Jobpræmie

Nogle grupper af ledige, som kommer i arbejde eller starter egen virksomhed, er berettigede til en jobpræmie. Læs om reglerne og find links til lovgivning og bekendtgørelser.
Ordningen med jobpræmier til ledige, er et led i regeringens samlede indsats for at modvirke langtidsledighed. 

Der findes 2 slags jobpræmier:
  1. Jobpræmie til enlige forsørgere
  2. Jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed
Fælles for begge jobpræmieordninger er, at personer som efter langvarig ledighed kommer i arbejde eller starter selvstændig virksomhed, får udbetalt en jobpræmie.

Jobpræmien er et skattefrit tilskud på op til 600 kr. pr. måned. Jobpræmien modregnes ikke ved beregning af kontanthjælp, enkeltydelser, boligstøtte eller tilskud til daginstitution/fritids- og klubtilbud.

Personer der modtager jobpræmie efter lov om jobpræmie til enlige forsøgere, kan tidligst blive omfattet af jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed pr. 1/1 2013.

  • Jobpræmie til enlige forsørgere, er en forsøgsordning som er gældende i perioden 1/1 2011 - 31/12 2012
  • Jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed, er en forsøgsordning som er gældende i perioden 1/6 2012 - 31/5 2014.

Læs mereHvem kan få jobpræmie og hvordan udbetales den?


Målgruppen for jobpræmie

1. Jobpræmie til enlige forsørgere

For at være omfattet af denne jobpræmieordning, skal følgende krav være opfyldt: 
  • Personen skal have været enlig forsørger pr. 2/8 2010. Det er uden betydning, om personen er enlig forsørger efter dette tidspunkt.
  • Personen skal, helt eller delvist, have modtaget mindst en af følgende ydelser: dagpenge, feriedagpenge, aktiveringsydelse, uddannelsesydelse, kontanthjælp, starthjælp, revalideringsydelse, særlig ydelse, introduktionsydelse, sygedagpenge, løntilskud.

    Ydelsen skal have været modtaget i mindst 47 uger i perioden 3/8 2009 - 2/8 2010. 
  • Personen skal modtage indtægter som lønmodtager (det gælder også arbejde i fleksjob eller ansættelse med løntilskud) og/eller drive selvstændig virksomhed.

    For at kunne modtage en jobpræmie som selvstændig erhvervsdrivende må man ikke samtidig modtage offentlige forsørgelsesydelser. Det har ingen betydning for udbetaling af jobpræmie som følge af selvstændig virksomhed, om den selvstændige virksomhed drives i selskabsform eller som personligt ejet virksomhed.

2. Jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed

For at være omfattet af denne jobpræmieordning, skal følgende krav være opfyldt:
  • Personen skal have modtaget kontanthjælp pr. 29/2 2012.  
  • Personen skal, helt eller delvist, have modtaget mindst en af følgende ydelser:  kontanthjælp, starthjælp, introduktionsydelse og/eller løntilskud. Det er dog en betingelse at løntilskud er ydet i forlængelse af, at personen har modtaget kontanthjælp, starthjælp og/eller introduktionsydelse.                             

    Ydelsen skal have været modtaget i mindst 47 uger i perioden 1/3 2011 - 29/2 2012.
  • Personen skal modtage indtægter som lønmodtager (det gælder også arbejde i fleksjob eller ansættelse med løntilskud) og/eller drive selvstændig virksomhed.

    For at kunne modtage en jobpræmie som selvstændig erhvervsdrivende må man ikke samtidig modtage offentlige forsørgelsesydelser. Det har ingen betydning for udbetaling af jobpræmie som følge af selvstændig virksomhed, om den selvstændige virksomhed drives i selskabsform eller som personligt ejet virksomhed. 

Hvordan beregnes jobpræmien?

Jobpræmien til lønmodtagere udgør 4 pct. af den månedlige indkomst, dog højst 600 kr. pr. måned. Jobpræmien er skattefri.

Selvstændige, som ikke samtidig får offentlige forsørgelsesydelser, får fast 600 kr. om måneden - dog tidligst for perioden efter, at ansøgningen om jobpræmie er indgivet til kommunen.

Er borgeren både lønmodtager og selvstændig kan den samlede præmie dog højst udgøre 600 kr.

Præmien udbetales kvartalsvist bagud.

Hvordan administreres ordningen?

Arbejdsmarkedsstyrelsen videregiver oplysninger til kommunen, om personer, der har fået udbetalt offentlige forsørgelsesydelser i de perioder hvor de 2 jobpræmieordninger er gældende. Kommunen kan herefter finde de relevante personer ved at sammenstille disse oplysninger med blandet andet indkomstdata i indkomstregisteret. 

Jobpræmien udbetales af kommunen. Kommunen har pligt til at informere ledige om ordningen.
  • Lønmodtagere skal ikke søge om præmien. Kommunen udbetaler jobpræmie uden ansøgning.
  • Selvstændige skal ansøge om præmien og kan først få den udbetalt med virkning fra ansøgningstidspunktet.
Flytter en person, som er omfattet af ordningen, til en anden kommune, skal fraflytningskommunen orientere tilflytningskommunen om, at den overtager forpligtelsen til at udbetale jobpræmie for personen.

Adgangen til at klage

Personen kan klage over kommunens afgørelser om jobpræmie til beskæftigelsesankenævnet.

Satser jobpræmie