem match og LAB-lovens målgrupper fremgår af nedenstående tabel.
| Lovens målgruppe | Match |
| Forsikrede ledige § 2.1 | Match 1 |
| Kontanthjælpsmodtagere § 2, nr. 2 | Match 1 |
| Kontanthjælpsmodtagere § 2, nr. 3 | Match 2 eller 3 |
| Revalidender | Match 1 eller 2 |
| Sygedagpengemodtagere § 2, nr. 5 | Match 1, 2 eller 3 |
| Fleksjobvisiterede LY og SY § 2, nr. 7 | Match 1, 2 eller 3 |
| Fleksjobvisiterede på kontanthjælp § 2.3 | Match 2 eller 3 |
Matchvurdering og rådighed:
Kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 1 er defineret som arbejdsmarkedsparate og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, tilmeldes jobcentret som ledig, være jobsøgende, have et tilgængeligt cv i Jobbet, og bekræfte jobsøgning hver uge. Kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 2 eller 3, skal ikke på samme måde stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De skal udnytte deres arbejdsmuligheder ved at tage imod rimelige, tilpassede tilbud og jobs.
Forsikrede ledige placeres som udgangspunkt i match 1 og står til rådighed. Vurderer jobcentret, at en a-dagpengemodtager skal matches 2 eller 3, skal a-kassen foretaget en rådighedsvurdering, og imens forbliver borgeren i match 1. Hvis a-kassen vurderer, at personen ikke står til rådighed, mister denne sin ret til arbejdsløshedsdagpenge.
Opfølgning:
Som hovedregel skal der følges op senest hver tredje måned. Det samme gælder jobsamtaler i kontaktforløbet. Også sygedagpengemodtagerne skal følges op hver tredje måned. De, der placeres i kategori 2 = match 2, skal dog følges op mindst hver 4. uge. En opfølgning er en individuel samtale. Opfølgningssamtalen kan dog ske telefonisk eller pr. mail, når sygdommen forhindrer individuel samtale, når den sygemeldte er i tilbud, eller når den sygemeldte har genoptaget arbejdet delvis.