Hvornår førtidspension?

Læs om, hvornår borgere kan få tilkendt førtidspension af kommunen.
Et grundlæggende princip er, at alle muligheder for at hjælpe en person i job skal være afprøvet, før førtidspension kan komme på tale.

For det første skal kommunen, herunder jobcenteret, behandle en sag ud fra alle de muligheder, som lovgivningen rummer.

For det andet kan kommunen ikke tage hul på en sag om førtidspension, før alle veje til beskæftigelse via behandling, revalidering, fleksjob og forskellige støtte- og hjælpemuligheder er forsøgt.

Der kan dog være situationer , hvor det vil være nytteløst at sætte yderligere beskæftigelses- og behandlingstiltag i gang. Hvis en person fx er så alvorligt syg, at beskæftigelse hverken nu eller i fremtiden er en mulighed, vil det være relevant at påbegynde førtidspensionssagen uden videre.

En sådan vurdering skal som minimum bero på en kortlægning af personens arbejdsevne via arbejdsevnemetoden.

Borgeren har ret til at få afprøvet spørgsmålet om førtidspension og kan ved uenighed med jobcenteret anmode om, at spørgsmålet behandles på det foreliggende materiale i sagen.

Læs mereLæs mere om førtidspension her

Formålet med reglerne for jobcenterets og kommunens indsats er, at alle muligheder bliver afprøvet for at bringe den enkelte i beskæftigelse.

For nogle, som ikke direkte kan anvises arbejde , vil det være tilstrækkeligt med et kortvarigt beskæftigelsestilbud, for at de atter kommer i arbejde. For andre med begrænsninger i arbejdsevnen vil det være nødvendigt med et revalideringsforløb, eller, i sidste ende, en ansættelse i fleksjob.

Før førtidspension kan blive relevant, skal følgende - med udgangspunkt i arbejdsevnemetoden - afklares:

  • Kan personen komme i beskæftigelse via et almindeligt beskæftigelsestilbud?

  • Er der mulighed for, at behandlingstiltag på kort eller længere sigt kan forbedre personens arbejdsevne på en sådan måde, at beskæftigelse uden eller med støtte kan lade sig gøre?

  • Kan omskoling eller omplacering, evt. via et kortere eller længere revalideringsforløb, føre til, at personen atter kan komme i beskæftigelse?

  • Kan ansættelse på særlige vilkår, via de sociale kapitler eller fleksjob, føre til, at personen opnår beskæftigelse?

  • Kan supplerende støtte i form af arbejdsredskaber, arbejdspladsindretninger, hjælpemidler, mentorordninger eller personlig assistance, evt. i kombination med et af de ovenfor nævnte tiltag, føre til, at personen kommer i beskæftigelse?

  • Er det udelukket, at en særlig social indsats kan rydde barrierer for beskæftigelse af vejen i en sådan grad, at de ovennævnte muligheder senere kan bringe personen i arbejde?

Disse spørgsmål skal som udgangspunkt være afklaret , før jobcenteret kan indstille til socialforvaltningen om at påbegynde en sag om førtidspension.

Afklaringen skal være dokumenteret , dvs. at der skal foreligge skriftlige begrundelser for de faglige vurderinger, der er foretaget.

Oplysninger fra læger, behandlere, arbejdsgivere og andre samarbejdspartnere, som understøtter afgørelsen, skal fremgå af sagen.

Afklaringen skal være konkret : Den skal henvise til begrænsningernes betydning for konkrete jobfunktioner på arbejdsmarkedet.

Afklaringen skal desuden foregå i en dialog med personen , og personens egen holdning skal udtrykkelig være anført.

Hvis jobcenteret finder det afklaret , at der skal rejses en førtidspensionssag, overleveres sagen til socialforvaltningen med en indstilling om at påbegynde førtidspensionssagen.

Det er i denne forbindelse vigtigt at skelne mellem, hvornår en sag om førtidspension påbegyndes, og hvornår den tilkendes.

Socialforvaltningen skal træffe afgørelse om evt. tilkendelse af førtidspension senest 3 måneder efter påbegyndelsen. Først ved tilkendelsen tages der endelig stilling: er personen berettiget til førtidspension eller ej?

Inden en eventuel tilkendelse skal den ovenfor nævnte afklaring atter opsummeres og vurderes. Socialforvaltningen kan først tilkende førtidspension, når arbejdsevnen skønnes varigt nedsat.

Hvis personen er uenig i jobcenterets vurderering af, at der stadig er muligheder for at bringe personen i beskæftigelse kan vedkommende anmode om, at der alene tages stilling til førtidspension på det foreliggende materiale i sagen.

Jobcenteret skal i så fald overlevere sagen til socialforvaltningen med de oplysninger, sagen rummer på det pågældende tidspunkt.

Socialforvaltningen skal herefter inden for 3 måneder træffe afgørelse om tilkendelse af førtidspension eller ej. Jobcenteret bør - inden sagen overleveres til socialforvaltningen - vejlede personen om, at en afgørelse om førtidspension på det foreliggende materiale i sagen i langt de fleste tilfælde ender med et afslag.

Satser førtidspension