Ordinære uddannelsesforløb
Læs om, hvordan ordinære uddannelsesforløb kan kombineres med beskæftigelsesindsatsen.Hvis der er tale om revalidering , får revalidenden revalideringsydelse, hvis vedkommende er over 30 år. Yngre revalidender får en revalideringsydelse svarende til kontanthjælpen, mens unge, der netop har forladt skolesystemet, som hovedregel må klare sig på SU (se Unge på revalidering).
Ledige under 30 på arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp er som udgangspunkt afskåret fra at tage en ordinær uddannelse på deres ydelse. Dog er der undtagelser fra denne regel.
Læs mere om ordinær uddannelse til ledige på kontant- eller starthjælp
Jobcenteret kan dog bevilge ydelse under ordinær uddannelse (studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse) til personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse og som:
- har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn,
- er fyldt 25 år, forsikret ledig, og som har ret og pligt til efterfølgende tilbud, eller
- er fyldt 25 år og kontanthjælpsmodtager, som har ret og pligt til efterfølgende tilbud.
En erhvervskompetencegivende uddannelse skal kvalificere til arbejde inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft, og uddannelsn må ikke vare længere end en professionsbachelor-uddannelse.
Ledige over 30 år kan bevilges uddannelse som tilbud. Her gælder det samme udgangspunkt om, at uddannelsen skal kvalificere personen inden for områder med behov for arbejdskraft. Jobcenteret skal desuden vurdere, at udannelse er den hurtigst mulige vej tilbage til arbejdsmarkedet.
Ledige på kontanthjælp kan endvidere få hjælp til ordinær uddannelse hvis:
- de på grund af sygdom eller ophør af samliv med ægtefællen er afskåret fra at skaffe det nødvendige til egen eller familiens forsørgelse, og behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser, herunder SU.
- hvis de før ledigheden har haft fuldtidsbeskæftigelse og har uddannet sig i deres fritid.
Som hovedregel kan en ledig på arbejdsløshedsdagpenge ikke få dagpenge, hvis pågældende deltager i uddannelse. Dagpengeretten kan dog bevares ved deltagelse i enkeltfagsundervisning på gymnasialt niveau under 20 timer om ugen og i undervisning svarende til folkeskolens 8-10. klassetrin.
En kontanthjælpsmodtager kan med kommunens godkendelse deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8-10. klassetrin, i HF-enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, der ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om SU, og som ikke er led i en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse.
Det er en forudsætning for at deltage i undervisning, at den ledige er indstillet på at afbryde undervisningen for at udnytte et tilbud om arbejde eller beskæftigelsestilbud.