§ 56 - refunderet udgift til sygedagpenge
Arbejdsgiveren har mulighed for via en § 56-aftale at få refunderet udgiften til sygedagpenge, når en medarbejder på grund af en kronisk eller langvarig lidelse har en væsentligt forøget fraværsrisiko. Læs om ordningen og find links til love og bekendtgørelser.Hvis en medarbejder har en væsentligt forøget risiko for sygefravær som følge af en kronisk eller langvarig lidelse, kan medarbejderen og arbejdsgiveren imidlertid indgå en aftale, som giver arbejdsgiveren ret til at få refunderet udgiften til sygedagpenge i de første 30 dage, hver gang den pågældende lidelse er årsag til sygefravær.
Denne aftale kaldes en § 56-aftale.
Aftalen skal godkendes i jobcenteret og forudsætter en lægelig vurdering af, at lidelsen vil medføre mindst 10 fraværsdage på et år.
Jobcenteret vil desuden tage hensyn til arbejdets karakter og kan inddrage oplysninger om det hidtidige fravær. Oplysningerne er imidlertid ikke afgørende, når der er tale om en ny aftale.
§ 56 aftale personkreds
Alle lønmodtagere har ret til at indgå en § 56-aftale , også personer under revalidering eller på førtidspension. Personer i fleksjob er undtaget, da de ved sygdom altid har ret til sygedagpenge fra kommunen fra 1. fraværsdag.Aftalen kan ikke bruges som en løsning , når der er tale om en varig nedsættelse af arbejdsevnen, og en medarbejder har faste ”sygedage”. Her må man i stedet undersøge muligheden for støtte via de sociale kapitler eller ansættelse i fleksjob .
Aftale ved indlæggelse eller behandling
Medarbejder og arbejdsgiver kan indgå § 56-aftalen, hvis medarbejderen skal indlægges eller gå til ambulant behandling.Det er dog en betingelse , at indlæggelsen eller behandlingen var besluttet på ansættelsestidspunktet.
Hvis aftalen indgås efter ansættelsen, kan den alligevel godkendes, hvis arbejdsgiveren forinden allerede har udbetalt sygedagpenge i 21 dage inden for de sidste 12 måneder for samme lidelse.
Indlæggelse eller behandling på andre typer af behandlingsinstitutioner end sygehuse er også omfattet, ligesom efterbehandling, kontrolundersøgelser og rekreation er det. Jobcenteret skal have dokumentation i form af lægeudtalelse og attestation fra behandlingsinstitutionen.
Hvis der er tale om en rekreationsperiode, skal læge eller sygehus særskilt attestere, at den er nødvendig.
Aftalen
Aftalen har virkning fra aftalens indgåelse og omfatter kun det bestående arbejdsforhold. Tilbagedatering af en aftale, fx fra en sygeperiodes begyndelse, kan jobcenteret ikke godkende - aftalen kan dog godt indgås midt i en fraværsperiode.Såfremt jobcenteret først modtager aftalen et stykke tid efter aftalens indgåelse, kan jobcenteret vælge at godkende aftalen med virkning fra modtagelsesdatoen.
Aftalen gælder for en medarbejder og en bestemt arbejdsgiver . Der skal derfor indgås en ny aftale, hvis personen skifter arbejdsplads. Det vil normalt kun være en formalitet, hvis den nye arbejdsplads er inden for samme branche eller arbejdsområde.
Jobcenteret godkender aftalen for to år ad gangen og kan kun forny godkendelsen, hvis lidelsen har medført mindst 10 fraværsdage inden for det seneste år.
Jobcenteret kan dog se bort fra denne betingelse , hvis der hen imod udløbet af aftalen er sket en forværring af tilstanden, som har medført et stigende antal fraværsdage.
Det er ikke nødvendigt at indgå en ny aftale, hvis medarbejderen flytter til en anden kommune, mens aftalen er gældende.
Kontakt Carsten Lunden
Carsten er seniorkonsulent og kan svare, hvis du har spørgsmål til denne side.
- direkte tlf. 8620 8364
- cl@cabiweb.dk
- læs mere om Carsten
Tilbuddet om kontakt gælder virksomheder, jobcentre og andre professionelle.
Læs om § 56-aftalen her