Revalidering: elev- og lærlingeforløb
Læs om reglerne for revalidering i form af elev- og lærlingeforløb.I elev- og lærlingeforløb får revalidenden elevløn fra arbejdsgiveren og – hvis lønnen er mindre end revalideringsydelsen – et supplement op til revalideringsydelsen.
Lønnen er mindste elev- eller lærlingeløn. Arbejdsgiveren udbetaler og afholder lønnen.
Elevforløb kan også etableres som voksenlærlingeforløb. I dette tilfælde kan der ydes løntilskud til at dække forskelle mellem mindste lærlingeløn og mindste overenskomstmæssige løn.
Arbejdsgiveren udbetaler lønnen og får tilskuddet fra jobcenteret. Der kan normalt ikke ydes løntilskud til selve elevlønnen.
Revalidender, som har helt særlige problemer af psykisk, fysisk eller social karakter, og som derfor kun er i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats på en arbejdsplads, kan få løntilskud til selve lærlingelønnen.
Ligesom ved andre former for revalidering er der i disse tilfælde mulighed for at yde tilskud til uddannelsesmaterialer, hjælpemidler, mentor og befordring under forløbet.
Se også Uddannelsesrevalidering og Unge på revalidering.
Læs mere om løntilskud under revalidering
Revalidering
En person kan få støtte til revalidering, når det er fastlagt, at:- En person har begrænsninger i arbejdsevnen
- Det er realistisk, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse
- Tilbud om erhvervsrettede aktiviteter efter aktivloven eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende kan klare sig selv.
Elev- og lærlingeforløb
Elev- og lærlingeforløb er en af en række former for uddannelse, som revalideringsbestemmelserne giver mulighed for.Revalideringen skal tilrettelægges, så den kan gennemføres på så kort tid som muligt. Som udgangspunkt for planlægningen skal en jobplan udarbejdes.
Jobcenteret laver i samarbejde med revalidenden en jobplan, når det erhvervsmæssige sigte er afklaret. I jobplanen beskrives personens beskæftigelsesmål med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger under hensyn til arbejdsmarkedets behov.
Planen angiver, hvilke tilbud der kan bidrage til at opfylde målet. En jobplan for uddannelse skal indeholde en beskrivelse af personens mulighed for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering. Se mere under Jobplanen.
Løn under uddannelsen
Elever og lærlinge aflønnes med mindste overenskomstmæssige praktik-, elev- eller lærlingeløn under deres uddannelse. Arbejdsgiveren udbetaler lønnen. Er lønnen mindre end revalideringsydelsen, supplerer kommunen op til niveauet for revalideringsydelsen.Hvis uddannelsen følger reglerne om voksenlærlinge efter erhvervsuddannelsesloven, får vedkommende mindste overenskomstmæssige løn.
Arbejdsgiveren udbetaler den fulde løn og modtager tilskud til lønnen fra jobcenteret. Løntilskuddet fastsættes med udgangspunkt i forskellen mellem elev- og lærlingelønnen og mindste overenskomstmæssige løn. Selve tilskuddet fastsættes ved brug af gældende satser for løntilskud pr. time.
Nogle revalidender har helt særlige problemer af psykisk, fysisk eller social karakter og er derfor kun i stand til at yde en meget begrænset arbejdsindsats på en arbejdsplads. Denne gruppe har typisk meget vanskeligt ved at få en læreplads.
Der kan her gives løntilskud til selve lærlingelønnen for at give denne gruppe revalidender med meget svære forudsætninger bedre muligheder for at få en elev- eller læreplads. Tilskuddet fastsættes ved brug af gældende satser for løntilskud pr. time.
Loft over tilskuddet: Løntilskud til private arbejdsgivere må ikke overstige 75 procent af de samlede lønomkostninger for den ansatte over en periode på et år efter ansættelsen.