Fast track – anmodning om tidlig opfølgning i sygedagpengesager

Med Fast track-ordningen kan arbejdsgivere og sygemeldte – lønmodtagere, ledige og selvstændige erhvervsdrivende - anmode om tidlig opfølgning i alle sygedagpengesager, hvor den sygemeldte ikke forventes at blive fuldt raskmeldt inden for 8 uger.

Lov om sygedagpenge §§ 7c-e, § 11, §§ 11a-b, § 13b

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings bekendtgørelse nr. 880 af 28/6 2017 om opfølgning i sygedagpengesager, kap. 2, 3, 4 og §§ 15-16

Arbejdsmarkeds og rekrutteringsstyrelsens vejledning nr. 9261 af 30.4.2015 om visitation og opfølgning m.v. i sygedagpengesager pkt. 8

En anmodning om tidlig opfølgning betyder, at jobcentret skal igangsætte sagsbehandlingen, anmode om lægeattest og afholde den første opfølgningssamtale med den sygemeldte senest 2 uger efter anmodningen – også selv om ydelseskontoret endnu ikke har afklaret, om den sygemeldte er berettiget til sygedagpenge.

Arbejdsgiver kan anmode om tidlig opfølgning inden for de første 5 uger af medarbejderens sygefravær. Det kan ske i forbindelse med anmeldelse af sygefraværet eller uafhængigt af anmeldelsen. I forbindelse med anmodningen kan arbejdsgiveren vælge at svare på spørgsmål om, hvad sygdommen betyder i forhold til lønmodtagerens mulighed for at arbejde.

Den sygemeldte kan modsætte sig, at der sker tidlig opfølgning. I så fald afholder jobcentret den første opfølgningssamtale efter de almindelige regler senest 8 uger efter første fraværsdag.

Den sygemeldte kan også selv anmode om tidlig opfølgning. Det kan være en lønmodtager, men det kan også være en ledig eller en selvstændig erhvervsdrivende, som har sygemeldt sig. I så fald skal den sygemeldte selv svare på spørgsmålene om sygdommens betydning for arbejdet.

Hvis den sygemeldte anmoder om eller er indforstået med tidlig opfølgning, bliver den tidlige opfølgningssamtale også omfattet af reglerne om krav til den sygemeldtes medvirken ved opfølgningen.

 

Læs mere om Fast track og tidlig opfølgning

Arbejdsgiver anmoder om tidlig opfølgning

Arbejdsgiver anmoder om tidlig opfølgning via Nemrefusion og kan samtidig indsende anmeldelse af sygefraværet til kommunen. Arbejdsgiveren kan i forbindelse med anmodningen vælge at besvare følgende 3 spørgsmål:

  • hvilke arbejdsfunktioner, der er påvirket af sygdommen,
  • hvor længe sygdommen har påvirket arbejdet og
  • hvorvidt arbejdsgiveren har forsøgt at tilpasse arbejdet til den sygemeldtes tilstand

Reglerne om tidlig opfølgning ændrer ikke noget i forholdet mellem arbejdsgiver og medarbejder. Overenskomstbestemmelser om sygemelding, arbejdsgivers adgang til at kræve lægeerklæring mv. samt helbredsoplysningslovens bestemmelser om, hvad en arbejdsgiver kan anmode om af oplysninger om sygdom og symptomer herpå, gælder fortsat.

Via Nemrefusion modtager den sygemeldte medarbejder et underretningsbrev med arbejdsgiverens oplysninger. Hvis personen er indforstået med, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning, oplyser personen - i et skema vedhæftet underretningsbrevet - kommunen om sygdommens betydning i forhold til arbejdet set i relation til de eventuelle oplysninger, som arbejdsgiveren har givet. Den sygemeldte skal sende skemaet senest 2 bankdage efter afsendelsen af underretningsbrevet for at kommunen fortsat er forpligtet til at gennemføre den tidlige opfølgning. Samtidig skal den sygemeldte bestille tid til en konsultation hos lægen, som skal finde sted tidligst 6 bankdage og senest 8 bankdage efter afsendelsen af underretningsbrevet for, at lægen kan udfærdige lægeattesten til kommunen inden første opfølgning.

Den sygemeldte anmoder om tidlig opfølgning

En sygemeldt, der ikke forventer at blive fuldt ud raskmeldt inden for 8 uger efter første fraværsdag, kan også selv anmode kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning. Den sygemeldte skal i den forbindelse selv svare på de 3 nævnte spørgsmål nævnt ovenfor. Samtidig skal den sygemeldte bestille tid hos lægen til en konsultation, som skal finde sted senest 8 dage efter anmodningen om tidlig opfølgning.

Jobcentrets opgaver

Når anmodningen om tidlig opfølgning modtages, skal jobcentret anmode om en lægeattest hos egen læge og i anmodningen medsende oplysningerne fra arbejdsgiveren og den sygemeldte selv. Hvis der er tale om en anmodning fra den sygemeldte, skal jobcentret endvidere anmode den sygemeldte om at bestille tid hos lægen og medvirke til udfyldelse af lægeattesten. Samtidig indkaldes den sygemeldte til den første opfølgningssamtale, som skal afholdes senest 2 uger efter anmodningen om tidlig opfølgning. Dette gælder også, selv om ydelseskontoret på indkaldelsestidspunktet endnu ikke har afklaret, om den sygemeldte er berettiget til sygedagpenge. Hvis det viser sig, at den sygemeldte ikke er berettiget til sygedagpenge, kan jobcentret vælge at fortsætte opfølgningen efter den første samtale.

Jobcentret afholder den første opfølgningssamtale på den aftalte tid uanset, at der eventuelt mangler oplysninger i sagen, herunder at lægeattesten ikke er nået frem. Oplysningerne om den sygemeldte fra opfølgningssamtalen, oplysningsskemaet og lægeattesten indgår i kommunens efterfølgende vurdering af, hvilken beskæftigelsesrettet indsats kommunen skal iværksætte for den sygemeldte.

Når den tidlige opfølgning iværksættes på baggrund af lønmodtagerens accept, omfattes lønmodtageren af de almindelige regler, der gælder for kommunens opfølgning. Det betyder, at hvis lønmodtageren uden rimelig grund udebliver fra samtalen, vil det have konsekvenser for lønmodtagerens ret til sygedagpenge. Se også Opfølgning på sygemeldte.

Læs Cabis ansvarsfraskrivelse vedrørende Lovstof