Samarbejde om sikkerhed og sundhed

Læs om reglerne for virksomhedens sikkerheds- og sundhedsarbejde.
Alle virksomheder med ansatte skal udføre et sikkerheds- og sundhedsarbejde.

For virksomheder med under 10 ansatte kan indsatsen ske via en løbende direkte kontakt og dialog mellem arbejdsgiveren, eventuelle arbejdsledere og medarbejderne.

Virksomheder med 10-34 ansatte skal organisere arbejdet med sikkerhed og sundhed i en arbejdsmiljøorganisation i ét niveau.

Virksomheder med 35 ansatte eller mere skal organisere sig i 2 niveauer. De skal oprette en eller flere arbejdsmiljøgrupper og et eller flere arbejdsmiljøudvalg.

Arbejdsgiveren har i alle tilfælde det overordnede ansvar for sikkerheds- og sundhedsarbejdet og for at inddrage medarbejderne i et samarbejde. Arbejdsgiveren har desuden ansvaret for at gennemføre en årlig arbejdsmiljødrøftelse, hvor det kommende års sikkerheds- og sundhedsarbejde planlægges.

Medarbejderne har som arbejdsmiljørepræsentanter et ansvar for at deltage aktivt og gennemføre den foreskrevne arbejdsmiljøuddannelse.

Læs mereLæs mere om indholdet i sikkerheds- og sundhedsarbejdet


Alle virksomheder med ansatte skal udføre et sikkerheds- og sundhedsarbejde, og dette arbejde skal organiseres, så medarbejderne inddrages i et samarbejde:

  • Virksomheder med under 10 ansatte kan udføre denne indsats uden at organisere sig rent formelt. Indsatsen kan ske via løbende direkte kontakt mellem arbejdsgiveren, eventuelle arbejdsledere og medarbejderne
  • Virksomheder med 10-34 ansatte skal organisere arbejdet med sikkerhed og sundhed i en arbejdsmiljøorganisation i ét niveau
  • Virksomheder med 35 ansatte eller mere skal organisere sig i 2 niveauer. De skal oprette et niveau med en eller flere arbejdsmiljøgrupper og et niveau med et eller flere arbejdsmiljøudvalg
Omdrejningspunktet for indsatsen i alle virksomheder er den årlige arbejdsmiljødrøftelse, hvor det kommende års sikkerheds og sundhedsarbejde tilrettelægges og fastlægges. Arbejdsgiveren har ansvaret for, at drøftelsen gennemføres og kan dokumenteres overfor Arbejdstilsynet.

Arbejdsgiveren fastsætter i samarbejde med de ansatte og arbejdslederne det nødvendige antal medlemmer og arbejdsmiljøgrupper i arbejdsmiljøorganisationen ud fra et nærhedsprincip. De ansatte vælger herefter det relevante antal arbejdsmiljørepræsentanter blandt medarbejderne.

Hvis det er nødvendigt for at kunne varetage opgaven, skal arbejdsgiveren inddrage sagkyndig bistand udefra, fx fra arbejdsmiljørådgivere. Arbejdsgiveren skal høre medlemmerne i arbejdsmiljøorganisationen inden den sagkyndige bistand inddrages.


 

Uddannelse af arbejdsmiljørepræsentanter


Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsmiljørepræsentanterne får den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse og adgang til relevant viden om sikkerhed og sundhed.
De arbejdsmiljørepræsentanter, som bliver valgt af virksomheden, skal have gennemført den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse af 3 dages varighed senest 3 måneder efter valget.

Udover den obligatoriske uddannelse skal arbejdsgiveren efterfølgende tilbyde arbejdsmiljørepræsentanterne en supplerende arbejdsmiljøuddannelse af 2 dages varighed.

Den supplerende uddannelse skal tilbydes, så den senest kan påbegyndes 9 måneder efter den obligatoriske uddannelses afslutning. Herefter skal arbejdsgiveren hvert år tilbyde yderligere supplerende uddannelse af 1½ dags varighed.


 

Arbejdsmiljøorganisationens daglige opgaver


De daglige opgaver varetages af arbejdsmiljøgruppen inden for den del af virksomheden, som gruppen dækker. Opgaverne består i at:
  • Varetage og deltage i aktiviteter til beskyttelse af de ansatte og til forebyggelse af risici
  • Deltage i planlægning af sikkerheds- og sundhedsarbejdet og deltage i udarbejdelsen af arbejdspladsvurderingen (APV) , herunder inddrage sygefravær, under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper
  • Kontrollere, at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige
  • Kontrollere, at der gives effektiv oplæring og instruktion tilpasset de ansattes behov
  • Deltage i undersøgelse af ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil og anmelde dem til arbejdsgiveren eller dennes repræsentant
  • Påvirke den enkelte til en adfærd, der fremmer egen og andres sikkerhed og sundhed
  • Virke som kontaktled mellem de ansatte og arbejdsmiljøudvalget
  • Forelægge sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer, som
    arbejdsmiljøgruppen ikke kan løse, eller som er generelle for virksomheden, for arbejdsmiljøudvalget (gælder i praksis kun for virksomheder med 35 ansatte eller mere)


 

Arbejdsmiljøorganisationens overordnede opgaver


For virksomheder med 10-34 ansatte varetages både de daglige og de overordnede opgaver af arbejdsmiljøorganisationen som sådan (da der kun er tale om ét niveau).

For virksomheder med 35 ansatte og derover varetages de strategiske, overordnede opgaver af arbejdsmiljøudvalget. De overordnede opgaver består i at:

  • Planlægge, lede og koordinere virksomhedens samarbejde om sikkerhed og sundhed. Arbejdsmiljøudvalget skal forestå de nødvendige aktiviteter til beskyttelse af de ansatte og til forebyggelse af risici
  • Gennemføre den årlige arbejdsmiljødrøftelse
  • Kontrollere sikkerheds- og sundhedsarbejdet og sørge for, at arbejdsmiljøgrupperne orienteres og vejledes herom
  • Deltage i udarbejdelsen af virksomhedens arbejdspladsvurdering (APV), herunder inddrage sygefravær, under iagttagelse af gældende forebyggelsesprincipper
  • Deltage i fastsættelse af arbejdsmiljøorganisationens størrelse
  • Rådgive arbejdsgiveren om løsning af sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål og om, hvordan arbejdsmiljø integreres i virksomhedens strategiske ledelse og daglige drift
  • Sørge for, at årsagerne til ulykker, forgiftninger og sundhedsskader samt tilløb hertil undersøges, og sørge for at få gennemført foranstaltninger, der hindrer gentagelse. Arbejdsmiljøudvalget skal en gang årligt udarbejde en samlet oversigt over ulykker, forgiftninger og sundhedsskader i virksomheden
  • Holde sig orienteret om lovgivning om beskyttelse af de ansatte mod sikkerheds- og sundhedsrisici
  • Opstille principper for tilstrækkelig og nødvendig oplæring og instruktion, tilpasset arbejdsforholdene på virksomheden og de ansattes behov, samt sørge for, at der føres stadig kontrol med overholdelse af instruktionerne
  • Rådgive arbejdsgiveren om virksomhedens kompetenceudviklingsplan
  • Sørge for udarbejdelse af en plan over arbejdsmiljøorganisationens opbygning med oplysning om medlemmer, og sørge for, at de ansatte bliver bekendt med planen
  • Medvirke aktivt til en samordning af arbejdet for sikkerhed og sundhed med andre virksomheder, når der udføres arbejde på samme arbejdssted