Ansæt en medarbejder i fleksjob

Rekrutter og ansæt en medarbejder i fleksjob og få arbejdskraft, der passer til din virksomheds behov. Det er nemt. Få overblik over, hvad du skal vide, hvis du gerne vil ansætte en medarbejder i fleksjob.

En fleksjobber ansættes på samme vilkår som alle andre medarbejdere. Du skal altså ikke bruge mere tid på administration, end du skal for dine øvrige medarbejdere.

Kontakt dit lokale jobcenter - det skal altid inddrages, før der kan etableres et fleksjob. Her kan du typisk også få hjælp til al administration og papirarbejde omkring fleksjobbet.

Sådan ansætter du medarbejdere i fleksjob

Nedenfor finder du links til relevant viden og lovstof, som du har brug for at kende til, hvis du ønsker at ansætte medarbejdere i fleksjob.

1. Ansættelse af en medarbejder i fleksjob

Arbejdsgiver skal udarbejde en ansættelseskontrakt og sende en kopi til jobcentret.

På virk.dk kan du læse nærmere om det at ansætte en medarbejder og find skabelon til ansættelseskontrakt

Ansatte i fleksjob kan have et handicap, som betyder, at de er beskyttet af Lov om forbud mod forskelsbehandling. Det betyder, at du skal undersøge mulighederne for rimelig tilpasning.

2. Fleks-tillægsaftale

Lav en fleks-tillægsaftale og brug den før og under en fleksjobansættelse for at sikre en klar forventningsafstemning samt skriftlige aftaler og løbende fokus på udvikling i ansættelsen.

Download skabelon til fleks-tillægsaftale (kan også downloades fra star.dk)

3. Forsikring

Arbejdsgiver skal tegne en arbejdsskadeforsikring for medarbejderen, så han eller hun er sikret ved både ulykker og erhvervssygdomme. Læs mere om arbejdsskadeforsikring på virk.dk

4. Løn og pension

Du betaler løn for den reelle arbejdsevne – resten tager jobcentret sig af. Jobcentret vurderer den reelle arbejdsevne på baggrund af det antal timer, medarbejdere kan arbejde og de øvrige hensyn, der eventuelt skal tages – fx ekstra pauser, langsommere arbejdstempo og lignende. Medarbejderen er ansat efter samme overenskomst og under samme lønmodtagerlovgivning som øvrige medarbejdere. Det betyder:

  • Hvis din virksomhed er overenskomstdækket, skal løn og arbejdsvilkår fastsættes efter de kollektive overenskomster. Du skal indbetale til pension for de effektive arbejdstimer din ansatte i fleksjob arbejder.
  • På virksomheder, der ikke er dækket af overenskomst, skal løn og øvrige arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiver og den ansatte. Hvis der er en relevant sammenlignelig overenskomst, skal I tage udgangspunkt i den. Hvis der indbetales til pension for de øvrige ansatte i virksomheden, skal det også gælde for den ansatte i fleksjob.

Hvis din medarbejder eksempelvis går op i tid, betaler du for den ekstra arbejdsindsats. Via eIndkomst bliver medarbejderens fleksløntislskud fra kommunen automatisk reguleret. Ved større ændringer i arbejdstiden er det en god idé at informere jobcentret.

5. Lønberegner (den ansattes samlede løn)

Lønberegneren viser den ansattes samlede indtægt i et fleksjob, der består af en løn fra arbejdsgiver og et fleksløntilskud fra kommunen, der beregnes ud fra lønnen.

6. Sygdom og indberetning

Arbejdsgiver får refusion fra første sygedag, hvis arbejdsgiver udbetaler løn under fravær. Arbejdsgiver skal indberette sygdom på virk.dk.

Jobcentrets opfølgning på fleksjob

Efter 2 ½ år er kommunen forpligtiget til at lave den første opfølgning på fleksjobbet ved at kontakte medarbejderen, som er i fleksjob. Få mere at vide om jobcentrets lovpligtige opfølgning