Cabi

For flere år siden blev Anne – 28 år gammel - involveret i et alvorligt trafikuheld.

Hun slap med livet i behold, men har døjet lige siden med alvorlige neurologiske men som følge af piskesmæld.

I næsten to år gik hun hjemme uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hendes mand forsørgede hende i den periode. Kroniske smerter var længe en del af dagligdagen, hun var for det meste ualmindeligt træt, og hendes korttidshukommelse var ikke til at stole på. Alligevel opsøgte hun kommunen og fik tilkendt et revalideringsforløb som klinikassistent.

Anne er opsat på at komme ud på den anden side af revalideringen med et fast job, så hun kæmper sig gennem det indledende skoleforløb. Hun finder sig også en læreplads på den kommunale tandpleje. Men kampen er forgæves – hun kan ikke klare et arbejde på fuld tid, og det er et stort nederlag for hende, da hun kort efter bliver visiteret til fleksjob.

Anne håber på et lettere kontorjob , og hun vil gerne hurtigt i gang; hun har siddet længe nok hjemme, synes hun. Men først efter knap et år på ledighedsydelse har jobkonsulenten et tilbud til hende: et ni måneders barselsvikariat i administrationen på en lokal privatskole, 25 timer om ugen.

Da tilbuddet endelig er der, bliver Anne nervøs - kan hun mon leve op til jobkravene? Og til de 25 timer? Jobkonsulenten beroliger hende: Han har samarbejdet med skolen før, og han fortæller, at skolen tidligere har haft personer ansat i fleksjob. To af dem arbejder der stadig, ved han. Han mener det er værd at prøve, for denne type hænger ikke på træerne.

På mødet på skolen falder Anne og skolens kontorleder, Jytte, snart i hak. De kommer hurtigt ind på livet af hinanden og enes blandt andet om, at der ikke på forhånd er grund til at gøre et nummer ud af risikoen for sygefravær. Kommer der lidt mere sygefravær end normalt, går det nok, tænker Jytte. Desuden har hun før set, at fraværet kan forebygges ved ikke at presse for meget.

Det springende punkt er, om Anne faktisk kan klare de nødvendige timer. For Jytte udgør 20 timer et minimum. Jobkonsulenten foreslår derfor, at Anne i første omgang starter på skolen i ulønnet praktik i et par måneder, får mulighed for gå sammen med den ansatte, der snart skal på orlov, og alle hermed får et bedre grundlag at vurdere ud fra.

Kontorlederen tøver lidt, for hun vil ikke risikere at stå uden vikar når praktikperioden er ude. Men hun syntes godt om Anne og vil gerne give hende en chance, så hun går med til at prøve.

Til alles glæde falder praktikken heldigt ud , og Anne bliver ansat for 20 timer om ugen. Anne deler kontor med Jytte, som hjælper hende – både med at komme ind i opgaverne og med at finde en passende arbejdsrytme.

Anne svinger så godt med både sin leder og kollegerne, at hun håber at hendes ansættelse kan forlænges. Det her er virkelig et drømmejob for hende, og udsigten til at skulle starte forfra et nyt sted virker helt uoverskuelig.

Jytte vil gå langt for at beholde Anne på kontoret, og hun foreslår ledergruppen forskellige modeller. Men det fører desværre ikke til noget. Heller ikke fra jobkonsulenten kommer der en løsning – en ny jobkonsulent ringede godt nok seks måneder inde i vikariatet, men det lød nærmest som et rutinecheck. Jobkonsulenten fulgte ikke op, selv om Jytte fik fortalt, at Anne kunne bruge lidt assistance til af få lagt en plan B.

Da vikariatet løber ud, føler Anne sig endnu engang skubbet af banen mod sin vilje. Både skolen og hun selv var glade for samarbejdet – alligevel løber det ud i sandet. Det gik ellers lige så godt, tænker Anne.

- Udgivet: søndag, 28. september 2008